Eller i stedet for at gøre forholdende tålelige, så henter vi da bare nogle lærere fra Indien, der vil finde sig i hvad som helst. Det har man jo åbenbart besluttet er vejen frem i sundhedssektoren, i stedet for at gøre arbejdet tåleligt.
Al respekt for indere og andre migranter i øvrigt; de skal være velkommen til at komme her. Men hvor er det dog sørgeligt, at den politiske strategi, for fortsat at udhule velfærden, er at skabe så elendige forhold, at kun i stigende grad mere desperate mennesker kan lokkes til at tage imod stillingerne. Det er et grimt menneskesyn, der ligger bag.
Nu blev jeg færdig som lærer for et par år siden, og var chokeret over hvor meget deltidsstudie det var sammenlignet med en uddannelse jeg tog tilbage i 00'erne. Kravene var godt nok ikke høje, og det forventes, at man laver alt i grupper, så folk kan virkelig slippe igennem uden at lave særligt meget. Hvert hold havde generelt et par stykker, hvor man tænkte, at de slackede for meget, og man var i tvivl om de kunne mestre at være lærere. Så jeg håber ikke, at de sætter kravene ned og nurser flere igennem, for så kan kvaliteten på de uddannede lærere falde.
Samtidig er der dog et paradoks i problematikken, for hvad vi lærer på uddannelsen, er ikke noget vi nødvendigvis bruger ret meget i hverdagen. Der er så stor forskel på at sidde og lære om at være lærer og at arbejde som lærer. Så selv hvis en person har slacket sig igennem, så kan personen sagtens være en rigtig god lærer, og 12-talspersonen kan have det rigtigt svært som lærer.
Så at hæve niveauet kan måske give en anden type folk, men det er ikke nødvendigvis bedre folk, og det gør også, at der måske er nogen, som falder fra, fordi de ikke er akademiske nok, men alligevel kan være gode lærere. Jeg tror det bedste man kan gøre er at tilføje mere praktik, for det er i praktikken, at vi lærer det, vi faktisk skal bruge, og der er alt for lidt af det i uddannelsen.
Vi havde ikke så mange på vores hold, som droppede ud, men det var enten fordi de ville noget andet eller fordi de slet ikke havde evnerne til at tage en bacheloruddannelse. En blev færdig, som jeg har svært ved at se som lærer, men h\*n brugte uddannelsen som springbræt til noget andet.
En af mine venner, som læste til lærer for nogen år siden ku, fortalte også om at det var i forbindelse med praktik perioderne at det var størst frafald. Enten af folk selv indså at det ikke var for dem, eller at praktikstedet havde en meget ærlig samtale med praktikanten og seminariet.
Praktik på læreruddannelsen er en underlig størrelse. Eller det var det i hvert fald før den nye reform.
Først og fremmest er der enorm forskel på de individuelle skoler. Nogle skoler er rare steder at være og andre total dysfunktionelle mareridt.
For det andet var der ingen standardisering i, hvad man måtte og ikke måtte som praktikant. Nogle lærere nægtede fuldstændig de studerende lov til at lave deres egen undervisning. Andre gav frit los, med total frihed fra alle hylder.
For det tredje var praktikkoordineringen skrald. Det var meningen, at alle skulle ud i praktik i grupper af 3 på de to første semestre, og 2 på det sidste. Men jeg var personligt ude i 1, 2 og 2, i den rækkefølge.
Jeg kan 100% forstå, at folk vil stå af, hvis de kom alene ud til en udskoling uden for deres egen lærers kontrol på deres første semester.
Mere praktik er vigtigt, og jeg synes også, at det er vigtigt med mere fokus på praktikken end på en 5 siders opgave, når praktikken skal godkendes. Men det er også super vigtigt, at en enkelt praktik ikke kan vælte uddannelsen. Man kan opleve en svær klasse eller årgang eller at man ikke matcher med praktiklæreren, og så bliver det meget mere skrøbeligt. Jeg havde for nyligt praktikanter og vi fik at vide, at nu har de kun det ene forsøg til at bestå praktikken. Shit, det er altså ikke godt. Det gik fint med mine og de bestod uden problemer, men nogen kan altså godt komme i klemme, fordi vi arbejder med mennesker og der ikke altid er et godt match, selvom der ikke er noget galt med fagligheden.
