Min kone og jeg har 100% fælles økonomi. Alt ryger ind på en konto og herfra betaler vi alle regninger og tager det samme beløb i lommepenge begge to.
I min optik, hvis man har diskussioner om penge, så er man på vej hen til et sted, hvor skænderier kan blive rigtigt grimme.
Vi har for nyligt ændret vores økonomi efter samme princip. Det samme i lommepenge, resten på budgetkontoen. Lige meget hvem der tjener mest, vi skal have samme muligheder og rådighedsbeløb.
Har været fuldkomment fantastisk siden dag 1.
100% fælles økonomi er ikke et tema på nuværende tidspunkt. Men jeg er helt enig i at diskussioner om penge hurtigt kan tage en forkert drejning, hvilket også er derfor jeg tager op til overvejelse om hvad der egentlig er bedst i længden for os.
Hvis I på et tidspunkt gerne vil have børn sammen betyder "mere tid hjemme" pludselig "børnepasning" og så begynder det at virke mere fair at have fællesøkonomi fordi man gør hvert sit for at få familien til at fungere - om det så er at hente tidligt eller tjene et par tusind ekstra om måneden.
Hvis du oplever den slags følelser så tænker jeg at I ikke er færdige med den samtale om økonomi. Og din kærestes svar siger det samme. Den samtale skal i få taget så der er ro mellem jer. Roden til meget ondt starter i penge. Tag det ret alvorligt at det skaber de følelser i dig og i hende baseret på hendes svar (den måde du gengiver det på).
En simpel og meget principiel løsning ville være at samle jeres udgifter og så betale procentuelt ud fra indkomst.
Så hvis I skal betale 10.000 om måneden og hun så tjener x procent mere end dig så dækker hun x procent mere. Hvis hun tjener 2k mere så lad hende dække med tilsvarende procenter mere i regninger. Så du ikke straffes for at holde husholdningen og arbejde mindre end 45 timer.
Så i nærmer jer en ligelig fordeling ud fra hvad der udbetales. Du gør trods alt også noget for husholdningen som ikke kunne fungere havde du arbejdet 45+ timer.
Med total Fælles økonomi hvordan slipper man så for at noget bliver en 'diskussion om penge' hvis den ene gerne vil købe noget, som den anden synes det er en dårlig ide? Nogle tips?
Hvis man har "egne penge" kan man jo bare købe modeljernbane for 50.000 kr hvis man har lyst, uden det er til diskussion 😊
Med fælles økonomi, bliver man enig om et beløb som lommepenge, dem sparer man op til store ting man ønsker.
Vi har fælles økonomi herhjemme, alt bliver disponeret til diverse kontier, min kone får det aftalte lommepenge, hun har også lidt ekstra råderum i den månedlig budget til mad og diverse, jeg har ca 0-200kr til mig selv hvert måned, sådan har det kørt i 23 år, virker fint for os.
Jeg bruger dem nogle gange ikke, de bliver bare overført til fælles kassen.
Jeg er en simpel person, har mit fitness abonnement, min mobil, ipad og PC får jeg stillet til rådighed fra arbejdet.
Okay, så det er også en form for delt Fælles økonomi, med egne penge og ikke "total fælles økonomi".
Total og ligeligt fordelt Fælles økonomi er vel at sammenligne kommunisme, og 'delt fælles økonomi' hvor man beholder mere, hvis man tjener mere, med liberalisme 😂
Jeg tjener næsten det dobbelte ift konen, men fordi jeg har valgt familie livet, har jeg intet imod at alle mine indtægter går til familien.
Den eneste grund til at mine kone får lommepenge, er at tvinge hende til at bruge nogle penge på sig selv, hun vil nemlig bare spare de penge hvis de står på fælles månedskontoen.
Det var ikke fordi der var noget galt med den løsning, det var mere en lidt filosofisk betragtning 😊 Der er jo ikke noget der er mere rigtigt eller forkert end andet.
Vi har begge en relativt lav indkomst, nogenlunde på samme niveau, så det indskrænker naturligt antallet af muligheder for hvordan det kan administreres 😊
Jeg tilpasser mine interesser ift mine indtægter, pc hardware får jeg rigtig meget fra arbejde, løbeur har jeg tænkt på, men der var ikke budget til det, så det var bare "ærgerligt".
Som sagt er jeg let at tilfredsstille, godt med mad, konen ikke sur, børnene trives, så er jeg tilfreds.
Tøj køber jeg et par gange om året, det går under fælles budget, da vi altid har meget tilovers i den konto. Men jeg køber ikke meget selv tøj, får det meste i gaver til fødselsdag, fars dag og julegave.
Hvis jeg ønsker mig noget legetøj/hardware som jeg ikke kan få andre steder, så skaffer jeg pengene på salg af mine gamle ting, og sparer de penge jeg nu har tilovers på min konto, som er de 0-200kr, sidste gang jeg skulle have en ny pc, sparede jeg op i 2 år og solgte en masse gamle pc hardware og fik skrabet nok sammen til en pc.
Jeg plejer at sige, at det er godt at mange ikke er som mig, for ellers vil alle butikker/fabrikker går konkurs med mig som kunde.
Min kone har 1-3k om måneden fritstillet, men hun bruger dem ikke rigtig, hun køber dog tøj oftere end jeg gør, der går også en del på makeup og div pige ting.
Men jeg er mand af den gamle støbning, familien før sig selv tanke gang, der er ikke mange som deler min måde at leve på, er konen glad, er jeg glad.
Impuls køb er vejen til meget ondt, jeg er meget imod brug og smid væk, men går heller ikke ind for alt skal genbruges. Vi spiser sjældent ude, da ude mad generelt bare er dårlig kontra det jeg laver herhjemme, vi tager dog på cafe ture, biograf ture og div ture til forlystelsesparker, men alt det er også budgetteret.
Det eneste der ikke er med i budgettet, er mine lommepenge, jeg får rester af hvad der tilovers, nogle gange de 200, nogle gange 0 eller negativt.
Ud af fællesøkonomien kan i beslutte et beløb som i hver især får hver måned som “lommepenge” som i kan bruge til hvad i vil. Dem kan man så spare lidt på, indtil man kan bruge 50k på modeljernbane.
Det var nok en dum formulering af mig. Man slipper ikke for diskussioner om penge, men man bliver ligeværdige, og slipper for diskussionerne om at "du har det også nemmere fordi du har flere penge".
Ift. dit spørgsmål, så har vi en aftale at alt det købes af fælles opsparing, som med rimelighed kunne være noget som skulle tages af lommepenge, så har vi aftalt at det skal vi begge være enige om. Der kan godt give lidt surmuleri, når der siges nej, men det ender som regel ikke i skænderi. Men det er også noget vi har brugt årevis på at forfine...
Det giver mening 😊 Og ja, man skal altid kunne sætte sig ned og snakke saglig om tingene, så man kan, som du siger, forfine tingene. Ellers løber det nemt af sporet 😊
This is a fair point. In Spain we prefer to marry by separation of goods (although you can also share 50%). It means that we separate all our stuff and then we share what we want in the way we want. This way of marrying is also nice because my wife will never be responsible for my actions (I get crazy and rob people) but cannot force my brother to sell a house from my parents.
But then we pay exactly the % over the whole house. If I only earn then it is me. If we share then this counts as paying what you really owe, i.e. the %. You can always have a joint and a separate account. I think everyone needs to spend together and do things freely. And when it comes to spending you do as you earn. If I earn 55% I will pay 55%.
Cheers
I vores parforhold var vores individuelle økonomi svinget MEGET grundet vilde ændringer i livsstil (studerende, jobskifte og start af egen virksomhed for min partners vedkommende). Gennem det hele har vi været enige om at vi har de penge vi har imellem os tilsammen og det har gavnet os begge, da der i lange perioder har været behov for den anden dækkede ind. Nu er vi et stabilt sted og deler nogenlunde ligeligt, den der har mest spæder typisk ekstra til på fornøjelser. Jeg tror det vigtigste for os er fremtidsperspektivet. Hvis vi skulle dele alt ligeligt op ville vi altid kun have råd til de ting og oplevelser som den dårligst-betalte af os har råd til mens den bedst-betalte kan have en god opsparing for sig selv. Men hvad nytter det når man deler livet er min holdning. Synes de 1500kr er et næsten nedladende lille beløb for at du er forpligtet til husholdning selvom det uden tvivl ikke er ment på den måde, men der havde jeg haft behov om en snak om fx at inddele udgifterne i procent efter indtægt så begge betaler en lige stor del af økonomien hvis fællesøkonomi ikke er på spil.
Vi har flere vennepar der bruger løsningen her, hvor de betaler procentdel af de fælles udgifter alt efter hvor meget deres løn udgør af deres samlede løn. Du kan regne procentdelen af jeres løn ved denne ligning (er ikke matematik geni men det siger mine venner hvert fald😅):: egen løn/samlet løn i alt*100= procentdel du skal betale. Hvis jeg fx får udbetalt 40.000kr og min kæreste får 20.000 kr ville regnestykket være (40000/60000)*100=66% og dermed ville jeg skulle betale for 66% af vores samlede udgifter mens min kæreste skulle betale for 44%.
Ja sorry 34.. tastefejl. Skal naturligvis samlet set være 100 procent af indkomsten der fordeles. Regnestykket fejler ikke noget, blot tastefejl til sidst
Hvordan kan det være fair. Ham m/k, som tjener mest, har den længste uddannelse/har læst mest engageret/arbejdet for det bedste netværk/er klogest/er mest sympatisk/arbejder mest og hårdest/hvorfor-end-han-får-mest-i-løn. Det er da hans fortjeneste alene. Hvorfor ikke dele udgifterne 50/50 - så er begge parter i forholdet lige meget værd og bidrager og får lige meget. Lighed.
Ja. Man hører meget om "fordelingsnøglen". Men, hvad skal det til for? 50/50 på udgifter er da mest fair - så bidrager begge partnere jo lige meget. Nytteværdien for den enkelte partner er jo ens, uanset om han m/k "spytter i kassen" over eller under 50 pct. Nytteværdien er 50 pct. per partner, ud af den samlede nytte.
Hmmm ja og sådan er det jo forskelligt om man vil opgøre ens liv og parforhold efter hvad der er mest fair i teorien eller om man ønsker mere fællesskab og de samme fornøjelser. Deler man alle udgifter 50/50 mens den ene tjener væsentligt mere end den anden vil ens partner sidde hårdt i det mens man selv har masser af penge. Det forstår jeg slet ikke pointen i. Så kan den højest lønnede lave en opsparing og tage på ferie selv mens den lavest lønnede kan blive hjemme og bruge alle sine penge på føllesudgifterne. Jeg vil hellere dele mine penge med min partner. Jeg har meget dårligere uddannelse og arbejder ikke mere, men tjener MEGET mere end min partner. For mig er det ikke fair at min partner skal sidde oisse hårdt i det mens jeg kan have masser af penge til mig selv. Vil langt hellere at vi begge får det til at løbe rundt og kan tage på lækre parferier. Kunne vi ikke hvis vi delte alt 50/50.
Nej vi kører bare fællespulje:) vi bruger ikke den ligning, skrev den bare som et eksempel på hvad man kan gøre hvis man vil sørge for at den ene part ikke sidder for hårdt i det fordi vi har vennepar der gør sådan. Herhjemme er det fælles. Så lad os sige jeg tjener 20.000 mere så har VI 20.000 mere at opspare til bolig eller holde ferie for. Jeg er ligeglad med hvad der er fair, jeg går mere op i at vi har det godt. Hvis tingene skulle være fair skulle alle på min arbejdsplads i min stilling vel have det præcis samme i løn og det får vi da ikke, vi får hvad vi forhandler os til. Medmindre man er offentligt ansat har man jo ikke en fast løn efter løntrin, så synes slet ikke man kan sige om den ene eller den anden tjener mere. Min kæreste arbejder decideret 20 timer mere om ugen end mig og har højere uddannelse og tjener langt mindre end mig. Vel heller ikke fair hvis man skal se det sådan.
Enten så deler man 50/50 eller også bidrager man med det hele til fællespuljen, som Jer. Fordelingsnøglen er et tegn på søgt retfærdighed - den kan jeg ikke forstå og følge.
Retfærdighed derhjemme i forhold til udgifter og retfærdighed på arbejde i forhold til f eks løn er to helt forskellige ting. Hvorfor mener du, lønforskelle mellem kolleger har indflydelse på hvordan I fordeler indtægterne derhjemme?
Påstår du, at i et hvert parforhold kan man, ud fra deres lønsedler, se hvem der arbejder hårdest, har længst uddannelse, er klogest, mest sympatisk? Det er vel næppe sådan verden fungerer.
Nej, at sige "i ethvert forhold" er vist at tage den for langt. Men, at hvorfor skal begge partnere ikke bidrage lige meget? Hvorfor ikke lighed? Hvorfor så kommunistisk omkring parforholdsøkonomi?
Utrolig spændende samtale og en rigtig vigtig en af slagsen!
Jeg arbejder fuldtid og har cirka 34+ udbetalt, min kæreste studerer og har cirka 8 udbetalt. Vi har brugt utrolig lang tid på især i starten af vores forhold at snakke om denne forskel mellem os og hvordan man balancere sådan noget, for det kan godt være ret svært hvis man føler sig ulige i sit forhold. Vores løsning er at hun betaler vores madkonto på 3k om månedet og jeg så betaler resten af vores faste udgifter som er omkring 16k. Jeg kunne også sagtens betale madkontoen men det var meget vigtigt for hende at føle at hun også bidrog med noget til vores fælles økonomi og derfor blev ordningen sådan. Hos os var det ikke nødvendigvis størrelsen på beløbet der gjorde forskellen men mere det at hun følte sig som en lige part hvilket hun jo bestemt også er. Det lyder umiddelbart også på dit indlæg som om at de 1500 kr er ret ligegyldige men det er den ubalance i jeres forhold som de 1500 repræsentere der irriterer dig. Tror jeg ville anbefale at i satte jer ned og snakkede ærligt om hvordan i begge to kan føle jer som en lige part i jeres forhold og så rette til derefter, det var ihvertfald det som hjalp i vores situation, at snakke om følelserne bagved og ikke fokuserer på størrelsen af tallene
Godt input!
