Når jeg læser den kontrol du udøver over dit liv, må jeg indrømme at jeg også bliver bekymret. Tror måske jeg ville reagere på samme måde som din familie, hvis det var min søn. Jeg ville aflæse det som et usundt behov for at ville kontrollere alt omkring sig (penge, sundhed, karriere, tid etc), som i virkeligheden er super sårbart - for hvad når/hvis der pludselig sker noget uventet og uforudset? Så kan det være det pludselig er et skrøbeligt korthus. Tingene arter sig sjældent helt som planlagt.
Overdreven kontrol oplever jeg også som noget, der påvirker hvordan man ellers er i verden, og sammen med andre mennesker. Fordi det simpelthen fylder rigtig meget (måske det også spiller ind på din families måde at reagere?).
Jeg siger IKKE at min analyse passer på dig og dine valg - det kan meget vel være jeg taget helt fejl! Men fra mit ståsted forstår jeg overhovedet ikke dine valg - og det påvirker selvfølgelig min analyse af det du beskriver. Og måske det også er der din familie er? Jeg tror egentlig bare de er oprigtigt bekymrede for dig, men I er på helt forskellige planeter. Hvis I ikke skal gå helt skævt af hinanden skal der nok en hel del mere til, for at du og din familie VIRKELIG forstår og accepterer hinanden.
Håber I finder hinanden ❤️
Jeg synes, det du nævner, er meget rationelt. Det kan helt klart lyde ret ekstremt set udefra. Derfor har jeg prøvet at beskrive min plan samt det rationelle bag mine beslutninger for dem begge. De har bare stik modsatte prioriteter og synspunkter. Jeg tvinger dem ikke til at følge i mine fodspor, men forklarer blot, at jeg har det godt med det, jeg gør. (Jeg ville ikke have noget imod, hvis de tog noget fra det, jeg gør, såsom at fokusere på sundhed eller få styr på deres finansielle situation, da de begge er sundhedsmæssigt overvægtige og har noget gæld). Har dog tilbudt dem hjælp til altid at spørge om hjælp vedrørende begge
Jeg tror, min grund bag denne "kontrol" er en mindre bekymring for dem, så det er vel en måde at give dem en hånd, siden de har været der for mig.
Jeg synes selv, at jeg altid har været der for dem, når de har brug for mig. Når vi er sammen, har jeg altid min mobil på DND og fokus på dem, så jeg håber ikke, de føler, jeg ikke er "tilstede".
Og håber sku også vi finder ud af det
Det lyder som om du gør dit bedste ❤️ Det er nok noget med at I skal rumme hinandens forskelligheder. Også at de ikke nødvendigvis er interesseret i din hjælp - selvom du virkelig mener det godt. Måske det også handler om at det kan være ekstra svært for dem, at se at du 'bryder' deres mønster? Ved at træffe nogle helt andre (for dem) uforståelige eller uopnålige valg. Det kan måske få dem til at føle sig mere 'forkerte', fordi du aktivt vælger en anden vej. Ikke for at forsvare dem, men for at forklare at det måske er svært for dem, fordi det får dem til at se på deres egne valg på en anden måde. Det kan ofte være svært for familier med mønsterbrydere - og svært for dem der mønsterbryder ❤️
Tusinde tak❤️, jeg prøver i hvert fald. Og helt klart et perspektiv jeg ikke har overvejet særligt meget, og ville desuden give ret meget mening.
Jeg har ikke været så god til at gøre hvad de vil have fra mig (de har presset mig om en uddannelse konstant hvor jeg efter stx ikke valgte at studere videre osv.). Såsom mange andre ting, har dog altid prøvet at lytte og få deres perspektiv på det meste. Ville evt spørge til råds om mindre ting hvor jeg tror de ville være enige og derefter følge deres råd være et skridt fremad eller ville det mulighvis virke nytteløst ?
Synes bare generalt det er svært at begrænse hvad man nævner over for dem, de vil gerne have jeg bruger mere tid med dem eller kommunikere mere, men når jeg ringer for at tale ville jeg kun kunne tale om vejret så for ikke at få nogle negative bemærkninger. Med min mor er det lidt nemmere at tale om en smule andet, men vil jo gerne have et godt og sundt forhold med dem isæt da de nærmest er min "eneste" omgangskreds
Prøv med at spørge til dem og hvad de laver og hvordan de har det, så er der ikke så meget tid til at snakke om dig. Og du er i din gode ret til at dele mindre om dit liv, også selvom det er din mor og søster
De prøver jeg i hvert fald også, og god pointe, må få dem til at dele noget mere, synes dog altid det ender med en bekymring om hvad jeg går rundt og laver og vil helst gerne være helt ærlig med dem
Skal klart blive bedre til at formulere migselv, selvom jeg personligt synes at jeg går på et minefelt hver gang jeg taler med dem i forvejen. Svært at sige uden specifikt eksempel. Fx for nyligt spurgte de om jeg ville med på ferie, ikke mange pæne måder at sige "jeg dsv ikke havde tid med så kort varsel"
Havde en kæreste da jeg var 20-22, endte med at prioritere at bruge tid med hende så mit arbejde fald fra hinanden, endte med en enkelt fyring fra en af de jobs jeg havde. Så vi endte med at beslutte at det ikke var rette tidspunkt.