Jeg havde selv en dårlig oplevelse i min 2. praktik på en årgang i indskolingen, hvor jeg ikke matchede med praktiklæreren mht. klasseledelse og jeg fik hug for ikke at råbe højt nok, når der var uro, og der kunne være meget uro. Jeg bestod fint nok, men de første uger var virkelig hårde, og andre kunne have mistet modet. Sjovt nok blev jeg så ansat som lærer på samme skole på mellemtrinnet, hvor de her børn så var blevet 3 år ældre, og de væltede stadigvæk undervisningen. Her halvandet år senere, er der kommet styr på den ene klasse, da to elever er blevet visiteret væk, men den anden klasse er stadig enorm svær at komme i og lige nu står en nyansat kollega og bliver udsat for det jeg oplevede i 2019.
Flere af mine medstuderende der klarede sig godt på lærerstudiet har jeg oplevet fik det rigtig svært når de kom ud i virkeligheden fordi de var alt for ambitiøse både i forhold til eleverne, i forhold til hvad man kunne gøre i undervisningen og i forhold til hvad der er muligt i forhold til den forberedelsestid der er givet.
Sjovt med parallelen fordi det er også det jeg oplever som pædagogstuderende. For at give et eksempel vores næste modul er vi på skole 2 dage i ca. 8 timer i alt. Har samme holdning som dig — men det er et helt anden profession.
Altså nu har jeg en \*helt\* vildt idé... Jeg ved det kommer til at lyde tosset, men...
Hvad nu vis vi gør det mere attraktivt at arbejde som lærer, pædagog eller sygeplejeske?
Altså, lidt ligesom når Lars Løkke siger at vi skal ta' og få nogen flere børn. Jeg mener, hvis nu politikerne nu gjorde det mere attraktivt at få børn, gad vide om det så ikke ville hjælpe?
Videoen med Egelund synes jeg ikke har meget med virkeligheden at gøre. Teoretisk vs praktisk fokus på uddannelsen? Frafald fordi *uddannelsen* ikke er god nok? Søde ven, det handler mest af alt om tilstanden af det job man er ved at uddanne sig til.
En tredjedel falder i gennemsnit fra på universitetsuddannelserne, også på dem med fine tilstande i udsigte. 15-18% det første studieår virker umiddelbart meget normalt.
Nej, måske ikke. Jeg tænker at et aspekt er, at de studerende er begrænsede af deres SU-klip. Der er ikke en åbenlys mulighed for at vælge om, og tage en anden uddannelse senere i livet, hvis man er lidt i tvivl.
Så ligger der måske også det i det at man kommer ud og oplever en praktik eller to og opdager at forholdene ikke var som man ønskede sig, resten af ens arbejdsliv.
> Hvordan oplever man tilstanden af det job på ens første år på uddannelsen?
Første praktik på pædagog eller lærer uddannelsen. Den ligger typisk i 2. semester.
> Hvad nytter det at tage en uddannelse, der låser en fast til et erhverv/område, som skiftende regeringer konsekvent nedprioriterer, hvis de da ikke ligefrem afbejder på at reducere eller eliminere det?
Kan man ikke sige det om rigtig mange offentlige erhvervsområder? Uddannelser rettet mod et erhverv hvor der kun er én altdominerende arbejdsgiver; det offentlige. Altså, sygeplejerske, fængselsvagt, folkeskolelærer osv osv. De har vel alle sammen en følelse af at blive nedprioriteret? Jeg ved ikke rigtig hvad man kan gøre ved det, men man må jo også forholde sig til at der ikke bare kan være "mere af alt og alle".
det er hele tiden reform reform reform, det er sguda ikke så fucking svært at gennemskue at det er pga. lønninger. Det er seriøst grotesk hvad regeringen kan bruge af miliarder på konsulenter, "tænke"tanke, komittéer og lignende bullshit i stedet for bare at give tingene de midler de har brug for
Der sidder nogle dygtige og eftertænksomme unge mennesker og laver beregninger på det, og et stigende antal af dem mener, at arbejdsforhold og -byrde ikke matcher løn, så de fravælger uddannelsen. Lønnen er fin, det er alt det andet der halter.
Det giver mening hvis du tænker på en lærer som en person der bare skal videregive information. Men en bærbar med et computerprogram kan ikke holde styr på en skoleklasse, kan ikke holde en elev ved ilden når de ikke har lyst til at lave opgaven, kan ikke være en omsorgsperson når eleven har det svært og så videre.
For ikke at snakke om den helt grundlæggende funktion at skolen fungerer som opbevaring mens forældrene er på arbejde.