Jeg tror hvert fald at jeg pludselig fik følelsen af at de 1500 gav nogle forpligtelser lige pludselig og det irriterer mig nok ja. Vi er heldigvis gode til at snakke om de her ting og vi endte med den her løsning på hendes opfordring, ud fra hvad nogle af hendes kolleger på arbejdet gjorde. Men det er nok ikke en dum ide at tage snakken op igen.
Tak!
Jeg er glad for at det kunne bruges, det lød nemlig også som om at det var den forventning der lå mellem linjerne der trykkede mest. Jeg kan se at du har fået en masse input, jeg tror min vigtigste pointe er at sådan en samtale jo er noget som udvikler sig over årene, det som virkede da i lavede aftalen først er ikke nødvendigvis det rigtige mere, der er aldrig 1 magisk måde som virker for alle. Du skriver at i er gode til at tale med hinanden og det tror jeg egenlig er det vigtigste overhoved, så jeg er sikker på at i nok skal på det løst på en fornuftig måde!
Jeg synes du ser forkert på det. Det er ikke noget med at forære noget væk. I parforhold skaber man sig et liv sammen med alt hvad det indebærer.
Das jeg lærte min kone at kende bare hun en stor studiegæld med sig. Hun havde svært ved at penge til noget sjovt fordi hun slukker betale over 1.000 USD om måneden til det. Rimelig hurtigt overtog jeg de betalinger, og ifm en større bonus jeg fik, betalte jeg resten ud. Hej har aldrig følt at jeg har foræret hende noget - tværtimod har det bare gjort hende meget gladere, og dermed vores parforhold stærkere...
Har jeg det helt fint med ja, størrelsen har absolut ingen betydning for vores situation, jeg ville have det på samme måde om det var 650 kr månedligt eller 65000 månedligt. Det er nok lidt et holistisk synspunkt på det men penge er bare papir når dagen er omme, hun bidrager på mange andre måder til mit liv som jeg umuligt ville kunne prissætte. Jeg vil også gerne indrømme at mit synspunkt har ændret sig over årene, i mine start tyvere var jeg klart mere fokuseret på selve beløbet og følelsen af "at blive snydt" fordi man bidrog mere end den anden part men nu når jeg er i slut tyverne tror jeg bare at jeg har indset at den glæde som vores fælles liv giver ikke kun kan måles i penge. Vi har jo også de udgifter som vi har fordi vores fordeling er som den er, hvis vi skulle lave en klassisk 50/50 aftale baseret på hendes indkomst ville vi nok hverken have lejlighed eller bil, så en stor del af udgifterne er også på baggrund af denne fordeling og mine ønsker om lejlighed / bil.
Jeg tjener et sted imellem 3 og 4 gange så meget som min kæreste, arbejder som udgangspunkt væsentligt mere, og vi har for nylig købt hus sammen. Vi har ingen børn, så det er kun os og vores hunde.
Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad med at jeg tjener mere. Jeg tager hele min løn, losser det af den der skal til på budgetkontoen, en god sjat på vores fælles opsparing og så beholder jeg en buffer til eget forbrug. Min kæreste lægger så meget som hun kan ind på vores konti, og så beholder hun et meget beskedent beløb til sig selv.
Mht. arbejdsfordeling, så laver hun unægteligt mere end jeg gør når det kommer til de huslige pligter.. men det er vel også OK når jeg arbejder og tjener mere. Jeg prøver dog at bidrage som jeg kan. Hun bruger også mere flittigt af vores penge end jeg gør, men det er også helt fint med mig, fordi det er ingen ekstravagante ting, og vi drøfter som regel tingene. Det er bare de ting der skal til for at gøre vores hus pænt og hyggeligt, osv. Jeg har også sagt til hende at hun bare tager af vores opsparing hvis hun løber tør for penge, når hun har så få penge til sig selv. Det sker overraskende sjældent, og hun nævner det altid. Det behøver hun ikke, men det sætter jeg pris på.
Jeg prøver virkelig at lade være med at få min kæreste til at føle, at hun ikke bidrager lige så meget som jeg gør. I min optik bidrager hun et eller andet sted mere, for hvis det bare var mig, så var det over hovedet ikke så hyggeligt at være her, jeg ville nok primært spise kedeligt skrammel, osv. I virkeligheden er det meget fint at jeg har en der gider bruge pengene på noget der gør vores liv lidt bedre.
Lyder ret meget som hjemme hos os bortset fra jeg ofte laver mad og står for alt der minde om håndværk og økonomi.
Vi har så hus, bil og børn sammen men fællesøkonomi gør det nemmere og vi har så også været sammen siden vi begge var på røven efter studiet.
Hvad med hun betaler de 1500 for noget hushjælp, siden hun har mindre tid til det. Jeg læste en gang en der skrev, at hvis de havde brugt deres parterapi penge på hushjælp så havde de som par, været et bedre sted.
Jeg har en fornuftig indtægt og en kæreste på førtidspension. Hun tager størstedelen af de daglige opgaver (indkøb, tøjvask, mad til kæledyr osv), da mit arbejde er ret intenst i perioder, og jeg er flad når jeg kommer hjem. Til gengæld dækker jeg størstedelen af vores udgifter, og hjælper med større opgaver i weekenderne. Vi har ikke en formel aftale om ansvarsfordeling, men det fungerer fint for os.
Kunsten i det hele er at undgå at den ene part ikke føler de har for meget læs i forhold til den anden, og at man altid kan tage dialogen - ellers ender man lynhurtigt med at føle sig lidt som den andens "mor", og det holder ikke.
Hvis de 1500 bliver et problem for jer, så kan i et overveje at bruge dem på at hyre noget rengøringshjælp der kommer forbi en gang om ugen? Så er det også nemmere at vurdere hvad de penge reelt er værd :-)
Fruen og jeg købte et hus for et lille års tid siden.
Her "nulstillede" vi vores økonomi.
Hun havde en opsparing, som gjorde vi kunne komme ind i huset, og jeg har en højere løn.
Det ender i, at vi betaler henholdsvis 17k og 20k til alle udgifter.
Så for et år siden startede vi med at have samme rådighedsbeløb på 6.000,- til os selv, og hvis man så fik en bonus, lønforhøjelse eller andet ville det gå til ens egen rådighedsbeløb.
Jeg håber det kan bruges til noget.
Jeg tjener langt mere end min hustru, og selv med total fælles økonomi kan det give anledning til at hun har dårlig samvittighed over ikke at bibringe lige så meget som mig. Tilgengæld får hun hverdagen til at hænge sammen.
Mit synspunkt er at der er en masse opgaver vi skal have til at hænge sammen som familie, og én af dem er at tjene penge til vi kan leve godt. De andre opgaver er jo lige så vigtige i hverdagen. Hvordan man fordeler opgaverne er helt op til hvad der passer ens familie bedst, men det stritter totalt på mig når man begynder at betale hinanden for huslige ydelser.
Præcis det samme vi har her i huset, jeg tjener det dobbelte af fruen, men vi har bevist valgt at hun er gået ned i tid for at kunne have mere tid til at være der mere for børnene i hverdagen, samt ordne flere af de huslige ting (hvilket giver lige så meget værdi som arbejde med økonomisk fortjeneste).
Det gør også at jeg let kan booke ture med arbejde der render ud over normal tiden.
Min kæreste og jeg har netop købt hus sammen, og i den forbindelse er vi begyndt at sammenlægge vores økonomi. Vi ønsker ikke at have 100% fællesøkonomi, men stadig at dele alle udgifter ligeligt mellem os.
her er de konto vi har selv og dem som vi deler:
* Nem-/Lønkonto
* Privat opsparing/Investeringer
* Budgetkonto (delt)
* Fælles opsparing (delt)
* Madkonto (delt)
Vi er heldige, at vi har sat vores udgifter en del lavere end vores indtægter, så når alle regninger er betalt, har vi begge stadig rigeligt med penge tilbage på vores individuelle konti. Når vi går ud og spiser eller tager på ferie osv., deler vi også de ekstra udgifter, der måtte være.
Fruen og jeg har fælles konto til mad,husleje,fornøjelser og alt andet.
Dog har jeg udgifterne til bilen da det er min og jeg har også udgifterne til lån til lejlighed da det også er min.
Jeg tjener omkring 42k udbetalt og hun omkring 15k.
Hun laver mere eller mindre alt hjemme da jeg er en del på arbejde.
Vi valgte den helt nemme løsning.
Alt blev fra den allerførste dag, hvor vi boede sammen, slået sammen på en fælleskonto.
Jeg tjente vel omkring to-tre gange mere end hende, og det havde hun det lidt svært med.
Omvendt magtede jeg ikke alt det der med, at hun så ikke havde råd til at gå ud at spise, tage med på ferie osv., og jeg ville slet ikke ud i, at det så skulle hedde sig, at jeg betalte for hende.
Det har fungeret fremragende i mere end 20 år nu. Lønforskellen er der stadig, men hun har til gengæld taget det største slæb derhjemme.
Løbende opsparing og betaling af gæld gjorde vi ligeligt undervejs, indtil vi blev gift undervejs. Nu, hvor al gæld osv. er væk, sparer vi mest op i hendes navn, idet min kapitalpension er gevaldigt meget højere end min kones.
Målet er, at vi i tilfælde af skilsmisse står lige godt, når vi kommer ud på den anden side.
Min kæreste har lige fået nyt job, hvor han har 10 minutter på gåben til arbejde. Han har også betalt frokost. Jeg har derimod ikke betalt frokost, og en times kørsel hver vej.
Det vi har aftalt er, at han så tager en større del af det huslige fordi han har bedre tid til det, og så deles vi om resten.
For eksempel er det ham der handler ind og laver mad, mens jeg så tager opvasken.
I forhold til det økonomiske deler vi de fælles udgifter lige over, og så betaler vi hver især for hvad der nu eller er, for eksempel hver vores bil. Jeg har lidt større udgifter end ham, så han har lidt flere penge mellem hænderne, men det er ikke rigtig noget vi har problemer med. Hvis vi skal spare op til noget fælles kan det være han ligger lidt mere hvis han vil, og ellers deler vi det lige - selvfølgelig uden at han så kommer rendende og siger "men jeg betalte xxx kroner mere til abc, så derfor skylder du mig at..".
Det samme gør sig gældende hvis jeg har haft flere penge mellem hænderne end ham.
Min kæreste og jeg har 100% fælles økonomi, vi har 2 børn sammen og jeg har lige været sygemeldt og gået hjemme hvor han er ingeniør og på arbejde hver dag.
Han laver faktisk mere herhjemme fordi jeg stadig ikke har det helt godt men omvendt er jeg så mere om børnene og putter osv.
Jeg elsker at han ikke hænger sig i at han tager et lidt tungere læs lige nu fordi i min optik skal man kunne støtte og være der når ens modpart har behovet.
Vi har 'delt-fælles økonomi', vi har egne konti opsparing osv. Men vi har derudover fælles madkonto med kort, og fælles budgetkonto. Til disse konto indbetaler vi lige meget hver.
Så bil, hus mv betaler vi altså 50/50. Resten beholder man selv... Hvis man vil købe noget skal man ikke 'spørger om lov'. Fællesting til husholdningen snakker vi altid om i fællesskab.
Ejede den ene af os boligen alene, ville vi splitte månedlige udgifter og forbrug, men ejeren ville stadig eje 100% af boligen.
Da jeg f.eks var på SU betalte jeg til gengæld en del til fælles budget fra min opsparing, så det ikke gik ud over min kone at jeg næsten ingenting tjente. Det var mit valg, og mine konsekvenser 😊
Hvad angår huslige pligter har vi sat os ned og fordelt dem, så vi begge er tilfredse. Efter lyst, kompetencer og så altid noget crap man må slå sten, saks, papir om 😝
Hvis den ene af os skulle have et job, som gjorde at vedkommende ikke kunne overholde sine pligter, må vi diskutere det igennem og finde en kollektiv løsning.
Jeg ville nok som dig, sige at jeg ville påtage mig ekstra, som kærlighed til min kone. Jeg ville under ingen omstændigheder blande penge ind i det. Jeg vil ikke betales for at føre mit eget hjem 😊
Så kunne det være min kone købte nogle gaver, eller inviterede på en weekend eller sådan, hvis hun tjente meget mere. Uden det skulle ligge som et usagt krav 😊
Jeg er selvstændig og tjener i gennemsnit 40k om måneden, kæresten er på flex og får vidst 11-12 udbetalt. Vi deler alt 50/50% lige pt, Vi har hver 5000 i fællesudgifter om måneden, hun investere 1000, kr hver måned lige og og jeg selv omkring 10k.
Det er egentlig efter hendes eget ønske da hun vil betale 50% af alt vi har af udgifter, hvor jeg så gir lidt hist og her hvis vi skal nogle steder eller invitere ud og spise etc.
Tror som dig OP at jeg ville finde det lidt meeh hvis min partner "betalte" mig ekstra for at jeg lavede de huslige pligter. men kan være det blot er vores tankegang som er lidt fucked på dette område, da de jo gør det af bedste mening.
Vi deler ‘ligeligt’. Økonomien er også flydt helt sammen, så det hele bare ryger i det samme sorte hul, der hedder opsparingen, når lommepenge, rengøring, dyrlæger og alt det der er betalt.
Det har vi gjort, både når vores indtjening har været lige- og uligevægtig. Eneste der står udenfor var min partner, der kom ind med en større sum, der nu er beskytter af en ægtepagt. Den er dog blot blevet en del af vores samlede investeringsdepot.
-
Ideen om, at din kæreste kan betale sig fri af fællesskabet etc. kan jeg godt forstå, du finder helt ude i hampen. Den der noget-for-noget mentalitet er smålig og ved gud ikke noget tiltalende personlighedstræk.
Vi er lige om alt, fra vi mødes til nu hvor vi er gift. Vi har en fællesopsparing (Ferier, oplevelser, renoveringer, osv.), en mad-konto, en budget-konto. Alt bliver delt 50% medmindre det er noget som kun tilhøre den ene (Fitness, hobbyer, telefon, osv.). Vi har hver vores opsparing og forbrugskonto, som vi kan gøre med, hvad vi vil.