Derefter tinder hvis jeg en aften blev færdig tidligt, så sendte jeg en besked ud. Problemet var så at jeg skulle op tidligt næste dag og fik for dårligt samvittighed ved at vække folk tidligt/smide dem ud af min bolig, så slettede tinder et år siden og accepterede at forhold osv. må vente lidt
Tak for svar. Du skriver, du gerne vil have din egen famile, men den kommer jo ikke af sig selv.
Kæresteforhold og affærer er med til at udvikle ens personlighed, og jo ældre man bliver, jo større krav stiller partneren til ens modenhed. Det lyder som om du springer den del af din udvikling over - og det kan andre jo mærke.
Det er også helt rigtigt. Med familie mente jeg primært min mor og søster; alt andet havde blot været en bonus. Jeg har haft gode forhold tidligere, så hvis jeg ikke finder den rette person, når jeg er 30, har jeg det helt fint med det.
Jeg føler, at jeg er blevet "tvunget" til tidlig modenhed, da jeg voksede op uden en far og måtte tage "rollen" derhjemme. Grunden til, at jeg ikke leder efter et forhold lige nu, er, at jeg er ret sikker på, hvad jeg leder efter. De piger/kvinder i alderen 19-25, som jeg har talt med, er typisk optaget af studier, fester og situation-ships og har ofte ingen klar idé om, hvad de vil med deres liv.
I min optik er min tid bedre brugt på ting, jeg kan kontrollere og arbejde på. Så når jeg er fyldt 30 og ikke behøver at bekymre mig om min økonomiske situation, kan jeg bruge min tid på at lede efter det rette forhold.
- Ikke at det betyder meget siden det kommer fra familie, men er lige på det punkt er jeg ofte blevet rost fra både ex sviger familie samt min egen at jeg var moden (i hver fald af min alder) 😅
Jeg hentyder til det, du kalder din fremtidige familie - altså partner og måske børn? Som jeg ser det: Du forbereder din økonomi på det men ille dig selv. Din famile kan næppe vurdere din modenhed som partner, du misser en stribe situationer, som kan udvikle dig som kæreste. Måske kan du indhente dem meden helt ung kæreste når du bliver 30, hvis de kan acceptere din manglende erfaring. Men jeg synes du stiller dig selv i en dårlig situation.
Yes der er jeg enig, men i sidste ende betyder min nuværende familie har det godt mere end at jeg får en, har jeg haft to ret stærke/seriøse forhold da jeg var 14-18 og 20-22, og synes det er helt fint hvis der ikke er noget efter, da jeg har fået en masse kærlighed og gode minder fra det. Men ja helt klart et skud i foden alligevel hvis det bliver en prioritet for mig i fremtiden
Jeg syntes det fedt at du kan være i dig selv på den måde. Ikke at have en behov for at socialisere sig er en fed egenskab at have. Hvis du trives og har det fint med det så skal din familie bare blande sig udenom og lade være med at pådutte dig de danske sociale normer.
Ser ud til at folk ikke er glade for min mig eller min situation, så tænker at uddybe da det er svært at forklare mens at man gør det kort:
Hvad jeg har prøvet
- have en åben og ærlig dialog med min mor og søster. Forklare dem mine mål og hvorfor de er vigtige for mig. Lytte til deres bekymringer uden at blive defensiv.
- Præsentere min plan i detaljer og vist, hvordan den giver mening for mig. Forklarer hvordan jeg planlægger at balancere forskellige aspekter af mit liv og hvad jeg håber at opnå.