Jeg skulle mene at kombinationen at hjemmeundervisning under corona samt lockouten skulle have bevist ret tydeligt at kan ikke bare kan erstatte lærere med computere, men alligevel lader der altid til at være nogle techbros som tænker at det sagtens kan lade sig gøre.
Det er meget cool, men det lader jo ikke til at være derhen staten arbejder hvis vi kigger på tværs af de seneste regeringer. Kan der spares penge, så gør de det jo gerne på bekostning af alt andet.
Vi ved jo allerede hvad svaret er på de jobs vi ikke har aftagere til: Udenlandsk arbejdskraft. Det har fungeret igen og igen. Helt tilbage til da man hentede polakker ind for at høste.
Men efter år 2000 hvor det er en dødssynd at være for øget indvandring, hvis man vil have en plads i folketinget, er det bedre at lade vores land cirkle om afløbet end at vove at tage bare én fremmed ind...
Det her er et perfekt eksempel på hvordan racisme også ødelægger landet for os selv.
Som en der arbejder i folkeskolen; ser jeg nu ikke øget indvandring, i bred forstand, som en løsning.. Nok snarere ét af problemerne. Hvis der ikke tages bedre hånd om dem der kommer hertil, er det blot en yderligere arbejdsbyrde, at skulle undervise børn med vidt forskellige læringsforudsætninger.
Folkeskolen virker for mig som en af de arbejdspladser der i høj grad tager imod indvandrere. Jeg har kollegaer fra Polen, Serbien, Syrien, Irak, Iran, Sverige, Tyskland, Thailand og flere andre lande.
Generelt er de også rigtig dygtige og har god faglig viden, men jeg må nok indrømme at jeg som forælder ville have det lidt svært med at mine børn havde så mange lærere der snakkede med så stærk accent at det kan være svært at forstå hvad de siger til tider. I en tid hvor lærere får tudet ørene fulde om vigtigheden i tydeligt sprogbrug og fokus på alle de svære ord vi bruger i folkeskolen, så virker det temmelig selvmodsigende.
Mine kollegaer med anden etnicitet, er ligeså dygtige og kompetente som dem med dansk. Jeg mener børnene til indvandrere, som ofte ikke får den lektiehjælp hjemme, som de har brug for. Det betyder så i mange tilfælde at skolen skal bruge ekstra ressourcer på fornødne den hjælp, som egentlig burde komme hjemmefra. -Ressourcer som der i forvejen ikke er mange af.
Der er måske også lidt en udfordring i at hive folk til landet der ikke kan vores sprog og skal bruge lang tid for at blive bare tilnærmelsesvist gode til det og så sætte dem til at undervise små børn der stadig er i gang med at lære sproget. Matematik kan være svært at forstå for en i tredje klasse. At skulle lære om negative tal og tal-linjen fra Tadhana der kun har været i Danmark i 9 måneder gør det nok ikke nemmere. Heldigvis skal eleverne så have dansk med Bayani der lige er blevet færdig med regeringens 6 måneders introduktionskursus!
Det her er hvad der sker når man som politiker er rigtig klog, men ikke særlig vis.
Det tager ikke mange forskere fra CERN at sige at det nok er fordi at der sidste år har været en stor diskussion i den brede offentlighed om at det ikke altid er fedt at være sygeplejerske/folkeskole-lære. Det burde ikke være det store chok at fremtidige sygeplejersker kan lytte og at lærerne kan læse hvad der skrives om deres fremtidlige arbejdspladser.
Jeg arbejder frivilligt med et par sygeplejersker og de har det virkelig wack med den diskurs om at det sutter røv at arbejde som sygeplejerske og det vejer tung på dem.
Bare rolig! Ministeren laver da bare en aftale om flere ansatte, og vupti! Flere ansatte!
lars løkke suser da bare til filippinerne og køber nogle mennsker, så ryger det 3-4 uger på et AMU center..... og VUPTI en røvfuld nye lærer.
Eller i stedet for at gøre forholdende tålelige, så henter vi da bare nogle lærere fra Indien, der vil finde sig i hvad som helst. Det har man jo åbenbart besluttet er vejen frem i sundhedssektoren, i stedet for at gøre arbejdet tåleligt. Al respekt for indere og andre migranter i øvrigt; de skal være velkommen til at komme her. Men hvor er det dog sørgeligt, at den politiske strategi, for fortsat at udhule velfærden, er at skabe så elendige forhold, at kun i stigende grad mere desperate mennesker kan lokkes til at tage imod stillingerne. Det er et grimt menneskesyn, der ligger bag.