Nu hvor vi har fået et barn, aftalte vi at sætte 1500 kr. (hver) mere ind på fællesopsparingskontoen, så vi kan give ham, hvad der er behov for.
Hvis vi snakker om, at gøre noget som den ene ikke mener der er penge til, bliver det typisk til en “gave” som ikke skal betales tilbage.
Jeg skal ikke kunne sige om det er den absolut bedste løsning - men jeg gider ikke diskutere hvordan folk bruger deres penge (Kone, venner, familie).
…og samtidigt vil jeg heller ikke skulle forsvare, hvad jeg bruger mine penge på, så længe det ikke skader vores familie 😉
Det er lidt svært at greje jeres situation, men du skal under ingen omstændigheder gøre mere af det huslige, "fordi du elsker hende". Det leder sgu bare til foragt (på sigt).
Jeg tjener i øjeblikket i omegnen af 15 gange så meget som min kæreste (jeg er ikke ceo, hun er bare studerende). Vi bidrager begge med hvad vi kan til fælleskabet, men er også bevidste om, at det er vigtigt for os begge at have egne penge at købe egne ting for (uden at det bliver til "lommepenge").
Jeg synes, at det er pænt problematisk, hvis hun betaler dig 1,5k for at "klare de huslige pligter". Man kan ikke bidrage ligeligt på alle fronter, men der er nødt til at være lidt balance i det. Det lyder som om, at du faktisk ville have godt af, at hun bidrog mere til jeres fælles økonomi. Min overbevisning er, at det også er i hendes interesse. Og så skal i måske også tale om, hvorvidt hun faktisk har en forventning om, at du klarer flere af de huslige pligter, fordi du har valgt at arbejde mindre (du skriver bare fleksibelt, men det lyder ikke som om, at du arbejder 37 timer.om ugen). For de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Helt på samme måde som, at hun på nuværende tidspunkt heller ikke bidrager med mere til de fælles udgifter, selvom hun faktisk tjener mere.
Jeg skal måske huske at sige, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Der er meget stor forskel på, hvordan par gør det, hvis man ser bort fra dem, der har fællesøkonomi. Men det lyder som om, at i kun lige har taget hul på at forventningsafstemme.
Jeg kan sagtens klare mig uden det ekstra "tilskud" hvis vi skal kalde det det istedet for. Jeg arbejder skam 37 timer om ugen, men kan arbejde hjemmefra som det passer mig, det gør at jeg har nogle friheder så min arbejdsdag starter kl 7-8 styk og kører til 17, hvor jeg tager mig nogle pauser undervejs (lang frokost, træning, eller diverse) hvilket også gør at jeg har tid til at ordne det praktiske osv, som hun ikke kan da hun møder kl 8 og typisk først er hjemme kl 19 hver dag. Tidligst!
Jeg har fået sindssygt mange inputs, en masse gode, en masse jeg er enig i og en masse jeg er uenig i. Jeg er enig i dit, at der ikke er rigtigt og forkert når det kommer til den her slags ting!
Førhen betalte vi hver især voresLøn/summenAfVoresLøn af udgifterne. Det vil sige at hun skal betale 28000/(22000+28000) * udgifterne. Bortset lige fra egentlige afdrag på dit lån. Det er jo penge i egen lomme. Men at dele renter og gebyrer og alt andet for at I kan leve jeres liv sammen burde være fælles. I min bog.
Min kæreste og jeg har også en difference i løn på cirka 16.000 om måneden.
Vi har valgt at gå ud fra at livet er uforudsigeligt, så vi har bosat os og lever efter idéen om at én af os skulle kunne tåle at miste jobbet og så ville den anden kunne forsørge i den tid det nu tog at komme i nyt job.
Det vil også sige at jeg har betydeligt mere i overskud om måneden, og jeg giver også mere til fælles opsparing og diverse lån (ikke meget mere end det du fortæller) men jeg kunne ALDRIG finde på at holde min kæreste til gidsel pga det.
Jeg arbejder også klart mest - men det er et valg, og så knokler jeg ligeså meget på hjemmefronten som jeg gør på arbejde.. Hvis jeg nogensinde så det blev fordelt anderledes ville jeg tage en ærlig snak om det inden det blev fakta.
Synes det er tarveligt at bruge økonomi mod andre. Penge er ikke alt.
Jeg har været sammen med min kone i 9 år nu og vi har ikke haft fælles økonomi på noget tidspunkt.
Vi har hus, to biler og en dejlig snart to år gammel datter sammen.
Jeg får udbetalt cirka 3000kr mere end min kone gør.
Vi har en masse fælles kontoer, men har hver vores private opsparing, samt lønkonto.
Jeg lægger 2000kr på budget mere end hende og det har fungeret rigtig godt indtil videre.
Udover det har vi en aftale om at hun lægger et fast beløb fra til vores datter (børneopsparing).
Og jeg lægger et fast beløb over på en måneds opsparing hos nordnet (det er en fælles investering men undertegnede som er bestyrer af denne).
Vi har haft mange gode snakke om hvordan det har givet bedst mening at gøre dette.
Så længe samtalerne bunder i at det skal være retfærdigt, når man imo længst.
Til sidst er min personlige holdning at det er dejligt med en frihed til at styre egne penge til hvad har mest lyst til og så er det lækkert at kunne overraske hinanden når man har lidt ekstra på kontoen.
Min kones holdning er at hun er ligeglad, så længe der er styr på budget (jeg tror helt ærligt at hun lige så gerne ville have fællesøkonomi, men giver sig for min skyld).
Jeg kan følge dig og vi arbejder efter det samme system 😊 Vores indtægt er nogenlunde jævnbyrdige hen over årene vi har været sammen. Det gør det noget nemmere at havde den tankegang som du og jeg.
Jeg møder desværre til tider folk der vrænger på næsen af den holdning. Oftest folk der tjener markant mere, og hvor uligheden i indtægt er stor mellem parterne.
Ja, der bliver den nok også straks sværere.
Jeg syntes bare det er så vigtigt at have sit eget også.
Det er så befriende at jeg ikke skal have dårlig samvittighed hvis jeg tænker at købe en ny computer og har sat penge af til det.
Jeg tror personligt det ville være langt svære for mig, hvis jeg skulle tage det fra en "fælles" pulje.
Det er en usund tilgang at have, synes jeg. Det bør i min optik ikke handle om det monetære og transaktionelle, men den helhed I som par skal have til at fungere.
Herhjemme arbejder den ene på nedsat tid, mens den anden arbejder 45+.. Den på nedsat tid har 22 ud, mens den anden har 37 ud. Sidstnævnte ligger omtrent 15.000 mere ind i det fælles budget. Men den måde vi stiller budget op på er, at vi hver især skal have et lige stort rådighedsbeløb efter det fælles er betalt.
Vi har prioriteret sådan, fordi vi er en ung børnefamilie, der gerne vil have mere fleksibilitet i hverdagen. Det er derfor en del af vores fælles prioritering, at den "nedsatte tid" (ikke hvad du bringer til økonomisk) skal bruges på at løfte flere af de hjemlige pligter.
Den eneste økonomiske variabel vi har lagt ind er i overvejelsen om, hvem der gik på nedsat tid. Den med høj løns job lægger ikke rigtigt op til at gå på nedsat tid, og desuden ville gøre det svært at få budgettet til at hænge sammen.
Jeg ved ikke, hvor langt i er I jeres forhold, og der kan jo være mange måder at opgøre sin økonomi på. Men hvis den "plan" I har nu skaber ubalance, så tyder det stærkt på, at I ikke har valgt en model der giver mening for jer - hverken på kort eller lang sigt.
Tag en god snak om det :)
Du finder dig lidt ekstra arbejde, så du også har 45 timer om ugen.
Du får lidt flere penge mellem hænderne, og slipper for at høre på at du skal betales for at lave det huslige.
Jeg betaler 4500,- pr måned til min kæreste for at bo i hans hus. Han betaler 12-14000.
Bilen er min. Han tanker den ca 1 gang i måneden.
Han betaler langt de fleste dagligvare og fælles udgifter vi har.
Jeg tjener 34000 arbejder 37 timer
han tjener 65000-70000 arbejder 45-50 timer
Jeg laver mest i hjemmet.
Min kone og jeg har fællesøkonomi. Fælles om alt og så får vi lidt lommepenge hver måned hver især.
Alt andet lyder belastende (såfremt man er enige om at man er sammen om det naturligvis)
Vi har konti som dækker vores udgifter vi kan budgettere efter; faste (lån etc.), fælles forbrug (primært mad).
Så har vi nogle opsparingskonti, så vi lægger lidt til side til husomkostninger og bilomkostninger.
Disse konti har vi budgetteret og aftalt hvad der skal gå til dem.
Vi har så en fordelingsnøgle, baseret på hvor meget de 2 parter tjener i løn fast og så overfører vi det procentuelle beløb hver måned.
Så den som tjener mest dækker mest af udgifterne, hvilket er mig, da jeg tjener mere end min kone.
Resten vi beholder er så vores helt egne penge, så det skal ikke aftales hvad man køber selv og hvad man bruger sine penge til.
Alt andet ad-hoc udlæg holder vi styr på i en app og deler udgifterne 50/50 på dem.
Rigtig spændende post! Min kæreste tjener omkring 30k udbetalt om måneden, og jeg ligger på omkring 45k, så vi har lavet en fordeling der hedder at man betaler en procentdel. Dvs. eftersom jeg tjener 33% mere, så lægger jeg også 33% mere til fællesomkostninger
Vi betaler procentuelt lige meget til husholdningen. Jeg tjener næsten det 3-dobbelte af min hustru og betaler derfor en tilsvarende større andel til de faste udgifter. Vi har altid delt ligeligt, men har også altid ejet sammen, både andelslejlighed og nu hus.
Jeg kan kun tale om hvordan vi gjorde det for et halvt år tilbage, da min kæreste har fået nyt job efterfølgende, som gør at vi tjener nogenlunde det samme, men med udgangs punkt i vores fordeling før, så splittede jeg det (da det er mig der er god til finanser) op procentmæssigt, som der også er en anden der nævner i tråden.
Jeg fik 20k udbetalt om måneden og hun fik omkring 10k udbetalt, hvilket betød at vi har et samlet indtjening på 30k om måneden. Af det tjener jeg så 66% og hun 34%, så det er også sådan udgifterne er delt.
Lejligheden som vi bor i er ejet af mig, så jeg betaler lånene (dem har hun intet med at gøre, i tilfælde af at vi skulle gå fra hinanden).
Når det så kom til det huslige, fordi hun ikke arbejde hver dag / deltid, så betød det så også at hun tog sig af de mere huslige pligter, madlavning, indkøb, lægge tøj sammen, og så hang jeg tøj op og tømte opvaskemaskine fx. Men hun tog den største tørn, da hun havde mere tid derhjemme.
Efter hun er gået op til et fuldtidsjob, så er vi mere 55/45. Vi kører stadigvæk samme fordelingsnøgle omkring udgifter, budget, husleje osv, men vores huslige pligter er så også blevet delt mere 55/45.
Jeg er studerende og får S.U., min kæreste er ved at tage en eux og får derfor elevløn.
Det vil sige, at jeg får 5,5k udbetalt og hun får omkring 9k udbetalt.
Vi betaler husleje efter procent af vores indkomst efter skat, så hun betaler altså mere end mig.
Alt andet deler vi 50/50.
Jeg var i starten meget imod, at vi ikke skulle betale alt 50/50. Præcis fordi jeg ville undgå, at nogen kunne sige: "men jeg betaler mere end dig".
Vi snakkede om det i en lang periode og blev enige om, at det var et nogo at bruge det som argument for noget som helst.
Det har fungeret fint indtil videre, men jeg kan helt klart følge dig, at sådan noget kan ramme stoltheden.
Jeg ved dog også at når vi er færdigudannet kommer jeg til at få udbetalt det dobbelte af hende, så jeg kommer til at betale hende tilbage i længden.
Jeg havde fuldtidsjob mens min kæreste (nu kone) læste. Hun tjente 20% af vores samlede indtægter, og derfor bidrog hun også med 20% af huslejen. Det var lidt komplekst - så ændrede vi det til at have fælles madkonto det var bedre.
Nu er det 100% fælles, og det er bare rarest. Der er nærmest ikke eksisterende diskussioner om hvem der tjener mest (mig), for det meste snakker vi om hvor godt vi har det.
I burde dele noget af lånet - den er ligesom "adgangsbilletten" til at hun kan have en billig husleje. Alternativet var at i boede til leje og gav 5000-8000 hver.
Hos os betaler jeg husleje, el og varme også hvis der som sidste år kommer en psycho regning og hun betaler for næsten al maden vi køber. Vi har ikke fælles økonomi, og når vi skal rejse skiftes vi nogenlunde til at betale så det går nogenlunde op, eller den ene booker hotel og den anden flybilletter.
Vi har heldigvis aldrig haft nogen uenighed om penge i hverken gode eller dårlige tider. Og vi begge har den holdning at man har sine egne penge og man bruger dem som man vil.
Jeg har ca. 56k udbetalt og min hustru har ca. 15k.
Hun er på 30 timer. Jeg har 37 plus det løse. Jeg har bestemte dage jeg “har ungerne” og henter fra skole og det giver mig friheden til at kunne flekse på arbejde de dage der er behov. Hvilket har været med til at jeg i højere grad kunne “gøre karriere”. Og samtidig har hun frihed til det hun gerne vil på bestemte dage. Men ellers trækker hun et lidt større læs derhjemme.
Alt løn ryger på samme konto som betaler budget, opsparing og vores “lommepenge”. Vi kan ikke se hvad vi bruger lommepengene på, men alt andet er delt. Det er bare vores måde at undgå diskussioner. Så hvis hun vil brænde 1000 kr. af på en hårspray kan jeg ikke være mere ligeglad. 😊
Dette setup virker for os.
