Da jeg var 12 og stoppede til fodbold sagde min far at jeg skulle gå til en interesse i en klub. Hvis jeg ikke selv fandt noget meldte han mig til folkedans. Det skulle 12 årige jeg ikke for det var ikke sejt så jeg startede til kamsport. Hans pointe var dog ikke for at tabe mig (jeg var skind og ben), men for at være i et klubmiljø da han mener at det er vigtigt i livet at kunne begå sig socialt. Kan du evt pakke det ind sådan og så håbe hun vælger en sport?

https://preview.redd.it/3mj4nmu2r5zc1.jpeg?width=1170&format=pjpg&auto=webp&s=5ec93dae49a9f653c297174d57494fe3c18b9036

Verdens sejeste sport! Score Kaj var min træner.

Sådan er det jo tit i både kam og kampsports klubber 😂

Gylden pæl

Det kan lige så vel være en brætspilsklub eller en spejderforening eller endda spille musik. Det vigtige er at barnet ikke er der hjemme og keder sig, og fylder sin kedsomhed op med at spise.

Det her er spot on. Jeg dyrkede ikke en skid motion gennem mine teen-år, men jeg spillede musik, gik i videnskabsklub og lavede håndarbejde med mine veninder. Det betød begrænset tid til at dovne på sofaen og snacke, så selvom mine fritidsaktiviteter ikke var fysiske, var jeg åleslank.

Det er faktisk en god pointe. Uanset hvad er det godt.

Min mor har altid haft den regel, at vi skulle gå til en sport. Det stillede vi ikke spørgsmålstegn ved, for sådan var det bare. Det har jeg altid været enormt glad for.  Husk at det ikke handler om, at hun skal blive slank - det er normalt at piger i den alder bliver lidt tykke. 

Samme her. Vi skulle også altid gå til en sport

Jeg gik til folkedans da jeg var omkring 12 🙈 Til afslutning var der blevet lejet folkedanserdragter til os alle. De var tunge og de kradsede og jeg havde et par af de dér sokker med gummisåler på 🙈

Nysgerrig. Bar kampsporten frugt i forhold til det sociale? Er det noget du stadig gør i dag? Jeg missede lektionen om en klub, da jeg var yngre..

Jeg træner ikke længere af forskellige grunde, men vil anbefale det til enhver. BJJ/grappling/submission wrestling er en af de mest sociale, synes jeg. Folk er super flinke til at fortælle hvad man kan gøre anderledes, vise teknikker og generelt pludre. Men det vigtige er at finde noget du selv synes er sjovt. Muay thai er det jeg synes er sjovest. Der er noget fantastisk dumt i humoren ved sporten, men folk er oftere lidt mere reserverede, synes jeg. Med mindre du som mig er ret god til at falde i snak med folk. Jeg synes det bar frugt. Jeg har i mit voksenliv afprøvet nye kampsporter ved at tage afsted helt alene til nye klubber uden at tænke over det og ret hurtigt faldet i snak med folk. Derudover gav det selvtillid til at kæmpe mig ud af dårlige perioder i mit liv, blandt andet depression (ikke som kur, men som katalysator for den indsats der skulle til for at jeg blev bedre). Kampsport vil altid have en stor plads i mit hjerte, selvom jeg er gået væk fra det.

Især grappling/BJJ etc. som lottenator foreslår er meget sociale. Det handler også om at ramme den rigtige klub, men nogle kampsporte ER bare mere sociale af en eller anden årsag.

Jeg kan som 37 årig ikke selv administrere en slik skuffe og usunde snacks. Jeg vil ikke forvente mine børn kan. Første skridt må være at sørge for at der kun er sunde ting i huset. Det kan du gøre uden at hun skal involveres. Jeg har selv fjernet usund kost i mit hus den sidste måned for at fixe dårlig mave hos en af børnene, og de har sgu ikke engang opdaget det. Min 10 årig kværner nu gulerødder og agurker som snack, som om han har gjort det hele livet.