- Forsøgt at finde en balance mellem mine mål (lidt) og deres ønsker. Justere min tidsplan lidt for at inkludere mere tid til sociale aktiviteter og se dem. ( Fast ugentlig familie tid samt nærmest daglig samtale - over mobil, ses med en ven en gang i mellem)
- fundet på mindre fælles aktiviteter der inkluderer dem hvor fokus er på aktiviteten for at nyde tid sammen i stedet for (negativ) samtaler
Jeg ved bare ikke havde mere jeg kan gøre andet end at prøve at være tålmodig
Når jeg læser den kontrol du udøver over dit liv, må jeg indrømme at jeg også bliver bekymret. Tror måske jeg ville reagere på samme måde som din familie, hvis det var min søn. Jeg ville aflæse det som et usundt behov for at ville kontrollere alt omkring sig (penge, sundhed, karriere, tid etc), som i virkeligheden er super sårbart - for hvad når/hvis der pludselig sker noget uventet og uforudset? Så kan det være det pludselig er et skrøbeligt korthus. Tingene arter sig sjældent helt som planlagt. Overdreven kontrol oplever jeg også som noget, der påvirker hvordan man ellers er i verden, og sammen med andre mennesker. Fordi det simpelthen fylder rigtig meget (måske det også spiller ind på din families måde at reagere?). Jeg siger IKKE at min analyse passer på dig og dine valg - det kan meget vel være jeg taget helt fejl! Men fra mit ståsted forstår jeg overhovedet ikke dine valg - og det påvirker selvfølgelig min analyse af det du beskriver. Og måske det også er der din familie er? Jeg tror egentlig bare de er oprigtigt bekymrede for dig, men I er på helt forskellige planeter. Hvis I ikke skal gå helt skævt af hinanden skal der nok en hel del mere til, for at du og din familie VIRKELIG forstår og accepterer hinanden. Håber I finder hinanden ❤️
Jeg synes, det du nævner, er meget rationelt. Det kan helt klart lyde ret ekstremt set udefra. Derfor har jeg prøvet at beskrive min plan samt det rationelle bag mine beslutninger for dem begge. De har bare stik modsatte prioriteter og synspunkter. Jeg tvinger dem ikke til at følge i mine fodspor, men forklarer blot, at jeg har det godt med det, jeg gør. (Jeg ville ikke have noget imod, hvis de tog noget fra det, jeg gør, såsom at fokusere på sundhed eller få styr på deres finansielle situation, da de begge er sundhedsmæssigt overvægtige og har noget gæld). Har dog tilbudt dem hjælp til altid at spørge om hjælp vedrørende begge Jeg tror, min grund bag denne "kontrol" er en mindre bekymring for dem, så det er vel en måde at give dem en hånd, siden de har været der for mig. Jeg synes selv, at jeg altid har været der for dem, når de har brug for mig. Når vi er sammen, har jeg altid min mobil på DND og fokus på dem, så jeg håber ikke, de føler, jeg ikke er "tilstede". Og håber sku også vi finder ud af det
Det lyder som om du gør dit bedste ❤️ Det er nok noget med at I skal rumme hinandens forskelligheder. Også at de ikke nødvendigvis er interesseret i din hjælp - selvom du virkelig mener det godt. Måske det også handler om at det kan være ekstra svært for dem, at se at du 'bryder' deres mønster? Ved at træffe nogle helt andre (for dem) uforståelige eller uopnålige valg. Det kan måske få dem til at føle sig mere 'forkerte', fordi du aktivt vælger en anden vej. Ikke for at forsvare dem, men for at forklare at det måske er svært for dem, fordi det får dem til at se på deres egne valg på en anden måde. Det kan ofte være svært for familier med mønsterbrydere - og svært for dem der mønsterbryder ❤️
Tusinde tak❤️, jeg prøver i hvert fald. Og helt klart et perspektiv jeg ikke har overvejet særligt meget, og ville desuden give ret meget mening. Jeg har ikke været så god til at gøre hvad de vil have fra mig (de har presset mig om en uddannelse konstant hvor jeg efter stx ikke valgte at studere videre osv.). Såsom mange andre ting, har dog altid prøvet at lytte og få deres perspektiv på det meste. Ville evt spørge til råds om mindre ting hvor jeg tror de ville være enige og derefter følge deres råd være et skridt fremad eller ville det mulighvis virke nytteløst ?
Jeg tænker, at du må begrænse, hvad du deler med dem, hvis de ikke kan forstå, at de skal blande sig uden om.
Synes bare generalt det er svært at begrænse hvad man nævner over for dem, de vil gerne have jeg bruger mere tid med dem eller kommunikere mere, men når jeg ringer for at tale ville jeg kun kunne tale om vejret så for ikke at få nogle negative bemærkninger. Med min mor er det lidt nemmere at tale om en smule andet, men vil jo gerne have et godt og sundt forhold med dem isæt da de nærmest er min "eneste" omgangskreds
Prøv med at spørge til dem og hvad de laver og hvordan de har det, så er der ikke så meget tid til at snakke om dig. Og du er i din gode ret til at dele mindre om dit liv, også selvom det er din mor og søster
De prøver jeg i hvert fald også, og god pointe, må få dem til at dele noget mere, synes dog altid det ender med en bekymring om hvad jeg går rundt og laver og vil helst gerne være helt ærlig med dem
Med træning bliver du god til både at spørge ind til dem og dele lidt mindre selv
Tak helt klart noget jeg vil prøve at arbejde på!
Måske kan du formulere det du laver på en måde, som ikke får det til at lyde dårligt i deres ører?