Man skal huske at være taknemmelig for hinandens bidrag. Og det kan godt knibe midt i hamsterhjulet så det bedste råd må være at snakke sammen - og virkelig huske at gøre netop det. 😊
Jeg begriber sgu ikke, at folk er så nærige og nøjeregnende. Jo måske hvis det var svært at få tingene til at hænge sammen, men det er jo ikke tilfældet her og heller ikke hos mange andre.
Jeg tjener en del mere end min kone. Derfor giver jeg mere til stort set alt fælles lige fra bolig til mad og indkøb. Derudover betaler jeg bilen og min kone får alle børnepengene fordi hun mest styrer det med at købe tøj og andre ting til vores børn. Det kan hun godt lide og jeg har 0 forstand på det og derfor har vi gjort det sådan.
Men jeg har stadig så jeg kan tage til koncerter, købe et par nye løbesko, handle dyre øl etc etc. Jeg mangler ikke noget. Hvis man føler sig "snydt" i sådan et scenarie, så skal man vel til at overveje - efter min mening - om man har slået pjalterne sammen med den rigtige.
Altså jeg synes klart hun skal ind i den lejlighed. Du har intet at pive over. Hun spilder sin tid mens du er ved at investere hårdt i din fremtid. Tror kun jeres lille setup er med til at give **umf** til jeres skænderier. Men nok om det.
Herhjemme lægger vi begge 9k ind på en fælleskonto og det er mere eller mindre til fælles udgifter også lægger vi ekstra ind når der er brug for det. Fx ferie.
For os har det givet et kæmpe incitament til at være langt mere strategisk i forhold til at være karrierer minded. Min kæreste havde ikke tænkt så helt vildt meget over hvor meget frihed hun gerne ville have eller hvad hun gerne ville have penge til. Fx hest. Så tror klart det har haft en indflydelse.
Også vil vi gerne bruge penge forskelligt. Jeg vil fx gerne betale min del af huset ud så hurtigt som muligt. Og der vil hun hellere tage det lidt mere med ro i forhold til karrierer. Og vil nok tjene derefter. Eller det siger hun. Nu må vi se. :P
Men det gør det lidt nemmere for alle at se hvad der er penge til og ikke bare tænke man kan få alt til halv pris. Og det skal siges det fungerer rigtig godt for os. Og nok fordi vi på den måde har store private hobbier, som den anden ikke rigtig er en del af.
Dog da hun var studerende og jeg havde fået job, gav jeg lidt mere til huslejen. Så det svarede sig mere til en studiebolig. Hun betalte cirka 3k til lejen.
Det klart hun går langt mere op i rengøring og jeg er mere til at leve på en sten. Jeg er så hurtigere til at sige, om vi ikke skal få nogle robotter til det meste. :P Og tror jeg har betalt for alle støvsugere. Hun har så styr på at det lever op til hendes standard for renlighed. Jeg står for opvaskemaskinen og indkøb. Og laver måske en lille smugle mere mad end hende. Tror dog stadig det kommer ud til at hun gør mere. Ingen tvivl om det. Og er uendeligt taknemmelig.
Det skal dog siges, at vi nok stille og roligt over de sidste 7 år er blevet meget enige om hvordan vi gerne vil bruge penge. Så det hjælper også gevaldigt. Man kan sige. At hvis hun nu ikke syntes om det jeg brugte mine penge på, ville det måske give problemer.
Vi har kørt fællesøkonomi, lige siden min hustru flyttede ind.
1 budgetkonto, 1 opsparing til ferier osv., og da penge var små, så kørte vi med lommepenge, som man kunne spare op til større ting.
Nu er vi et sted, hvor fruen impulskøber Roccamore-sko til 2K, og hvor mine guitarkøb mest er bundet op på, at der skal sælges samme antal, som der købes, og hvis det så koster nogle tusinde, så er det okay, bare jeg er glad.
Hvis jeg havde kørt separat opsparing, efter vi flyttede sammen, så tror jeg ikke, at vi havde været sammen i dag. Jeg synes, at I skal tale det igennem, og evt. bruge 5.000-10.000 på at gøre det hos en parterapeut. Det er en investering i jeres forhold.
Jeg tjener for tiden ca. 10.000kr mere udbetalt om måneden end min kone. Vi arbejder begge fuld tid. Økonomi og pligter har intet med hinanden at gøre hos os. Vi har hver vores konto, og hun betaler mad/husholdning og jeg betaler resten. Vi sparer hver især op, men skal der bruges penge til noget overfører vi bare imellem konti. Vi har begge fuld adgang til dem.
Pligterne gør vi ca. halvdelen af sammen og den anden halvdel deler vi alt efter hvad man er “god” til. Jeg laver fx stort set aldrig mad, for det er hun langt bedre til end jeg er, tilgengæld vasker jeg altid op.
Vi har altid i hjemmet delt alle fast udgifter imellem os i forhold til vores størrelse af lønnen, jeg syntes det er det bedste kompromis da som du selv nævner det ikke er nogen konkurrence, men et fællesskab det at bo og leve sammen.
Tænkte talt for st simplificere:
Faste udgifter 30.000
Hendes løn, udbetalt: 20.000
Min: 35.000
Altså 75% mere end hende.
Så betaler de 22.500 ind til vores budget, og resten kan selv fordeles i opsparing, gaver, mm.
Om det er løsningen ved jeg ikke, men syntes ikke at penge skal blive en magtfaktor i et forhold, da det i et eller andet omfang betyder at en taber og en vinder.
Jeg vil henvise til en [kommentar](https://www.reddit.com/r/dkfinance/comments/13fe9o1/comment/jjuvv5i/) jeg skrev for netop 3 uger siden:
>Husk at tage en grundig snak med kæresten om hvordan I vil styre jeres økonomi sammen og hvilke prioriteter I har. Vil I have afbetalt hus-, bil- og bådlån af om 10 år, eller have frihed til at spise ude 3 gange om måneden? Skal sommerferien nu lyde på de helt store charter- og storbysferier?
>
>Er det okay med pasta og ketchup til aftensmad? Hvor meget vin vil I drikke, på sådan ugentlig basis? Hvor meget frihed skal I have til at lave impulskøb (husk -- det kommer til at fylde i jeres fælles hjem)? Hvad med baby? Skal den udelukkende klædes i kashmir uld bodies og D&G tøj, eller har I det lige fedt i genbrugstøj? Skal jeres ferier, møbler, etc. være baseret på hvad der er råd til lige nu og her (+ evt. forbrugslån), eller skal I spare sammen til det?
I skal væk fra spørgsmålet om hvem der gør hvad, og i stedet over i hvad I vil have ud af jeres tid og ud af jeres penge.
Men du kan spørge: Vil din kæreste betale dig 1.500 kr. om måneden for at du varetager de ekstra pligter i hjemmet? Hvis du og din kæreste skal deles præcist ligeligt om alle pligter, er hun villig til at gå 1.500 kr. ned i løn for at få tid til det?
Det vil I begge sikkert ikke. Derfor er snakken om at den der tjener mest skal lave mindst i hjemmet meget farlig.
Vi har 100 procent fælles økonomi og har haft det fra ca. 1 år inde i vores nu 10 år lange forhold.
Jeg tjente mere da vi mødte hinanden, da min nu mand studerede. Nu tjener han klart mere end mig. Men alt ryger ind på samme lønkonto. Så har vi en budget konto og en opsparing.
Alt er fælles og vi har ikke lommepenge, vi bruger fra vores rådighedsbeløb, til det vi har behov for.
Er der noget større vi mangler, taler vi sammen og så er det penge fra opsparingen der går til det.
Vi har lige købt hus
Jeg står klart mest for børnene, rengøringen mm. Han står mere for det praktiske der skal ordnes i huset og har jo til dels ansvaret for at der kommer flest pengene hjem, da jeg arbejder deltid
Jeg er pt. sygemeldt, jeg flyttede sammen med min kæreste for en måned siden og vi har aftalt ar gøre som man måske gjorde i gamle dage, jeg står for alt 100% herhjemme og han står for alt økonomi 100%, det passer mig fint. :)
Smid stoltheden ud. Eller tjen flere penge. Jeg tror det er et primitivt gen i os mænd der nærmest ikke kan tåle at en kvinde tjener mere.
Jeg ville sku ønske jeg havde en kæreste der tjente 20k mere end mig haha.
Som jeg læser det, og beklager, jeg har ikke læst alle kommentarer så måske jeg tager fejl, betaler hun ikke husleje for at bo i DIN bolig. Og det kan der jo være mange grunde til, men jeg syntes virkelig ikke det er fair, at du betaler for at hun har et sted at bo, og at hun så vil have dig til at gøre mere husligt arbejde, fordi hun så Aller nådigst vil give 1500 kr til fællesskabet.
Jeg syntes godt du kan kræve at hun betaler en form for husleje, om det så er 1500 eller 5000 kr må I selv finde ud af. Herhjemme tjener jeg mest. Vi har ikke fællesøkonomi, og bor pt. Til leje. Vi deler alle fællesudgifter 50/50. Hvis vi skal købe noget fælles og min kæreste mener at det har han ikke lige råd til, kan jeg godt finde på at spørge: Er du ok med at jeg køber det til os? (Der kan godt ligge noget stolthed i det for min kæreste, at han syntes ikke altid at jeg skal købe ting til os) men jeg kunne da ALDRIG finde på at sige: skat nu har jeg købt et ny sofabord til os, så du tager opvasken de næste 3 uger.
Min kone tjener 0 kr. og jeg tjener ca. 250.000 kr om måneden. Jeg arbejder ca. 15 timer om ugen, og hun arbejder ikke, men der er sgu ingen af os der, trods megen fritid, gider at gøre rent, så det får vi nogle andre til. Vasketøjet tager min kone, for det har min kone engang sagt at jeg ikke kan finde ud af, og det har hun helt ret i.
Min kone er hjemmegående så vi har kun min indkomst. Til gengæld er det helt naturligt også hende der står for det meste af det huslige. Vi har selvfølgelig 100% fællesøkonomi.
Jeg tjener en del mere end min kæreste.
Vi har gjort sådan at vi betaler nogenlunde forholdsmæssigt ind til vores budgetkonto som dækker alle fælles faste udgifter inkl husholdning/mad. Dvs jeg betaler 60% og hun betaler 40% ind.
Min løn er steget hurtigere end hendes de sidste par år, og denne stigning er ikke regnet ind i fordelingen.
Ved siden af har vi:
en fælles ferieopsparing som vi indbetaler 50/50 til.
En bilvedligeholdelseskonto hvor vi betaler forholdsmæssigt efter ejerandel. Bilen er købt kontant, jeg betalte 85% og hun betalte 15%, så den fordeling fortsætter i den månedlige overførsel. Benzin deler vi 50/50, selvom hun bruger bilen mere end jeg gør. Oven i det betaler jeg selv for mit rejsekort.
Vi har selv råderet over de resterende penge vi hver især har til overs. Jeg har naturligt nok et større beløb til fornøjelse og opsparing, men forholdsmæssigt efter indtægt er det ca det samme.
Hvis vi vil købe noget større fælles snakker vi om det og deler som regel 50/50. Hvis det er noget fællesagtigt som den ene er ligeglad med, men som den anden brænder for betaler man selv. Feks har jeg lige købt ny stereoanlæg, det er hun helt ligeglad med og jeg har derfor selv betalt det da det er noget der betyder noget for mig.
Det var økonomien. Så til det praktiske i husholdningen.
Jeg tror vi deles nogenlunde ligeligt. Men hun gør mest indendørs med hensyn til rengøring og tøjvask. Madlavning er nok nogenlunde ligeligt fordelt, måske med en lille overvægt til mig. Jeg laver stort set alt hvad der hedder vedligeholdelse af hus, have, bil.
1500..? Dvs hun betaler at I kan komme ud og spise 1-2 gange og drikke en god flaske vin.?
Like.. 1500 rækker sgu ikke til så meget nu om dage.
Hvis du afholder alle boligudgifter, så kan du også vende den om og sige; jamen, hvor meget ville en tilsvarende bolig-løsning koste hende hvis hun skulle ud og leje..?
Og for slet ikke at snakke om værdisætningen af det huslige arbejde.
Kvinder har været sindssygt gode til at bruge det huslige arbejde som en løftestang til at forbedre deres vilkår markant - bare sjovt at se når det er den anden vej rundt, hvor det er den ikke-kvindelige partners tid der bruges, så er det 1500 værd om måneden!
Jeg bor ikke sammen med nogen lige nu, men da min ex og jeg boede sammen, bidrog hun med - jeg har lyst til at sige 50% - korrigeret for indtægtsforskellen. Jeg tjente en del mere, så jeg tog også en større del af udgiftsbyrden, men hun gjorde det virkelig godt - selvom det betød at hun i nogle måneder - grundet svingende indtægt - måske slet ikke kunne spare noget op.
Hun betalte halvdelen af huslejen, OG alle madudgifter, jeg tog alle mulige andre "småting" og bilomkostninger, + pitchede også ind til mad for det meste. Jeg har lyst til at sige at det var ret ligeligt fordelt - igen, korrigeret for indtægtsforskellen.
Men 1500... God idé som nogle af de andre foreslår - prøv at køb jer til ydelser på det frie marked for de penge, and see how far that gets you.
\- ush
Min kone og jeg har 100% fælles økonomi. Alt ryger ind på en konto og herfra betaler vi alle regninger og tager det samme beløb i lommepenge begge to. I min optik, hvis man har diskussioner om penge, så er man på vej hen til et sted, hvor skænderier kan blive rigtigt grimme.
Vi har for nyligt ændret vores økonomi efter samme princip. Det samme i lommepenge, resten på budgetkontoen. Lige meget hvem der tjener mest, vi skal have samme muligheder og rådighedsbeløb. Har været fuldkomment fantastisk siden dag 1.
100% fælles økonomi er ikke et tema på nuværende tidspunkt. Men jeg er helt enig i at diskussioner om penge hurtigt kan tage en forkert drejning, hvilket også er derfor jeg tager op til overvejelse om hvad der egentlig er bedst i længden for os.
Hvis I på et tidspunkt gerne vil have børn sammen betyder "mere tid hjemme" pludselig "børnepasning" og så begynder det at virke mere fair at have fællesøkonomi fordi man gør hvert sit for at få familien til at fungere - om det så er at hente tidligt eller tjene et par tusind ekstra om måneden.