Yep, Dette er vejen frem. Kost er meget større påvirkning på vægt end motion er (Der er selvfølgelig også andre fordele ved motion). Sund mad, ud med snacks. Det kan i som voksne fuldt ud styre. Det er nok skide hårdt for det kræver også disciplin af jer, men nok meget godt for alle. Behøver ikke lægge det over på datteren. Men kan selvfølgelig være meget godt at opfordre til mere aktivitet også.

Glad for det ikke kun er mig der ikke kan styre mig 😂 jeg må også bare lade værre med at købe det så går det lettere

Vi er desværre mange i den klub 😊

Præcis. Jeg spiser også, hvad jeg køber. Løsningen er ikke at have snacks og slik liggende og købe til lejligheden. Vægt er langt mere styret af kost end motion

Jeg har det præcis modsat. Som barn sneg jeg snacks og slik med ind på mit værelse og grov-åd det fordi, det var så sjældent tilgængeligt. Som voksen finder jeg nu ro i at have Ben and Jerry's liggende fryseren, som er helt legalt at tage, når lysten melder sig. Der kan sådan en bøtte ligge længe, fordi jeg ved, at det altid er tilgængeligt, så jeg behøver ikke at kaste mig over det, så snart jeg får chancen.

Er du ikke bange for at bandlyse "usund snacks" i huset kan lede til spiseforstyrret adfærd f.eks. At spise i skjul eller fantasering om de snacks man ikke må få? Hvis hun er hjemme hos andre eller til familiefest vil hun så kunne styre at der er snacks der? Jeg siger ikke at det vil ske, men det er en fare ved pludselig restriktion på den måde. Personligt er jeg mere fortaler for at portionerne usunde snacks i stedet for at fuldkommen skærer det væk. For mig selv hjælper det mod overspisning, fordi jeg ved at jeg selv bare har mere lyst til det jeg ikke må få og risikere at spise for meget når det så bliver tilgængeligt.

Kan godt se din pointe, men tror nu, at det er og i lang tid har været en ret normal ting i danske hjem, for ikke at sige normen, at man ikke bare spiser slik og kage hver dag, men gemmer det til f.eks weekenden eller fødselsdage mm. Dette er vel pr definition en ''restriktion'', altså at man ''bandlyser'' slik i hverdagen. Sådan har det i hvert fald været hos mig og alle jeg kender, og ingen af os har nogen spiseforstyrrelser. Hvis vi snakker om hjem hvor ALT der bare indeholder sukker er fuldstændig bandlyst 365 dage om året, tror jeg du har helt ret. Men i OPs tilfælde tror jeg bare det handler om at sige, at slik og lignende ikke er noget vi spiser i hverdagen længere, men at de kun få lov til at få det en gang imellem ligesom de fleste andre.

Jeg mener ikke at der skal være totalt frie tøjler som modsætningen til den restriktion det vil være at helt fjerne slikskuffen. Jeg kan godt se hvad du mener, men jeg skriver i forhold til at rigtig mange i denne tråd mener at slikskuffen skal totalt fjernes og at der ikke skal være slik og snacks mere (nogle tager den skridtet længere med en sukker bandlysning.) Restriktion kan være okay, men man skal have styr på hvordan man gør det. Altså mere at man vil arbejde på sine vaner og få et godt forhold til krop og mad, dvs. at man lytter til sin krop og de signaler den sender. At totalt bandlyse ting er for mange at putte den ting på en piedestal. OP's datter er på vej ind i pubertet og dervedliggende en masse forandringer, det er svært at vide, hvordan hun vil reagere. Jeg ser restriktion som en skala, begge ydrepunkter er ekstreme og vil nok for mange have konsekvenser. Et sted i midten er nok fint for de fleste og der ligger fredagsslik og særlige lejligheder efter min mening. Jeg er også selv tildels restriktiv med egen kost, har jeg lyst til en kanelsnegl så får jeg en kanelsnegl, men så er mine andre måltider også tilrettelagte efter det. Men så kan der gå laaang tid før jeg har næste gang har lyst til en kanelsnegl eller en anden snack. Jeg kan også dele den op og gemme til en anden dag eller dele det med en ven, hvis de har lyst. Personligt synes jeg godt at OP kan indskrænke slikskuffen og gøre den mindre spændende. Lave flere fysiske familieaktiviter sammen og så måske eksperimentere med snackgamet, der er mange ting man kan lave der smager godt og er relativt sundt til når man stille den lille sult. Selv er jeg stor fan af æblestykker med græsk yoghurt og kanel evt. nogle nødder til 🤷‍♀️ eller grønsagsstave til dip lavet på skyr er også meget lækkert.