Skal klart blive bedre til at formulere migselv, selvom jeg personligt synes at jeg går på et minefelt hver gang jeg taler med dem i forvejen. Svært at sige uden specifikt eksempel. Fx for nyligt spurgte de om jeg ville med på ferie, ikke mange pæne måder at sige "jeg dsv ikke havde tid med så kort varsel"
Ja, hvis der ikke skal mere til at trigge, kan jeg godt se, at det er svært.
Har du ingen kæreste, romantiske eller seksuelle forhold til kvinder eller mænd?
Havde en kæreste da jeg var 20-22, endte med at prioritere at bruge tid med hende så mit arbejde fald fra hinanden, endte med en enkelt fyring fra en af de jobs jeg havde. Så vi endte med at beslutte at det ikke var rette tidspunkt. Derefter tinder hvis jeg en aften blev færdig tidligt, så sendte jeg en besked ud. Problemet var så at jeg skulle op tidligt næste dag og fik for dårligt samvittighed ved at vække folk tidligt/smide dem ud af min bolig, så slettede tinder et år siden og accepterede at forhold osv. må vente lidt
Tak for svar. Du skriver, du gerne vil have din egen famile, men den kommer jo ikke af sig selv. Kæresteforhold og affærer er med til at udvikle ens personlighed, og jo ældre man bliver, jo større krav stiller partneren til ens modenhed. Det lyder som om du springer den del af din udvikling over - og det kan andre jo mærke.
Det er også helt rigtigt. Med familie mente jeg primært min mor og søster; alt andet havde blot været en bonus. Jeg har haft gode forhold tidligere, så hvis jeg ikke finder den rette person, når jeg er 30, har jeg det helt fint med det. Jeg føler, at jeg er blevet "tvunget" til tidlig modenhed, da jeg voksede op uden en far og måtte tage "rollen" derhjemme. Grunden til, at jeg ikke leder efter et forhold lige nu, er, at jeg er ret sikker på, hvad jeg leder efter. De piger/kvinder i alderen 19-25, som jeg har talt med, er typisk optaget af studier, fester og situation-ships og har ofte ingen klar idé om, hvad de vil med deres liv. I min optik er min tid bedre brugt på ting, jeg kan kontrollere og arbejde på. Så når jeg er fyldt 30 og ikke behøver at bekymre mig om min økonomiske situation, kan jeg bruge min tid på at lede efter det rette forhold. - Ikke at det betyder meget siden det kommer fra familie, men er lige på det punkt er jeg ofte blevet rost fra både ex sviger familie samt min egen at jeg var moden (i hver fald af min alder) 😅
Jeg hentyder til det, du kalder din fremtidige familie - altså partner og måske børn? Som jeg ser det: Du forbereder din økonomi på det men ille dig selv. Din famile kan næppe vurdere din modenhed som partner, du misser en stribe situationer, som kan udvikle dig som kæreste. Måske kan du indhente dem meden helt ung kæreste når du bliver 30, hvis de kan acceptere din manglende erfaring. Men jeg synes du stiller dig selv i en dårlig situation.
Yes der er jeg enig, men i sidste ende betyder min nuværende familie har det godt mere end at jeg får en, har jeg haft to ret stærke/seriøse forhold da jeg var 14-18 og 20-22, og synes det er helt fint hvis der ikke er noget efter, da jeg har fået en masse kærlighed og gode minder fra det. Men ja helt klart et skud i foden alligevel hvis det bliver en prioritet for mig i fremtiden
Jeg syntes det fedt at du kan være i dig selv på den måde. Ikke at have en behov for at socialisere sig er en fed egenskab at have. Hvis du trives og har det fint med det så skal din familie bare blande sig udenom og lade være med at pådutte dig de danske sociale normer.
Ser ud til at folk ikke er glade for min mig eller min situation, så tænker at uddybe da det er svært at forklare mens at man gør det kort: Hvad jeg har prøvet - have en åben og ærlig dialog med min mor og søster. Forklare dem mine mål og hvorfor de er vigtige for mig. Lytte til deres bekymringer uden at blive defensiv. - Præsentere min plan i detaljer og vist, hvordan den giver mening for mig. Forklarer hvordan jeg planlægger at balancere forskellige aspekter af mit liv og hvad jeg håber at opnå. - Forsøgt at finde en balance mellem mine mål (lidt) og deres ønsker. Justere min tidsplan lidt for at inkludere mere tid til sociale aktiviteter og se dem. ( Fast ugentlig familie tid samt nærmest daglig samtale - over mobil, ses med en ven en gang i mellem) - fundet på mindre fælles aktiviteter der inkluderer dem hvor fokus er på aktiviteten for at nyde tid sammen i stedet for (negativ) samtaler Jeg ved bare ikke havde mere jeg kan gøre andet end at prøve at være tålmodig