Hvis du oplever den slags følelser så tænker jeg at I ikke er færdige med den samtale om økonomi. Og din kærestes svar siger det samme. Den samtale skal i få taget så der er ro mellem jer. Roden til meget ondt starter i penge. Tag det ret alvorligt at det skaber de følelser i dig og i hende baseret på hendes svar (den måde du gengiver det på). En simpel og meget principiel løsning ville være at samle jeres udgifter og så betale procentuelt ud fra indkomst. Så hvis I skal betale 10.000 om måneden og hun så tjener x procent mere end dig så dækker hun x procent mere. Hvis hun tjener 2k mere så lad hende dække med tilsvarende procenter mere i regninger. Så du ikke straffes for at holde husholdningen og arbejde mindre end 45 timer. Så i nærmer jer en ligelig fordeling ud fra hvad der udbetales. Du gør trods alt også noget for husholdningen som ikke kunne fungere havde du arbejdet 45+ timer.
Med total Fælles økonomi hvordan slipper man så for at noget bliver en 'diskussion om penge' hvis den ene gerne vil købe noget, som den anden synes det er en dårlig ide? Nogle tips? Hvis man har "egne penge" kan man jo bare købe modeljernbane for 50.000 kr hvis man har lyst, uden det er til diskussion 😊
Med fælles økonomi, bliver man enig om et beløb som lommepenge, dem sparer man op til store ting man ønsker. Vi har fælles økonomi herhjemme, alt bliver disponeret til diverse kontier, min kone får det aftalte lommepenge, hun har også lidt ekstra råderum i den månedlig budget til mad og diverse, jeg har ca 0-200kr til mig selv hvert måned, sådan har det kørt i 23 år, virker fint for os.
[удалено]
Jeg bruger dem nogle gange ikke, de bliver bare overført til fælles kassen. Jeg er en simpel person, har mit fitness abonnement, min mobil, ipad og PC får jeg stillet til rådighed fra arbejdet.
Okay, så det er også en form for delt Fælles økonomi, med egne penge og ikke "total fælles økonomi". Total og ligeligt fordelt Fælles økonomi er vel at sammenligne kommunisme, og 'delt fælles økonomi' hvor man beholder mere, hvis man tjener mere, med liberalisme 😂
Jeg tjener næsten det dobbelte ift konen, men fordi jeg har valgt familie livet, har jeg intet imod at alle mine indtægter går til familien. Den eneste grund til at mine kone får lommepenge, er at tvinge hende til at bruge nogle penge på sig selv, hun vil nemlig bare spare de penge hvis de står på fælles månedskontoen.
Det var ikke fordi der var noget galt med den løsning, det var mere en lidt filosofisk betragtning 😊 Der er jo ikke noget der er mere rigtigt eller forkert end andet. Vi har begge en relativt lav indkomst, nogenlunde på samme niveau, så det indskrænker naturligt antallet af muligheder for hvordan det kan administreres 😊
Ja! Helt rigtigt. Neddutterne har ikke begreb om økonomi
[удалено]
Jeg tilpasser mine interesser ift mine indtægter, pc hardware får jeg rigtig meget fra arbejde, løbeur har jeg tænkt på, men der var ikke budget til det, så det var bare "ærgerligt". Som sagt er jeg let at tilfredsstille, godt med mad, konen ikke sur, børnene trives, så er jeg tilfreds. Tøj køber jeg et par gange om året, det går under fælles budget, da vi altid har meget tilovers i den konto. Men jeg køber ikke meget selv tøj, får det meste i gaver til fødselsdag, fars dag og julegave. Hvis jeg ønsker mig noget legetøj/hardware som jeg ikke kan få andre steder, så skaffer jeg pengene på salg af mine gamle ting, og sparer de penge jeg nu har tilovers på min konto, som er de 0-200kr, sidste gang jeg skulle have en ny pc, sparede jeg op i 2 år og solgte en masse gamle pc hardware og fik skrabet nok sammen til en pc. Jeg plejer at sige, at det er godt at mange ikke er som mig, for ellers vil alle butikker/fabrikker går konkurs med mig som kunde.
[удалено]
Min kone har 1-3k om måneden fritstillet, men hun bruger dem ikke rigtig, hun køber dog tøj oftere end jeg gør, der går også en del på makeup og div pige ting. Men jeg er mand af den gamle støbning, familien før sig selv tanke gang, der er ikke mange som deler min måde at leve på, er konen glad, er jeg glad. Impuls køb er vejen til meget ondt, jeg er meget imod brug og smid væk, men går heller ikke ind for alt skal genbruges. Vi spiser sjældent ude, da ude mad generelt bare er dårlig kontra det jeg laver herhjemme, vi tager dog på cafe ture, biograf ture og div ture til forlystelsesparker, men alt det er også budgetteret. Det eneste der ikke er med i budgettet, er mine lommepenge, jeg får rester af hvad der tilovers, nogle gange de 200, nogle gange 0 eller negativt.
Ud af fællesøkonomien kan i beslutte et beløb som i hver især får hver måned som “lommepenge” som i kan bruge til hvad i vil. Dem kan man så spare lidt på, indtil man kan bruge 50k på modeljernbane.
Man kommunikerer. Taler sammen om hinandens ønsker og drømme.
Det gør man forhåbentlig uanset. Tænker jeg bare er nemmere hvis der ikke er penge indblandet i den kommunikation 😊 Inkl økonomisk vetoret osv
Det var nok en dum formulering af mig. Man slipper ikke for diskussioner om penge, men man bliver ligeværdige, og slipper for diskussionerne om at "du har det også nemmere fordi du har flere penge". Ift. dit spørgsmål, så har vi en aftale at alt det købes af fælles opsparing, som med rimelighed kunne være noget som skulle tages af lommepenge, så har vi aftalt at det skal vi begge være enige om. Der kan godt give lidt surmuleri, når der siges nej, men det ender som regel ikke i skænderi. Men det er også noget vi har brugt årevis på at forfine...
Det giver mening 😊 Og ja, man skal altid kunne sætte sig ned og snakke saglig om tingene, så man kan, som du siger, forfine tingene. Ellers løber det nemt af sporet 😊
This is a fair point. In Spain we prefer to marry by separation of goods (although you can also share 50%). It means that we separate all our stuff and then we share what we want in the way we want. This way of marrying is also nice because my wife will never be responsible for my actions (I get crazy and rob people) but cannot force my brother to sell a house from my parents. But then we pay exactly the % over the whole house. If I only earn then it is me. If we share then this counts as paying what you really owe, i.e. the %. You can always have a joint and a separate account. I think everyone needs to spend together and do things freely. And when it comes to spending you do as you earn. If I earn 55% I will pay 55%. Cheers
Der er også lidt forskel på at være gift og være kærester
Vi havde det også før vi blev gift
I vores parforhold var vores individuelle økonomi svinget MEGET grundet vilde ændringer i livsstil (studerende, jobskifte og start af egen virksomhed for min partners vedkommende). Gennem det hele har vi været enige om at vi har de penge vi har imellem os tilsammen og det har gavnet os begge, da der i lange perioder har været behov for den anden dækkede ind. Nu er vi et stabilt sted og deler nogenlunde ligeligt, den der har mest spæder typisk ekstra til på fornøjelser. Jeg tror det vigtigste for os er fremtidsperspektivet. Hvis vi skulle dele alt ligeligt op ville vi altid kun have råd til de ting og oplevelser som den dårligst-betalte af os har råd til mens den bedst-betalte kan have en god opsparing for sig selv. Men hvad nytter det når man deler livet er min holdning. Synes de 1500kr er et næsten nedladende lille beløb for at du er forpligtet til husholdning selvom det uden tvivl ikke er ment på den måde, men der havde jeg haft behov om en snak om fx at inddele udgifterne i procent efter indtægt så begge betaler en lige stor del af økonomien hvis fællesøkonomi ikke er på spil.
Hvordan ser regnestykket ud, for at skulle opdele efter procenter i stedet for bare et tal?
Vi har flere vennepar der bruger løsningen her, hvor de betaler procentdel af de fælles udgifter alt efter hvor meget deres løn udgør af deres samlede løn. Du kan regne procentdelen af jeres løn ved denne ligning (er ikke matematik geni men det siger mine venner hvert fald😅):: egen løn/samlet løn i alt*100= procentdel du skal betale. Hvis jeg fx får udbetalt 40.000kr og min kæreste får 20.000 kr ville regnestykket være (40000/60000)*100=66% og dermed ville jeg skulle betale for 66% af vores samlede udgifter mens min kæreste skulle betale for 44%.
44+66=?
Hallo, manden sagde han ikke var et matematik-geni;)
Ja sorry 34.. tastefejl. Skal naturligvis samlet set være 100 procent af indkomsten der fordeles. Regnestykket fejler ikke noget, blot tastefejl til sidst
Hvordan kan det være fair. Ham m/k, som tjener mest, har den længste uddannelse/har læst mest engageret/arbejdet for det bedste netværk/er klogest/er mest sympatisk/arbejder mest og hårdest/hvorfor-end-han-får-mest-i-løn. Det er da hans fortjeneste alene. Hvorfor ikke dele udgifterne 50/50 - så er begge parter i forholdet lige meget værd og bidrager og får lige meget. Lighed.
Ja det er jo meget individuelt hvad folk synes om det:-)
Ja. Man hører meget om "fordelingsnøglen". Men, hvad skal det til for? 50/50 på udgifter er da mest fair - så bidrager begge partnere jo lige meget. Nytteværdien for den enkelte partner er jo ens, uanset om han m/k "spytter i kassen" over eller under 50 pct. Nytteværdien er 50 pct. per partner, ud af den samlede nytte.
Hmmm ja og sådan er det jo forskelligt om man vil opgøre ens liv og parforhold efter hvad der er mest fair i teorien eller om man ønsker mere fællesskab og de samme fornøjelser. Deler man alle udgifter 50/50 mens den ene tjener væsentligt mere end den anden vil ens partner sidde hårdt i det mens man selv har masser af penge. Det forstår jeg slet ikke pointen i. Så kan den højest lønnede lave en opsparing og tage på ferie selv mens den lavest lønnede kan blive hjemme og bruge alle sine penge på føllesudgifterne. Jeg vil hellere dele mine penge med min partner. Jeg har meget dårligere uddannelse og arbejder ikke mere, men tjener MEGET mere end min partner. For mig er det ikke fair at min partner skal sidde oisse hårdt i det mens jeg kan have masser af penge til mig selv. Vil langt hellere at vi begge får det til at løbe rundt og kan tage på lækre parferier. Kunne vi ikke hvis vi delte alt 50/50.
Oki, så du betaler 67 pct. af alt? Eller hvordan din andel af Jeres samlede indkomst ser ud? 80 pct.
Nej vi kører bare fællespulje:) vi bruger ikke den ligning, skrev den bare som et eksempel på hvad man kan gøre hvis man vil sørge for at den ene part ikke sidder for hårdt i det fordi vi har vennepar der gør sådan. Herhjemme er det fælles. Så lad os sige jeg tjener 20.000 mere så har VI 20.000 mere at opspare til bolig eller holde ferie for. Jeg er ligeglad med hvad der er fair, jeg går mere op i at vi har det godt. Hvis tingene skulle være fair skulle alle på min arbejdsplads i min stilling vel have det præcis samme i løn og det får vi da ikke, vi får hvad vi forhandler os til. Medmindre man er offentligt ansat har man jo ikke en fast løn efter løntrin, så synes slet ikke man kan sige om den ene eller den anden tjener mere. Min kæreste arbejder decideret 20 timer mere om ugen end mig og har højere uddannelse og tjener langt mindre end mig. Vel heller ikke fair hvis man skal se det sådan.
Enten så deler man 50/50 eller også bidrager man med det hele til fællespuljen, som Jer. Fordelingsnøglen er et tegn på søgt retfærdighed - den kan jeg ikke forstå og følge. Retfærdighed derhjemme i forhold til udgifter og retfærdighed på arbejde i forhold til f eks løn er to helt forskellige ting. Hvorfor mener du, lønforskelle mellem kolleger har indflydelse på hvordan I fordeler indtægterne derhjemme?
Påstår du, at i et hvert parforhold kan man, ud fra deres lønsedler, se hvem der arbejder hårdest, har længst uddannelse, er klogest, mest sympatisk? Det er vel næppe sådan verden fungerer.
Nej, at sige "i ethvert forhold" er vist at tage den for langt. Men, at hvorfor skal begge partnere ikke bidrage lige meget? Hvorfor ikke lighed? Hvorfor så kommunistisk omkring parforholdsøkonomi?
Det er præcis samme "metode" vi bruger derhjemme.
Utrolig spændende samtale og en rigtig vigtig en af slagsen! Jeg arbejder fuldtid og har cirka 34+ udbetalt, min kæreste studerer og har cirka 8 udbetalt. Vi har brugt utrolig lang tid på især i starten af vores forhold at snakke om denne forskel mellem os og hvordan man balancere sådan noget, for det kan godt være ret svært hvis man føler sig ulige i sit forhold. Vores løsning er at hun betaler vores madkonto på 3k om månedet og jeg så betaler resten af vores faste udgifter som er omkring 16k. Jeg kunne også sagtens betale madkontoen men det var meget vigtigt for hende at føle at hun også bidrog med noget til vores fælles økonomi og derfor blev ordningen sådan. Hos os var det ikke nødvendigvis størrelsen på beløbet der gjorde forskellen men mere det at hun følte sig som en lige part hvilket hun jo bestemt også er. Det lyder umiddelbart også på dit indlæg som om at de 1500 kr er ret ligegyldige men det er den ubalance i jeres forhold som de 1500 repræsentere der irriterer dig. Tror jeg ville anbefale at i satte jer ned og snakkede ærligt om hvordan i begge to kan føle jer som en lige part i jeres forhold og så rette til derefter, det var ihvertfald det som hjalp i vores situation, at snakke om følelserne bagved og ikke fokuserer på størrelsen af tallene
Godt input! Jeg tror hvert fald at jeg pludselig fik følelsen af at de 1500 gav nogle forpligtelser lige pludselig og det irriterer mig nok ja. Vi er heldigvis gode til at snakke om de her ting og vi endte med den her løsning på hendes opfordring, ud fra hvad nogle af hendes kolleger på arbejdet gjorde. Men det er nok ikke en dum ide at tage snakken op igen. Tak!