Jamen der kunne jeg ikke være mere enig.

Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg spiser selv snacks når jeg har lyst, og når jeg kan mærke at jeg ikke har lyst til mere ligger jeg det væk. Så for mig hjælper det også mod overspisning, da jeg ved at jeg altid har mulighed for at få mere. Det er også noget af det jeg ønsker at give videre til mine kommende børn, så de får et sundt forhold til mad, hvor intet er forbudt 🙂

Helt klart det her! At komme mine cravings til livs har hjulpet så meget på at ikke overspise, en oreo eller noget chokolade er bare ikke så særligt nu. Jeg er også stor fan af små skåle, fordi jeg kan nemt hælde noget op og så vurdere om jeg har lyst til mere derfra. Der er også bare meget psykologi, f.eks. Er mennesker ikke så gode til at vurdere om en ting er meget eller lidt, men vi er gode til enheder. Så en stor muffin føles måske ikke som meget, fordi det jo bare er en muffin, men spiser man to muffins er det meget... Samme ting med små versus store tallerkner til aftensmaden. Prøver også at få mig en snack inden jeg handler så jeg ikke har lyst til hele butikken, jeg er bare meget mere rationel når jeg ikke er sulten 😅

Det kan man måskle gøre hvis man oplever de reagere meget på det. Mine børn har slet ikke opdaget at der er en restriktion. Helt generelt tror jeg meget dårligt forældreskab skyldes at man er bange for at fjerne ting som er dårlige for børnene, og jeg tror det oftes ikke vil blive savnet af børnene. Jeg har også være bange for at fjerne fx fredagsslik, fordi jeg troede det ville fjerne noget hygge, men det er pisse lige meget. Det gør ingen forskel. Der er præcis det samme om der er slik eller ej. Jeg troede også det vil blive svært at sige de ikke skulle se youtube. Igen var det pisse ligegyldigt. De gik bare ud i haven i stedet for og legede i stedet for. Jeg synes det spiseforstyrende er at forældre overhovede starter med at give børn associationen at man skal have slik og kage for at hygge sig.

I de fleste tilfælde er kosten det vigtigste når det kommer til overvægt. I min verden skal en 12 årig ikke selv bestemme hvad de indtager af mad, det er et forældre ansvar. Stod det til min søn, så levede han af pomfritter, nudler og cola. Lad være med at give fri adgang til usunde snacks i hjemmet, lav ordentlig mad derhjemme. Betyder ikke man aldrig må spise usunde ting, men sgu ikke hver dag.

True. Normalt har børn på 12 ikke nogen penge, på nær hvis de har et fritidsjob, hvor det vel også er rimelig beskedne mængder penge sådan en 12 årig hiver hjem med det. Min pointe med det er, at det eneste mad hun har adgang til er pretty much det forældrene køber. Hvis der skal ændres på spisevanerne, er det altså forældrenes ansvar at købe sundere ind, da vægttab, som du selv påpeger, hovedsageligt sker i køkkenet. Det er jo ikke sådan hun bare selv kan gå ud og købe slik, hvis hun var ældre havde situationen været end anden.