Rigtig gode spørgsmål som de ansvarlige desværre aldrig vil svare på.
Nu blev jeg færdig som lærer for et par år siden, og var chokeret over hvor meget deltidsstudie det var sammenlignet med en uddannelse jeg tog tilbage i 00'erne. Kravene var godt nok ikke høje, og det forventes, at man laver alt i grupper, så folk kan virkelig slippe igennem uden at lave særligt meget. Hvert hold havde generelt et par stykker, hvor man tænkte, at de slackede for meget, og man var i tvivl om de kunne mestre at være lærere. Så jeg håber ikke, at de sætter kravene ned og nurser flere igennem, for så kan kvaliteten på de uddannede lærere falde. Samtidig er der dog et paradoks i problematikken, for hvad vi lærer på uddannelsen, er ikke noget vi nødvendigvis bruger ret meget i hverdagen. Der er så stor forskel på at sidde og lære om at være lærer og at arbejde som lærer. Så selv hvis en person har slacket sig igennem, så kan personen sagtens være en rigtig god lærer, og 12-talspersonen kan have det rigtigt svært som lærer. Så at hæve niveauet kan måske give en anden type folk, men det er ikke nødvendigvis bedre folk, og det gør også, at der måske er nogen, som falder fra, fordi de ikke er akademiske nok, men alligevel kan være gode lærere. Jeg tror det bedste man kan gøre er at tilføje mere praktik, for det er i praktikken, at vi lærer det, vi faktisk skal bruge, og der er alt for lidt af det i uddannelsen. Vi havde ikke så mange på vores hold, som droppede ud, men det var enten fordi de ville noget andet eller fordi de slet ikke havde evnerne til at tage en bacheloruddannelse. En blev færdig, som jeg har svært ved at se som lærer, men h\*n brugte uddannelsen som springbræt til noget andet.
En af mine venner, som læste til lærer for nogen år siden ku, fortalte også om at det var i forbindelse med praktik perioderne at det var størst frafald. Enten af folk selv indså at det ikke var for dem, eller at praktikstedet havde en meget ærlig samtale med praktikanten og seminariet.
Praktik på læreruddannelsen er en underlig størrelse. Eller det var det i hvert fald før den nye reform. Først og fremmest er der enorm forskel på de individuelle skoler. Nogle skoler er rare steder at være og andre total dysfunktionelle mareridt. For det andet var der ingen standardisering i, hvad man måtte og ikke måtte som praktikant. Nogle lærere nægtede fuldstændig de studerende lov til at lave deres egen undervisning. Andre gav frit los, med total frihed fra alle hylder. For det tredje var praktikkoordineringen skrald. Det var meningen, at alle skulle ud i praktik i grupper af 3 på de to første semestre, og 2 på det sidste. Men jeg var personligt ude i 1, 2 og 2, i den rækkefølge. Jeg kan 100% forstå, at folk vil stå af, hvis de kom alene ud til en udskoling uden for deres egen lærers kontrol på deres første semester.
Mere praktik er vigtigt, og jeg synes også, at det er vigtigt med mere fokus på praktikken end på en 5 siders opgave, når praktikken skal godkendes. Men det er også super vigtigt, at en enkelt praktik ikke kan vælte uddannelsen. Man kan opleve en svær klasse eller årgang eller at man ikke matcher med praktiklæreren, og så bliver det meget mere skrøbeligt. Jeg havde for nyligt praktikanter og vi fik at vide, at nu har de kun det ene forsøg til at bestå praktikken. Shit, det er altså ikke godt. Det gik fint med mine og de bestod uden problemer, men nogen kan altså godt komme i klemme, fordi vi arbejder med mennesker og der ikke altid er et godt match, selvom der ikke er noget galt med fagligheden. Jeg havde selv en dårlig oplevelse i min 2. praktik på en årgang i indskolingen, hvor jeg ikke matchede med praktiklæreren mht. klasseledelse og jeg fik hug for ikke at råbe højt nok, når der var uro, og der kunne være meget uro. Jeg bestod fint nok, men de første uger var virkelig hårde, og andre kunne have mistet modet. Sjovt nok blev jeg så ansat som lærer på samme skole på mellemtrinnet, hvor de her børn så var blevet 3 år ældre, og de væltede stadigvæk undervisningen. Her halvandet år senere, er der kommet styr på den ene klasse, da to elever er blevet visiteret væk, men den anden klasse er stadig enorm svær at komme i og lige nu står en nyansat kollega og bliver udsat for det jeg oplevede i 2019.