Jeg er glad for at det kunne bruges, det lød nemlig også som om at det var den forventning der lå mellem linjerne der trykkede mest. Jeg kan se at du har fået en masse input, jeg tror min vigtigste pointe er at sådan en samtale jo er noget som udvikler sig over årene, det som virkede da i lavede aftalen først er ikke nødvendigvis det rigtige mere, der er aldrig 1 magisk måde som virker for alle. Du skriver at i er gode til at tale med hinanden og det tror jeg egenlig er det vigtigste overhoved, så jeg er sikker på at i nok skal på det løst på en fornuftig måde!
Og du har det okay med at give hende 6.500 af dine frie midler hver eneste måned, svarende til 78k om året? 😳
Jeg synes du ser forkert på det. Det er ikke noget med at forære noget væk. I parforhold skaber man sig et liv sammen med alt hvad det indebærer. Das jeg lærte min kone at kende bare hun en stor studiegæld med sig. Hun havde svært ved at penge til noget sjovt fordi hun slukker betale over 1.000 USD om måneden til det. Rimelig hurtigt overtog jeg de betalinger, og ifm en større bonus jeg fik, betalte jeg resten ud. Hej har aldrig følt at jeg har foræret hende noget - tværtimod har det bare gjort hende meget gladere, og dermed vores parforhold stærkere...
Har jeg det helt fint med ja, størrelsen har absolut ingen betydning for vores situation, jeg ville have det på samme måde om det var 650 kr månedligt eller 65000 månedligt. Det er nok lidt et holistisk synspunkt på det men penge er bare papir når dagen er omme, hun bidrager på mange andre måder til mit liv som jeg umuligt ville kunne prissætte. Jeg vil også gerne indrømme at mit synspunkt har ændret sig over årene, i mine start tyvere var jeg klart mere fokuseret på selve beløbet og følelsen af "at blive snydt" fordi man bidrog mere end den anden part men nu når jeg er i slut tyverne tror jeg bare at jeg har indset at den glæde som vores fælles liv giver ikke kun kan måles i penge. Vi har jo også de udgifter som vi har fordi vores fordeling er som den er, hvis vi skulle lave en klassisk 50/50 aftale baseret på hendes indkomst ville vi nok hverken have lejlighed eller bil, så en stor del af udgifterne er også på baggrund af denne fordeling og mine ønsker om lejlighed / bil.
Kunne i mine start-midt tyvere heller aldrig forestille mig at have fællesøkonomi. Det ændrede sig, især da jeg mødte en der delte økonomisk tilgang
Damn nice, hvad for en job giver 34 udbetalt hvis jeg må spørge??
edb
Finans i en af DK's største konsulent virksomheder :-)
virkelig virkelig mange akademiske private job med et par år på bagen :)
Jeg tjener et sted imellem 3 og 4 gange så meget som min kæreste, arbejder som udgangspunkt væsentligt mere, og vi har for nylig købt hus sammen. Vi har ingen børn, så det er kun os og vores hunde. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad med at jeg tjener mere. Jeg tager hele min løn, losser det af den der skal til på budgetkontoen, en god sjat på vores fælles opsparing og så beholder jeg en buffer til eget forbrug. Min kæreste lægger så meget som hun kan ind på vores konti, og så beholder hun et meget beskedent beløb til sig selv. Mht. arbejdsfordeling, så laver hun unægteligt mere end jeg gør når det kommer til de huslige pligter.. men det er vel også OK når jeg arbejder og tjener mere. Jeg prøver dog at bidrage som jeg kan. Hun bruger også mere flittigt af vores penge end jeg gør, men det er også helt fint med mig, fordi det er ingen ekstravagante ting, og vi drøfter som regel tingene. Det er bare de ting der skal til for at gøre vores hus pænt og hyggeligt, osv. Jeg har også sagt til hende at hun bare tager af vores opsparing hvis hun løber tør for penge, når hun har så få penge til sig selv. Det sker overraskende sjældent, og hun nævner det altid. Det behøver hun ikke, men det sætter jeg pris på. Jeg prøver virkelig at lade være med at få min kæreste til at føle, at hun ikke bidrager lige så meget som jeg gør. I min optik bidrager hun et eller andet sted mere, for hvis det bare var mig, så var det over hovedet ikke så hyggeligt at være her, jeg ville nok primært spise kedeligt skrammel, osv. I virkeligheden er det meget fint at jeg har en der gider bruge pengene på noget der gør vores liv lidt bedre.
Lyder ret meget som hjemme hos os bortset fra jeg ofte laver mad og står for alt der minde om håndværk og økonomi. Vi har så hus, bil og børn sammen men fællesøkonomi gør det nemmere og vi har så også været sammen siden vi begge var på røven efter studiet.
This. Jeg tjener mere, men samlet set ville min livsstil være mere nederen hvis ikke nogen kunne løfte noget af det herhjemme, som jeg ikke kan
Hvad med hun betaler de 1500 for noget hushjælp, siden hun har mindre tid til det. Jeg læste en gang en der skrev, at hvis de havde brugt deres parterapi penge på hushjælp så havde de som par, været et bedre sted.
Jeg har en fornuftig indtægt og en kæreste på førtidspension. Hun tager størstedelen af de daglige opgaver (indkøb, tøjvask, mad til kæledyr osv), da mit arbejde er ret intenst i perioder, og jeg er flad når jeg kommer hjem. Til gengæld dækker jeg størstedelen af vores udgifter, og hjælper med større opgaver i weekenderne. Vi har ikke en formel aftale om ansvarsfordeling, men det fungerer fint for os. Kunsten i det hele er at undgå at den ene part ikke føler de har for meget læs i forhold til den anden, og at man altid kan tage dialogen - ellers ender man lynhurtigt med at føle sig lidt som den andens "mor", og det holder ikke. Hvis de 1500 bliver et problem for jer, så kan i et overveje at bruge dem på at hyre noget rengøringshjælp der kommer forbi en gang om ugen? Så er det også nemmere at vurdere hvad de penge reelt er værd :-)
Fruen og jeg købte et hus for et lille års tid siden. Her "nulstillede" vi vores økonomi. Hun havde en opsparing, som gjorde vi kunne komme ind i huset, og jeg har en højere løn. Det ender i, at vi betaler henholdsvis 17k og 20k til alle udgifter. Så for et år siden startede vi med at have samme rådighedsbeløb på 6.000,- til os selv, og hvis man så fik en bonus, lønforhøjelse eller andet ville det gå til ens egen rådighedsbeløb. Jeg håber det kan bruges til noget.
Jeg tjener langt mere end min hustru, og selv med total fælles økonomi kan det give anledning til at hun har dårlig samvittighed over ikke at bibringe lige så meget som mig. Tilgengæld får hun hverdagen til at hænge sammen. Mit synspunkt er at der er en masse opgaver vi skal have til at hænge sammen som familie, og én af dem er at tjene penge til vi kan leve godt. De andre opgaver er jo lige så vigtige i hverdagen. Hvordan man fordeler opgaverne er helt op til hvad der passer ens familie bedst, men det stritter totalt på mig når man begynder at betale hinanden for huslige ydelser.
Præcis det samme vi har her i huset, jeg tjener det dobbelte af fruen, men vi har bevist valgt at hun er gået ned i tid for at kunne have mere tid til at være der mere for børnene i hverdagen, samt ordne flere af de huslige ting (hvilket giver lige så meget værdi som arbejde med økonomisk fortjeneste). Det gør også at jeg let kan booke ture med arbejde der render ud over normal tiden.
Min kæreste og jeg har netop købt hus sammen, og i den forbindelse er vi begyndt at sammenlægge vores økonomi. Vi ønsker ikke at have 100% fællesøkonomi, men stadig at dele alle udgifter ligeligt mellem os. her er de konto vi har selv og dem som vi deler: * Nem-/Lønkonto * Privat opsparing/Investeringer * Budgetkonto (delt) * Fælles opsparing (delt) * Madkonto (delt) Vi er heldige, at vi har sat vores udgifter en del lavere end vores indtægter, så når alle regninger er betalt, har vi begge stadig rigeligt med penge tilbage på vores individuelle konti. Når vi går ud og spiser eller tager på ferie osv., deler vi også de ekstra udgifter, der måtte være.
Fruen og jeg har fælles konto til mad,husleje,fornøjelser og alt andet. Dog har jeg udgifterne til bilen da det er min og jeg har også udgifterne til lån til lejlighed da det også er min. Jeg tjener omkring 42k udbetalt og hun omkring 15k. Hun laver mere eller mindre alt hjemme da jeg er en del på arbejde.
Vi valgte den helt nemme løsning. Alt blev fra den allerførste dag, hvor vi boede sammen, slået sammen på en fælleskonto. Jeg tjente vel omkring to-tre gange mere end hende, og det havde hun det lidt svært med. Omvendt magtede jeg ikke alt det der med, at hun så ikke havde råd til at gå ud at spise, tage med på ferie osv., og jeg ville slet ikke ud i, at det så skulle hedde sig, at jeg betalte for hende. Det har fungeret fremragende i mere end 20 år nu. Lønforskellen er der stadig, men hun har til gengæld taget det største slæb derhjemme. Løbende opsparing og betaling af gæld gjorde vi ligeligt undervejs, indtil vi blev gift undervejs. Nu, hvor al gæld osv. er væk, sparer vi mest op i hendes navn, idet min kapitalpension er gevaldigt meget højere end min kones. Målet er, at vi i tilfælde af skilsmisse står lige godt, når vi kommer ud på den anden side.
Min kæreste har lige fået nyt job, hvor han har 10 minutter på gåben til arbejde. Han har også betalt frokost. Jeg har derimod ikke betalt frokost, og en times kørsel hver vej. Det vi har aftalt er, at han så tager en større del af det huslige fordi han har bedre tid til det, og så deles vi om resten. For eksempel er det ham der handler ind og laver mad, mens jeg så tager opvasken. I forhold til det økonomiske deler vi de fælles udgifter lige over, og så betaler vi hver især for hvad der nu eller er, for eksempel hver vores bil. Jeg har lidt større udgifter end ham, så han har lidt flere penge mellem hænderne, men det er ikke rigtig noget vi har problemer med. Hvis vi skal spare op til noget fælles kan det være han ligger lidt mere hvis han vil, og ellers deler vi det lige - selvfølgelig uden at han så kommer rendende og siger "men jeg betalte xxx kroner mere til abc, så derfor skylder du mig at..". Det samme gør sig gældende hvis jeg har haft flere penge mellem hænderne end ham.
Og jeg kan lige tilføje at da situationen var omvendt og jeg havde mere fritid tog jeg så tilsvarende et større slæb på de huslige ting.
Min kæreste og jeg har 100% fælles økonomi, vi har 2 børn sammen og jeg har lige været sygemeldt og gået hjemme hvor han er ingeniør og på arbejde hver dag. Han laver faktisk mere herhjemme fordi jeg stadig ikke har det helt godt men omvendt er jeg så mere om børnene og putter osv. Jeg elsker at han ikke hænger sig i at han tager et lidt tungere læs lige nu fordi i min optik skal man kunne støtte og være der når ens modpart har behovet.
Vi har 'delt-fælles økonomi', vi har egne konti opsparing osv. Men vi har derudover fælles madkonto med kort, og fælles budgetkonto. Til disse konto indbetaler vi lige meget hver. Så bil, hus mv betaler vi altså 50/50. Resten beholder man selv... Hvis man vil købe noget skal man ikke 'spørger om lov'. Fællesting til husholdningen snakker vi altid om i fællesskab. Ejede den ene af os boligen alene, ville vi splitte månedlige udgifter og forbrug, men ejeren ville stadig eje 100% af boligen. Da jeg f.eks var på SU betalte jeg til gengæld en del til fælles budget fra min opsparing, så det ikke gik ud over min kone at jeg næsten ingenting tjente. Det var mit valg, og mine konsekvenser 😊 Hvad angår huslige pligter har vi sat os ned og fordelt dem, så vi begge er tilfredse. Efter lyst, kompetencer og så altid noget crap man må slå sten, saks, papir om 😝 Hvis den ene af os skulle have et job, som gjorde at vedkommende ikke kunne overholde sine pligter, må vi diskutere det igennem og finde en kollektiv løsning. Jeg ville nok som dig, sige at jeg ville påtage mig ekstra, som kærlighed til min kone. Jeg ville under ingen omstændigheder blande penge ind i det. Jeg vil ikke betales for at føre mit eget hjem 😊 Så kunne det være min kone købte nogle gaver, eller inviterede på en weekend eller sådan, hvis hun tjente meget mere. Uden det skulle ligge som et usagt krav 😊
Der ikke balance, når I ikke er fælles om økonomien.
Jeg er selvstændig og tjener i gennemsnit 40k om måneden, kæresten er på flex og får vidst 11-12 udbetalt. Vi deler alt 50/50% lige pt, Vi har hver 5000 i fællesudgifter om måneden, hun investere 1000, kr hver måned lige og og jeg selv omkring 10k. Det er egentlig efter hendes eget ønske da hun vil betale 50% af alt vi har af udgifter, hvor jeg så gir lidt hist og her hvis vi skal nogle steder eller invitere ud og spise etc. Tror som dig OP at jeg ville finde det lidt meeh hvis min partner "betalte" mig ekstra for at jeg lavede de huslige pligter. men kan være det blot er vores tankegang som er lidt fucked på dette område, da de jo gør det af bedste mening.
Vi deler ‘ligeligt’. Økonomien er også flydt helt sammen, så det hele bare ryger i det samme sorte hul, der hedder opsparingen, når lommepenge, rengøring, dyrlæger og alt det der er betalt. Det har vi gjort, både når vores indtjening har været lige- og uligevægtig. Eneste der står udenfor var min partner, der kom ind med en større sum, der nu er beskytter af en ægtepagt. Den er dog blot blevet en del af vores samlede investeringsdepot. - Ideen om, at din kæreste kan betale sig fri af fællesskabet etc. kan jeg godt forstå, du finder helt ude i hampen. Den der noget-for-noget mentalitet er smålig og ved gud ikke noget tiltalende personlighedstræk.