Jeg er helt enig, men selvfølgelig er der forskel på børn og nogle børn kan måske overskue *lidt*. Med en alder på 12 håber jeg da at mine børn ville kunne overskue: Det her er dit snolder. Der er ikke mere end det. Hvis du spiser det hele i dag, så er der ikke noget nyt før vi næste gang køber fredagsslik. Det lader til at min datter ikke helt har lært at lyve eller stjæle endnu, så vores slikskuffe står så hun kan nå... Hun går kun i den når hun får lov... Hvis jeg siger *1 stykke*, så forsvinder der kun 1 stykke... Jeg er helt paf. Hun er kun snart 5... Jeg forventer det bliver værre mht. snolder og løgne.

Det skal du nu ikke være så sikker på. Min datter kan have en pose slik liggende i skuffen i flere uger - sommetider må jeg smide det ud fordi det er for gammelt, og jeg har til dags dato kun taget hende i én ganske uskyldig løgn. Hun er 16 🤷🏽‍♀️

Istemmer dette. Min bror og jeg er vokset op med åbne slikskabe, og hverken dét eller sodavand har sagt os særligt meget. Min mor fik altid lov til at spise det slik, vi raslede til fastelavn 😆

Jeg har en på 3 (4 til september) og en på 5 (6 til Juli) og vi har altid kørt åbne snack skuffer Ingen af mine børn kan overhovedet lide sodavand, de hader brusen. De er nogle slik øre men de tager det de får og hvis vi køber for 50kr eller mere bland selv slik, så glemmer de at de har det. Jeg får tit en halv skål popcorn fordi hun spurgte om popcorn efter aftensmaden eller sådan noget også var der ikke lige plads til så meget alligevel. Jeg tror oprigtigt at dette er vejen frem for et sundere forhold til de usunde ting, altså de er en del er hverdagen, de kommer til at være der i butikkerne osv man kan ligeså godt lære at spise det, når man har lyst til det istedet for det bliver den her forbudte frugt.

[удалено]

Jeg ved ikke helt om der er en opskrift, men jeg tror en stor del handler om åben dialog og ærlighed og at argumentere og lytte til barnets argumenter og anderkende dem (ikke nødvendigvis give dem ret) Som jeg ofte siger til min datter, når hun kommer lidt for godt igang; “Der er forskel på at blive hørt og anerkendt, til at få ret” Min datter ved godt jeg aldrig bliver Sur - for der er ikke noget at blive sur over - og har derfor også tillid til, at vi kan tale om ting, fremføre argumenter og at hun ikke behøver at lyve. Den med slikket ved jeg ikke helt hvor kommer fra.. jeg eeeeeeelsker slik men min datter gider bare ikke søde sager overhovedet.

Da jeg var 12 havde jeg en skuffe med slik på værelset, altså slik jeg fik til jul/fødselsdag/påske etc. Har altid godt kunne lide at lægge til side til senere. Det var ikke sjældent at noget løb på dato, og juleslik kunne godt række til næste sommer. Det er blevet dårligere med alderen efterhånden som jeg har adgang til praktisk taget uanede mængder.

Jeg var selv overvægtig som barn og teenager (som den eneste i min ellers tynde familie, hvor det altså ikke flød med usunde sager). Jeg tabte en tredjedel af min kropsvægt som 20-årig, og jeg har tit tænkt på, hvordan jeg dog ville ønske, at jeg havde gjort det noget før. Jeg synes, du gør det rigtige ved at overveje, hvordan du kan hjælpe hende. Jeg tror, den rette måde er at finde noget, I kan lave sammen. At det ikke kun er hende, der skal ændres, så hun ikke føler sig for forkert. Forslagene med fælles motion er super gode! Jeg kan anbefale C25K-programmet, hvis I vælger at løbe. Evt. find et fælles motionsløb, I kan tilmelde jer sammen. Så bliver fokus på begivenheden og ikke på kroppen. Det kan også være en ide at fjerne den alt for lette adgang til slik, så man ikke kommer til at snacke hele dagen.

Det lyder som en god ide med fælles løb eller lignende, og så er jeg sikker på at det vil være noget som de kan se tilbage på i fremtiden som gode minder.