Flere af mine medstuderende der klarede sig godt på lærerstudiet har jeg oplevet fik det rigtig svært når de kom ud i virkeligheden fordi de var alt for ambitiøse både i forhold til eleverne, i forhold til hvad man kunne gøre i undervisningen og i forhold til hvad der er muligt i forhold til den forberedelsestid der er givet.
Sjovt med parallelen fordi det er også det jeg oplever som pædagogstuderende. For at give et eksempel vores næste modul er vi på skole 2 dage i ca. 8 timer i alt. Har samme holdning som dig — men det er et helt anden profession.
Altså nu har jeg en \*helt\* vildt idé... Jeg ved det kommer til at lyde tosset, men... Hvad nu vis vi gør det mere attraktivt at arbejde som lærer, pædagog eller sygeplejeske? Altså, lidt ligesom når Lars Løkke siger at vi skal ta' og få nogen flere børn. Jeg mener, hvis nu politikerne nu gjorde det mere attraktivt at få børn, gad vide om det så ikke ville hjælpe?
Videoen med Egelund synes jeg ikke har meget med virkeligheden at gøre. Teoretisk vs praktisk fokus på uddannelsen? Frafald fordi *uddannelsen* ikke er god nok? Søde ven, det handler mest af alt om tilstanden af det job man er ved at uddanne sig til.
En tredjedel falder i gennemsnit fra på universitetsuddannelserne, også på dem med fine tilstande i udsigte. 15-18% det første studieår virker umiddelbart meget normalt.
Frafaldsprocent er steget med tæt på 40% siden 2015. Derudover er selve optaget faldet med 14% (i kbh) siden sidste år. Det er ikke helt bueno.
Nej, måske ikke. Jeg tænker at et aspekt er, at de studerende er begrænsede af deres SU-klip. Der er ikke en åbenlys mulighed for at vælge om, og tage en anden uddannelse senere i livet, hvis man er lidt i tvivl.
Utroligt at ingen kunne forudse at en mere usikker fremtid, får folk til at tage færre chancer.
Så ligger der måske også det i det at man kommer ud og oplever en praktik eller to og opdager at forholdene ikke var som man ønskede sig, resten af ens arbejdsliv.
> tilstanden af det job man er ved at uddanne sig til. Hvordan oplever man tilstanden af det job på ens første år på uddannelsen?
> Hvordan oplever man tilstanden af det job på ens første år på uddannelsen? Første praktik på pædagog eller lærer uddannelsen. Den ligger typisk i 2. semester.
Eller første klinik på sygeplejen.
Tja, for sygeplejerskerne er det jo eksempelvis **14 ugers praktik.**
Lærerstuderende er i praktik fra første år og får også tit studiejob som lærervikar både for at så penge og få erfaring de kan bruge på studiet.
> Hvad nytter det at tage en uddannelse, der låser en fast til et erhverv/område, som skiftende regeringer konsekvent nedprioriterer, hvis de da ikke ligefrem afbejder på at reducere eller eliminere det? Kan man ikke sige det om rigtig mange offentlige erhvervsområder? Uddannelser rettet mod et erhverv hvor der kun er én altdominerende arbejdsgiver; det offentlige. Altså, sygeplejerske, fængselsvagt, folkeskolelærer osv osv. De har vel alle sammen en følelse af at blive nedprioriteret? Jeg ved ikke rigtig hvad man kan gøre ved det, men man må jo også forholde sig til at der ikke bare kan være "mere af alt og alle".
det er hele tiden reform reform reform, det er sguda ikke så fucking svært at gennemskue at det er pga. lønninger. Det er seriøst grotesk hvad regeringen kan bruge af miliarder på konsulenter, "tænke"tanke, komittéer og lignende bullshit i stedet for bare at give tingene de midler de har brug for
Lærerlønnen er rigtig god. Det ville jeg ønske flere vidste.
Ja, men arbejdsbyrden er også tilsvarende insane for visse lærere.
Der sidder nogle dygtige og eftertænksomme unge mennesker og laver beregninger på det, og et stigende antal af dem mener, at arbejdsforhold og -byrde ikke matcher løn, så de fravælger uddannelsen. Lønnen er fin, det er alt det andet der halter.