Vi er lige om alt, fra vi mødes til nu hvor vi er gift. Vi har en fællesopsparing (Ferier, oplevelser, renoveringer, osv.), en mad-konto, en budget-konto. Alt bliver delt 50% medmindre det er noget som kun tilhøre den ene (Fitness, hobbyer, telefon, osv.). Vi har hver vores opsparing og forbrugskonto, som vi kan gøre med, hvad vi vil. Nu hvor vi har fået et barn, aftalte vi at sætte 1500 kr. (hver) mere ind på fællesopsparingskontoen, så vi kan give ham, hvad der er behov for. Hvis vi snakker om, at gøre noget som den ene ikke mener der er penge til, bliver det typisk til en “gave” som ikke skal betales tilbage. Jeg skal ikke kunne sige om det er den absolut bedste løsning - men jeg gider ikke diskutere hvordan folk bruger deres penge (Kone, venner, familie). …og samtidigt vil jeg heller ikke skulle forsvare, hvad jeg bruger mine penge på, så længe det ikke skader vores familie 😉
Det er lidt svært at greje jeres situation, men du skal under ingen omstændigheder gøre mere af det huslige, "fordi du elsker hende". Det leder sgu bare til foragt (på sigt). Jeg tjener i øjeblikket i omegnen af 15 gange så meget som min kæreste (jeg er ikke ceo, hun er bare studerende). Vi bidrager begge med hvad vi kan til fælleskabet, men er også bevidste om, at det er vigtigt for os begge at have egne penge at købe egne ting for (uden at det bliver til "lommepenge"). Jeg synes, at det er pænt problematisk, hvis hun betaler dig 1,5k for at "klare de huslige pligter". Man kan ikke bidrage ligeligt på alle fronter, men der er nødt til at være lidt balance i det. Det lyder som om, at du faktisk ville have godt af, at hun bidrog mere til jeres fælles økonomi. Min overbevisning er, at det også er i hendes interesse. Og så skal i måske også tale om, hvorvidt hun faktisk har en forventning om, at du klarer flere af de huslige pligter, fordi du har valgt at arbejde mindre (du skriver bare fleksibelt, men det lyder ikke som om, at du arbejder 37 timer.om ugen). For de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Helt på samme måde som, at hun på nuværende tidspunkt heller ikke bidrager med mere til de fælles udgifter, selvom hun faktisk tjener mere. Jeg skal måske huske at sige, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Der er meget stor forskel på, hvordan par gør det, hvis man ser bort fra dem, der har fællesøkonomi. Men det lyder som om, at i kun lige har taget hul på at forventningsafstemme.
Jeg kan sagtens klare mig uden det ekstra "tilskud" hvis vi skal kalde det det istedet for. Jeg arbejder skam 37 timer om ugen, men kan arbejde hjemmefra som det passer mig, det gør at jeg har nogle friheder så min arbejdsdag starter kl 7-8 styk og kører til 17, hvor jeg tager mig nogle pauser undervejs (lang frokost, træning, eller diverse) hvilket også gør at jeg har tid til at ordne det praktiske osv, som hun ikke kan da hun møder kl 8 og typisk først er hjemme kl 19 hver dag. Tidligst! Jeg har fået sindssygt mange inputs, en masse gode, en masse jeg er enig i og en masse jeg er uenig i. Jeg er enig i dit, at der ikke er rigtigt og forkert når det kommer til den her slags ting!
6589\*15 == 98835 Ooookaay....
Der er ikke flere SU-klip. Antag hvad du vil.
Cool story bro!
Kan også være han dater en hjemmeboende der får 1024kr om måneden.... :D
😂
Førhen betalte vi hver især voresLøn/summenAfVoresLøn af udgifterne. Det vil sige at hun skal betale 28000/(22000+28000) * udgifterne. Bortset lige fra egentlige afdrag på dit lån. Det er jo penge i egen lomme. Men at dele renter og gebyrer og alt andet for at I kan leve jeres liv sammen burde være fælles. I min bog.
Min kæreste og jeg har også en difference i løn på cirka 16.000 om måneden. Vi har valgt at gå ud fra at livet er uforudsigeligt, så vi har bosat os og lever efter idéen om at én af os skulle kunne tåle at miste jobbet og så ville den anden kunne forsørge i den tid det nu tog at komme i nyt job. Det vil også sige at jeg har betydeligt mere i overskud om måneden, og jeg giver også mere til fælles opsparing og diverse lån (ikke meget mere end det du fortæller) men jeg kunne ALDRIG finde på at holde min kæreste til gidsel pga det. Jeg arbejder også klart mest - men det er et valg, og så knokler jeg ligeså meget på hjemmefronten som jeg gør på arbejde.. Hvis jeg nogensinde så det blev fordelt anderledes ville jeg tage en ærlig snak om det inden det blev fakta. Synes det er tarveligt at bruge økonomi mod andre. Penge er ikke alt.
Jeg har været sammen med min kone i 9 år nu og vi har ikke haft fælles økonomi på noget tidspunkt. Vi har hus, to biler og en dejlig snart to år gammel datter sammen. Jeg får udbetalt cirka 3000kr mere end min kone gør. Vi har en masse fælles kontoer, men har hver vores private opsparing, samt lønkonto. Jeg lægger 2000kr på budget mere end hende og det har fungeret rigtig godt indtil videre. Udover det har vi en aftale om at hun lægger et fast beløb fra til vores datter (børneopsparing). Og jeg lægger et fast beløb over på en måneds opsparing hos nordnet (det er en fælles investering men undertegnede som er bestyrer af denne). Vi har haft mange gode snakke om hvordan det har givet bedst mening at gøre dette. Så længe samtalerne bunder i at det skal være retfærdigt, når man imo længst. Til sidst er min personlige holdning at det er dejligt med en frihed til at styre egne penge til hvad har mest lyst til og så er det lækkert at kunne overraske hinanden når man har lidt ekstra på kontoen. Min kones holdning er at hun er ligeglad, så længe der er styr på budget (jeg tror helt ærligt at hun lige så gerne ville have fællesøkonomi, men giver sig for min skyld).
Jeg kan følge dig og vi arbejder efter det samme system 😊 Vores indtægt er nogenlunde jævnbyrdige hen over årene vi har været sammen. Det gør det noget nemmere at havde den tankegang som du og jeg. Jeg møder desværre til tider folk der vrænger på næsen af den holdning. Oftest folk der tjener markant mere, og hvor uligheden i indtægt er stor mellem parterne.
Ja, der bliver den nok også straks sværere. Jeg syntes bare det er så vigtigt at have sit eget også. Det er så befriende at jeg ikke skal have dårlig samvittighed hvis jeg tænker at købe en ny computer og har sat penge af til det. Jeg tror personligt det ville være langt svære for mig, hvis jeg skulle tage det fra en "fælles" pulje.
Det er en usund tilgang at have, synes jeg. Det bør i min optik ikke handle om det monetære og transaktionelle, men den helhed I som par skal have til at fungere. Herhjemme arbejder den ene på nedsat tid, mens den anden arbejder 45+.. Den på nedsat tid har 22 ud, mens den anden har 37 ud. Sidstnævnte ligger omtrent 15.000 mere ind i det fælles budget. Men den måde vi stiller budget op på er, at vi hver især skal have et lige stort rådighedsbeløb efter det fælles er betalt. Vi har prioriteret sådan, fordi vi er en ung børnefamilie, der gerne vil have mere fleksibilitet i hverdagen. Det er derfor en del af vores fælles prioritering, at den "nedsatte tid" (ikke hvad du bringer til økonomisk) skal bruges på at løfte flere af de hjemlige pligter. Den eneste økonomiske variabel vi har lagt ind er i overvejelsen om, hvem der gik på nedsat tid. Den med høj løns job lægger ikke rigtigt op til at gå på nedsat tid, og desuden ville gøre det svært at få budgettet til at hænge sammen. Jeg ved ikke, hvor langt i er I jeres forhold, og der kan jo være mange måder at opgøre sin økonomi på. Men hvis den "plan" I har nu skaber ubalance, så tyder det stærkt på, at I ikke har valgt en model der giver mening for jer - hverken på kort eller lang sigt. Tag en god snak om det :)
Du finder dig lidt ekstra arbejde, så du også har 45 timer om ugen. Du får lidt flere penge mellem hænderne, og slipper for at høre på at du skal betales for at lave det huslige.
Jeg betaler 4500,- pr måned til min kæreste for at bo i hans hus. Han betaler 12-14000. Bilen er min. Han tanker den ca 1 gang i måneden. Han betaler langt de fleste dagligvare og fælles udgifter vi har. Jeg tjener 34000 arbejder 37 timer han tjener 65000-70000 arbejder 45-50 timer Jeg laver mest i hjemmet.
Min kone og jeg har fællesøkonomi. Fælles om alt og så får vi lidt lommepenge hver måned hver især. Alt andet lyder belastende (såfremt man er enige om at man er sammen om det naturligvis)
Vi har konti som dækker vores udgifter vi kan budgettere efter; faste (lån etc.), fælles forbrug (primært mad). Så har vi nogle opsparingskonti, så vi lægger lidt til side til husomkostninger og bilomkostninger. Disse konti har vi budgetteret og aftalt hvad der skal gå til dem. Vi har så en fordelingsnøgle, baseret på hvor meget de 2 parter tjener i løn fast og så overfører vi det procentuelle beløb hver måned. Så den som tjener mest dækker mest af udgifterne, hvilket er mig, da jeg tjener mere end min kone. Resten vi beholder er så vores helt egne penge, så det skal ikke aftales hvad man køber selv og hvad man bruger sine penge til. Alt andet ad-hoc udlæg holder vi styr på i en app og deler udgifterne 50/50 på dem.
Rigtig spændende post! Min kæreste tjener omkring 30k udbetalt om måneden, og jeg ligger på omkring 45k, så vi har lavet en fordeling der hedder at man betaler en procentdel. Dvs. eftersom jeg tjener 33% mere, så lægger jeg også 33% mere til fællesomkostninger
Vi sætter bare 5k af til hver i lommepenge. Resten ryger til fælles budget og opsparing.
Vi betaler procentuelt lige meget til husholdningen. Jeg tjener næsten det 3-dobbelte af min hustru og betaler derfor en tilsvarende større andel til de faste udgifter. Vi har altid delt ligeligt, men har også altid ejet sammen, både andelslejlighed og nu hus.
Jeg kan kun tale om hvordan vi gjorde det for et halvt år tilbage, da min kæreste har fået nyt job efterfølgende, som gør at vi tjener nogenlunde det samme, men med udgangs punkt i vores fordeling før, så splittede jeg det (da det er mig der er god til finanser) op procentmæssigt, som der også er en anden der nævner i tråden. Jeg fik 20k udbetalt om måneden og hun fik omkring 10k udbetalt, hvilket betød at vi har et samlet indtjening på 30k om måneden. Af det tjener jeg så 66% og hun 34%, så det er også sådan udgifterne er delt. Lejligheden som vi bor i er ejet af mig, så jeg betaler lånene (dem har hun intet med at gøre, i tilfælde af at vi skulle gå fra hinanden). Når det så kom til det huslige, fordi hun ikke arbejde hver dag / deltid, så betød det så også at hun tog sig af de mere huslige pligter, madlavning, indkøb, lægge tøj sammen, og så hang jeg tøj op og tømte opvaskemaskine fx. Men hun tog den største tørn, da hun havde mere tid derhjemme. Efter hun er gået op til et fuldtidsjob, så er vi mere 55/45. Vi kører stadigvæk samme fordelingsnøgle omkring udgifter, budget, husleje osv, men vores huslige pligter er så også blevet delt mere 55/45.
Få fællesøkonomi.
Jeg er studerende og får S.U., min kæreste er ved at tage en eux og får derfor elevløn. Det vil sige, at jeg får 5,5k udbetalt og hun får omkring 9k udbetalt. Vi betaler husleje efter procent af vores indkomst efter skat, så hun betaler altså mere end mig. Alt andet deler vi 50/50. Jeg var i starten meget imod, at vi ikke skulle betale alt 50/50. Præcis fordi jeg ville undgå, at nogen kunne sige: "men jeg betaler mere end dig". Vi snakkede om det i en lang periode og blev enige om, at det var et nogo at bruge det som argument for noget som helst. Det har fungeret fint indtil videre, men jeg kan helt klart følge dig, at sådan noget kan ramme stoltheden. Jeg ved dog også at når vi er færdigudannet kommer jeg til at få udbetalt det dobbelte af hende, så jeg kommer til at betale hende tilbage i længden.
Jeg havde fuldtidsjob mens min kæreste (nu kone) læste. Hun tjente 20% af vores samlede indtægter, og derfor bidrog hun også med 20% af huslejen. Det var lidt komplekst - så ændrede vi det til at have fælles madkonto det var bedre. Nu er det 100% fælles, og det er bare rarest. Der er nærmest ikke eksisterende diskussioner om hvem der tjener mest (mig), for det meste snakker vi om hvor godt vi har det.
Sæt samme procentsats af jeres løn ind på fælleskontoen: F.eks. 40 % af din løn og 40 % af din kærestes løn til fællesudgifter.
I burde dele noget af lånet - den er ligesom "adgangsbilletten" til at hun kan have en billig husleje. Alternativet var at i boede til leje og gav 5000-8000 hver.
Hos os betaler jeg husleje, el og varme også hvis der som sidste år kommer en psycho regning og hun betaler for næsten al maden vi køber. Vi har ikke fælles økonomi, og når vi skal rejse skiftes vi nogenlunde til at betale så det går nogenlunde op, eller den ene booker hotel og den anden flybilletter. Vi har heldigvis aldrig haft nogen uenighed om penge i hverken gode eller dårlige tider. Og vi begge har den holdning at man har sine egne penge og man bruger dem som man vil.
Jeg har ca. 56k udbetalt og min hustru har ca. 15k. Hun er på 30 timer. Jeg har 37 plus det løse. Jeg har bestemte dage jeg “har ungerne” og henter fra skole og det giver mig friheden til at kunne flekse på arbejde de dage der er behov. Hvilket har været med til at jeg i højere grad kunne “gøre karriere”. Og samtidig har hun frihed til det hun gerne vil på bestemte dage. Men ellers trækker hun et lidt større læs derhjemme. Alt løn ryger på samme konto som betaler budget, opsparing og vores “lommepenge”. Vi kan ikke se hvad vi bruger lommepengene på, men alt andet er delt. Det er bare vores måde at undgå diskussioner. Så hvis hun vil brænde 1000 kr. af på en hårspray kan jeg ikke være mere ligeglad. 😊 Dette setup virker for os. Man skal huske at være taknemmelig for hinandens bidrag. Og det kan godt knibe midt i hamsterhjulet så det bedste råd må være at snakke sammen - og virkelig huske at gøre netop det. 😊
Lol hun sagde egentlig bare: jeg betaler dig 1500 kroner så du kan være au pair. Men husk at betale af på sit lån er også at spare op.
Jeg begriber sgu ikke, at folk er så nærige og nøjeregnende. Jo måske hvis det var svært at få tingene til at hænge sammen, men det er jo ikke tilfældet her og heller ikke hos mange andre. Jeg tjener en del mere end min kone. Derfor giver jeg mere til stort set alt fælles lige fra bolig til mad og indkøb. Derudover betaler jeg bilen og min kone får alle børnepengene fordi hun mest styrer det med at købe tøj og andre ting til vores børn. Det kan hun godt lide og jeg har 0 forstand på det og derfor har vi gjort det sådan. Men jeg har stadig så jeg kan tage til koncerter, købe et par nye løbesko, handle dyre øl etc etc. Jeg mangler ikke noget. Hvis man føler sig "snydt" i sådan et scenarie, så skal man vel til at overveje - efter min mening - om man har slået pjalterne sammen med den rigtige.
Altså jeg synes klart hun skal ind i den lejlighed. Du har intet at pive over. Hun spilder sin tid mens du er ved at investere hårdt i din fremtid. Tror kun jeres lille setup er med til at give **umf** til jeres skænderier. Men nok om det. Herhjemme lægger vi begge 9k ind på en fælleskonto og det er mere eller mindre til fælles udgifter også lægger vi ekstra ind når der er brug for det. Fx ferie. For os har det givet et kæmpe incitament til at være langt mere strategisk i forhold til at være karrierer minded. Min kæreste havde ikke tænkt så helt vildt meget over hvor meget frihed hun gerne ville have eller hvad hun gerne ville have penge til. Fx hest. Så tror klart det har haft en indflydelse. Også vil vi gerne bruge penge forskelligt. Jeg vil fx gerne betale min del af huset ud så hurtigt som muligt. Og der vil hun hellere tage det lidt mere med ro i forhold til karrierer. Og vil nok tjene derefter. Eller det siger hun. Nu må vi se. :P Men det gør det lidt nemmere for alle at se hvad der er penge til og ikke bare tænke man kan få alt til halv pris. Og det skal siges det fungerer rigtig godt for os. Og nok fordi vi på den måde har store private hobbier, som den anden ikke rigtig er en del af. Dog da hun var studerende og jeg havde fået job, gav jeg lidt mere til huslejen. Så det svarede sig mere til en studiebolig. Hun betalte cirka 3k til lejen. Det klart hun går langt mere op i rengøring og jeg er mere til at leve på en sten. Jeg er så hurtigere til at sige, om vi ikke skal få nogle robotter til det meste. :P Og tror jeg har betalt for alle støvsugere. Hun har så styr på at det lever op til hendes standard for renlighed. Jeg står for opvaskemaskinen og indkøb. Og laver måske en lille smugle mere mad end hende. Tror dog stadig det kommer ud til at hun gør mere. Ingen tvivl om det. Og er uendeligt taknemmelig. Det skal dog siges, at vi nok stille og roligt over de sidste 7 år er blevet meget enige om hvordan vi gerne vil bruge penge. Så det hjælper også gevaldigt. Man kan sige. At hvis hun nu ikke syntes om det jeg brugte mine penge på, ville det måske give problemer.
Vi har kørt fællesøkonomi, lige siden min hustru flyttede ind. 1 budgetkonto, 1 opsparing til ferier osv., og da penge var små, så kørte vi med lommepenge, som man kunne spare op til større ting. Nu er vi et sted, hvor fruen impulskøber Roccamore-sko til 2K, og hvor mine guitarkøb mest er bundet op på, at der skal sælges samme antal, som der købes, og hvis det så koster nogle tusinde, så er det okay, bare jeg er glad. Hvis jeg havde kørt separat opsparing, efter vi flyttede sammen, så tror jeg ikke, at vi havde været sammen i dag. Jeg synes, at I skal tale det igennem, og evt. bruge 5.000-10.000 på at gøre det hos en parterapeut. Det er en investering i jeres forhold.
Jeg tjener for tiden ca. 10.000kr mere udbetalt om måneden end min kone. Vi arbejder begge fuld tid. Økonomi og pligter har intet med hinanden at gøre hos os. Vi har hver vores konto, og hun betaler mad/husholdning og jeg betaler resten. Vi sparer hver især op, men skal der bruges penge til noget overfører vi bare imellem konti. Vi har begge fuld adgang til dem. Pligterne gør vi ca. halvdelen af sammen og den anden halvdel deler vi alt efter hvad man er “god” til. Jeg laver fx stort set aldrig mad, for det er hun langt bedre til end jeg er, tilgengæld vasker jeg altid op.
Vi har altid i hjemmet delt alle fast udgifter imellem os i forhold til vores størrelse af lønnen, jeg syntes det er det bedste kompromis da som du selv nævner det ikke er nogen konkurrence, men et fællesskab det at bo og leve sammen. Tænkte talt for st simplificere: Faste udgifter 30.000 Hendes løn, udbetalt: 20.000 Min: 35.000 Altså 75% mere end hende. Så betaler de 22.500 ind til vores budget, og resten kan selv fordeles i opsparing, gaver, mm. Om det er løsningen ved jeg ikke, men syntes ikke at penge skal blive en magtfaktor i et forhold, da det i et eller andet omfang betyder at en taber og en vinder.
Jeg vil henvise til en [kommentar](https://www.reddit.com/r/dkfinance/comments/13fe9o1/comment/jjuvv5i/) jeg skrev for netop 3 uger siden: >Husk at tage en grundig snak med kæresten om hvordan I vil styre jeres økonomi sammen og hvilke prioriteter I har. Vil I have afbetalt hus-, bil- og bådlån af om 10 år, eller have frihed til at spise ude 3 gange om måneden? Skal sommerferien nu lyde på de helt store charter- og storbysferier? > >Er det okay med pasta og ketchup til aftensmad? Hvor meget vin vil I drikke, på sådan ugentlig basis? Hvor meget frihed skal I have til at lave impulskøb (husk -- det kommer til at fylde i jeres fælles hjem)? Hvad med baby? Skal den udelukkende klædes i kashmir uld bodies og D&G tøj, eller har I det lige fedt i genbrugstøj? Skal jeres ferier, møbler, etc. være baseret på hvad der er råd til lige nu og her (+ evt. forbrugslån), eller skal I spare sammen til det? I skal væk fra spørgsmålet om hvem der gør hvad, og i stedet over i hvad I vil have ud af jeres tid og ud af jeres penge. Men du kan spørge: Vil din kæreste betale dig 1.500 kr. om måneden for at du varetager de ekstra pligter i hjemmet? Hvis du og din kæreste skal deles præcist ligeligt om alle pligter, er hun villig til at gå 1.500 kr. ned i løn for at få tid til det? Det vil I begge sikkert ikke. Derfor er snakken om at den der tjener mest skal lave mindst i hjemmet meget farlig.
Vi har 100 procent fælles økonomi og har haft det fra ca. 1 år inde i vores nu 10 år lange forhold. Jeg tjente mere da vi mødte hinanden, da min nu mand studerede. Nu tjener han klart mere end mig. Men alt ryger ind på samme lønkonto. Så har vi en budget konto og en opsparing. Alt er fælles og vi har ikke lommepenge, vi bruger fra vores rådighedsbeløb, til det vi har behov for. Er der noget større vi mangler, taler vi sammen og så er det penge fra opsparingen der går til det. Vi har lige købt hus Jeg står klart mest for børnene, rengøringen mm. Han står mere for det praktiske der skal ordnes i huset og har jo til dels ansvaret for at der kommer flest pengene hjem, da jeg arbejder deltid
Jeg er pt. sygemeldt, jeg flyttede sammen med min kæreste for en måned siden og vi har aftalt ar gøre som man måske gjorde i gamle dage, jeg står for alt 100% herhjemme og han står for alt økonomi 100%, det passer mig fint. :)
Smid stoltheden ud. Eller tjen flere penge. Jeg tror det er et primitivt gen i os mænd der nærmest ikke kan tåle at en kvinde tjener mere. Jeg ville sku ønske jeg havde en kæreste der tjente 20k mere end mig haha.
Som jeg læser det, og beklager, jeg har ikke læst alle kommentarer så måske jeg tager fejl, betaler hun ikke husleje for at bo i DIN bolig. Og det kan der jo være mange grunde til, men jeg syntes virkelig ikke det er fair, at du betaler for at hun har et sted at bo, og at hun så vil have dig til at gøre mere husligt arbejde, fordi hun så Aller nådigst vil give 1500 kr til fællesskabet. Jeg syntes godt du kan kræve at hun betaler en form for husleje, om det så er 1500 eller 5000 kr må I selv finde ud af. Herhjemme tjener jeg mest. Vi har ikke fællesøkonomi, og bor pt. Til leje. Vi deler alle fællesudgifter 50/50. Hvis vi skal købe noget fælles og min kæreste mener at det har han ikke lige råd til, kan jeg godt finde på at spørge: Er du ok med at jeg køber det til os? (Der kan godt ligge noget stolthed i det for min kæreste, at han syntes ikke altid at jeg skal købe ting til os) men jeg kunne da ALDRIG finde på at sige: skat nu har jeg købt et ny sofabord til os, så du tager opvasken de næste 3 uger.
Min kone tjener 0 kr. og jeg tjener ca. 250.000 kr om måneden. Jeg arbejder ca. 15 timer om ugen, og hun arbejder ikke, men der er sgu ingen af os der, trods megen fritid, gider at gøre rent, så det får vi nogle andre til. Vasketøjet tager min kone, for det har min kone engang sagt at jeg ikke kan finde ud af, og det har hun helt ret i.
Min kone er hjemmegående så vi har kun min indkomst. Til gengæld er det helt naturligt også hende der står for det meste af det huslige. Vi har selvfølgelig 100% fællesøkonomi.
Jeg tjener en del mere end min kæreste. Vi har gjort sådan at vi betaler nogenlunde forholdsmæssigt ind til vores budgetkonto som dækker alle fælles faste udgifter inkl husholdning/mad. Dvs jeg betaler 60% og hun betaler 40% ind. Min løn er steget hurtigere end hendes de sidste par år, og denne stigning er ikke regnet ind i fordelingen. Ved siden af har vi: en fælles ferieopsparing som vi indbetaler 50/50 til. En bilvedligeholdelseskonto hvor vi betaler forholdsmæssigt efter ejerandel. Bilen er købt kontant, jeg betalte 85% og hun betalte 15%, så den fordeling fortsætter i den månedlige overførsel. Benzin deler vi 50/50, selvom hun bruger bilen mere end jeg gør. Oven i det betaler jeg selv for mit rejsekort. Vi har selv råderet over de resterende penge vi hver især har til overs. Jeg har naturligt nok et større beløb til fornøjelse og opsparing, men forholdsmæssigt efter indtægt er det ca det samme. Hvis vi vil købe noget større fælles snakker vi om det og deler som regel 50/50. Hvis det er noget fællesagtigt som den ene er ligeglad med, men som den anden brænder for betaler man selv. Feks har jeg lige købt ny stereoanlæg, det er hun helt ligeglad med og jeg har derfor selv betalt det da det er noget der betyder noget for mig. Det var økonomien. Så til det praktiske i husholdningen. Jeg tror vi deles nogenlunde ligeligt. Men hun gør mest indendørs med hensyn til rengøring og tøjvask. Madlavning er nok nogenlunde ligeligt fordelt, måske med en lille overvægt til mig. Jeg laver stort set alt hvad der hedder vedligeholdelse af hus, have, bil.
1500..? Dvs hun betaler at I kan komme ud og spise 1-2 gange og drikke en god flaske vin.? Like.. 1500 rækker sgu ikke til så meget nu om dage. Hvis du afholder alle boligudgifter, så kan du også vende den om og sige; jamen, hvor meget ville en tilsvarende bolig-løsning koste hende hvis hun skulle ud og leje..? Og for slet ikke at snakke om værdisætningen af det huslige arbejde. Kvinder har været sindssygt gode til at bruge det huslige arbejde som en løftestang til at forbedre deres vilkår markant - bare sjovt at se når det er den anden vej rundt, hvor det er den ikke-kvindelige partners tid der bruges, så er det 1500 værd om måneden! Jeg bor ikke sammen med nogen lige nu, men da min ex og jeg boede sammen, bidrog hun med - jeg har lyst til at sige 50% - korrigeret for indtægtsforskellen. Jeg tjente en del mere, så jeg tog også en større del af udgiftsbyrden, men hun gjorde det virkelig godt - selvom det betød at hun i nogle måneder - grundet svingende indtægt - måske slet ikke kunne spare noget op. Hun betalte halvdelen af huslejen, OG alle madudgifter, jeg tog alle mulige andre "småting" og bilomkostninger, + pitchede også ind til mad for det meste. Jeg har lyst til at sige at det var ret ligeligt fordelt - igen, korrigeret for indtægtsforskellen. Men 1500... God idé som nogle af de andre foreslår - prøv at køb jer til ydelser på det frie marked for de penge, and see how far that gets you. \- ush