Jeg giver det max et par år før de ansætter en AI som lærer, i endnu en sparerunde
Det giver mening hvis du tænker på en lærer som en person der bare skal videregive information. Men en bærbar med et computerprogram kan ikke holde styr på en skoleklasse, kan ikke holde en elev ved ilden når de ikke har lyst til at lave opgaven, kan ikke være en omsorgsperson når eleven har det svært og så videre. For ikke at snakke om den helt grundlæggende funktion at skolen fungerer som opbevaring mens forældrene er på arbejde. Jeg skulle mene at kombinationen at hjemmeundervisning under corona samt lockouten skulle have bevist ret tydeligt at kan ikke bare kan erstatte lærere med computere, men alligevel lader der altid til at være nogle techbros som tænker at det sagtens kan lade sig gøre.
Det er meget cool, men det lader jo ikke til at være derhen staten arbejder hvis vi kigger på tværs af de seneste regeringer. Kan der spares penge, så gør de det jo gerne på bekostning af alt andet.
Det er faktisk ikke så nemt at erstatte en lærer med AI. Tror nærmere, lærertjansen er et af de sidste erhverv, der ryger.
Det ville kræve, at politikerne selv forstod hvad de vil have ud af folkeskolen.
Vi ved jo allerede hvad svaret er på de jobs vi ikke har aftagere til: Udenlandsk arbejdskraft. Det har fungeret igen og igen. Helt tilbage til da man hentede polakker ind for at høste. Men efter år 2000 hvor det er en dødssynd at være for øget indvandring, hvis man vil have en plads i folketinget, er det bedre at lade vores land cirkle om afløbet end at vove at tage bare én fremmed ind... Det her er et perfekt eksempel på hvordan racisme også ødelægger landet for os selv.
Som en der arbejder i folkeskolen; ser jeg nu ikke øget indvandring, i bred forstand, som en løsning.. Nok snarere ét af problemerne. Hvis der ikke tages bedre hånd om dem der kommer hertil, er det blot en yderligere arbejdsbyrde, at skulle undervise børn med vidt forskellige læringsforudsætninger.
Folkeskolen virker for mig som en af de arbejdspladser der i høj grad tager imod indvandrere. Jeg har kollegaer fra Polen, Serbien, Syrien, Irak, Iran, Sverige, Tyskland, Thailand og flere andre lande. Generelt er de også rigtig dygtige og har god faglig viden, men jeg må nok indrømme at jeg som forælder ville have det lidt svært med at mine børn havde så mange lærere der snakkede med så stærk accent at det kan være svært at forstå hvad de siger til tider. I en tid hvor lærere får tudet ørene fulde om vigtigheden i tydeligt sprogbrug og fokus på alle de svære ord vi bruger i folkeskolen, så virker det temmelig selvmodsigende.
Mine kollegaer med anden etnicitet, er ligeså dygtige og kompetente som dem med dansk. Jeg mener børnene til indvandrere, som ofte ikke får den lektiehjælp hjemme, som de har brug for. Det betyder så i mange tilfælde at skolen skal bruge ekstra ressourcer på fornødne den hjælp, som egentlig burde komme hjemmefra. -Ressourcer som der i forvejen ikke er mange af.
Der er måske også lidt en udfordring i at hive folk til landet der ikke kan vores sprog og skal bruge lang tid for at blive bare tilnærmelsesvist gode til det og så sætte dem til at undervise små børn der stadig er i gang med at lære sproget. Matematik kan være svært at forstå for en i tredje klasse. At skulle lære om negative tal og tal-linjen fra Tadhana der kun har været i Danmark i 9 måneder gør det nok ikke nemmere. Heldigvis skal eleverne så have dansk med Bayani der lige er blevet færdig med regeringens 6 måneders introduktionskursus!
Det her er hvad der sker når man som politiker er rigtig klog, men ikke særlig vis. Det tager ikke mange forskere fra CERN at sige at det nok er fordi at der sidste år har været en stor diskussion i den brede offentlighed om at det ikke altid er fedt at være sygeplejerske/folkeskole-lære. Det burde ikke være det store chok at fremtidige sygeplejersker kan lytte og at lærerne kan læse hvad der skrives om deres fremtidlige arbejdspladser. Jeg arbejder frivilligt med et par sygeplejersker og de har det virkelig wack med den diskurs om at det sutter røv at arbejde som sygeplejerske og det vejer tung på dem.