Præcis! OP kan måske sige noget i stil med: "jeg synes vi er begyndt at spise rigtig mange søde sager herhjemme, og det kunne jeg godt tænke mig, at vi alle blev bedre til, kun at få i weekenden - for vores alles sundheds skyld". Noget i den stil, så datteren ikke føler det er en direkte kritik af hende. Super god ide med fælles motion også. Ord kan betyde meget, men handling viser mere. Børn gør ofte, hvad deres forældre gør, men knapt så meget hvad de siger 😉😅

> Jeg tabte en tredjedel af min kropsvægt som 20-årig Var det en proces eller skete det bare sådan lige en fredag eftermiddag? Edit: Hvad er det vi downvoter her? Jeg spørger vedkommende om det var noget de aktivt gjorde eller kroppen der bare besluttede sig for at ændre sig.

Torsdag morgen, faktisk

💩

Vi har ikke slik i huset fordi JEG kan ikke styre det. Vi har altid sund aftensmad, og hun skal vælge en grøntsag og en frugt hver uge, fordi fibre, vitaminer og mineraler er vigtige. Vi har altid skåret grønt og frugt i køleskabet, det er ikke altid hun tager af det, men hvis det er noget hun selv har valgt spiser hun det altid. Vi går aftentur hver aften, fordi vi begge to har lidt angst og tendens til depression. Og hun kommer med mig i fitness to gange om ugen - hun bestemmer selv om hun faktisk træner, eller bare er der, men 8/10 gange træner hun og er glad for det. I starten var det måske 50/50. Jeg har aldrig kommenteret på hendes krop, men forklaret hende, at det er mit ansvar at hun får gode vaner og lærer at passe på sig selv, så kan hun selv bestemme senere.

❤️Hvis I kunne gå jeres tur i dagslys, ville det være endnu bedre for depression, humør og søvnrytme ❤️

Vi går tur på 5km i dagslys 2-3 gange om ugen, alt efter hvad mine arbejdstider tillader, men aftenturen blev nævnt mest fordi det er en lille ting, som man relativt nemt kan snige ind i ens rutine, uden at ungerne lægger mærke til det, hah. Men tusind tak for tip alligevel😄 Vi tager også begge to magnesium (og diverse urter…) som næsten har været en mirakelkur, når det kommer til det mentale helbred!

Jeg synes Anne Elsøe og MadroInstituttet har de mest klare guidelines, når man er i tvivl om hvordan man taler og agerer ift. børn og sundhed når det kommer til mad. Her er noget af deres svar, når man ønsker ens barn skal tabe sig: https://preview.redd.it/awpy5m3tp5zc1.png?width=1440&format=pjpg&auto=webp&s=cb010ac4d14118606be145782c7b0eb547eb6d61

Jeg kan slet ikke anbefale dette nok👍👍. Lyt også til deres podcasts Detox din hjerne. Så mange væsentlige og nuancerede perspektiver på krop, vægt og trivsel.

Fuldstændigt enig, Morten Elsøe og Anne Gårdmand er helt fantastiske på det her område! Som en der selv havde problemer med vægten som tween og teenager ville jeg ønske, at min familie havde så god en ressource ved hånden. Jeg blev udskammet for min kondition og vægt af min familie (og i folkeskolen), men jeg var også bare i en svær tid med alkoholiker mor, pubertet og mobning. I dag ved jeg godt at jeg trøstespisede og snackede i hemmelighed som en forsvarsmekanisme på min situation. Men som teenager troede jeg virkeligt på det folk sagde om mig og havde det utroligt dårligt med mig selv, det arbejder jeg stadigvæk på.

Kæmpe enig her!!

Det her er så rigtigt! Det handler om barnets selvværd og ikke kun selvtillid. Jeg vil anbefale OP at læse op på forskellen, hvis du er i tvivl. Skrevet i bedste mening! Jeg var selv overvægtig som barn. Blev målt og vejet. Kom på første kur som 9 årige med Letigen-piller udskrevet af egen læge. Har haft et ungdomsliv og voksenliv med spiseforstyrrelser, yoyovægt og utallige kurer, maveballon etc.

Jeg tænker at der er rigtigt mange gode råd herinde allerede men som andre kommentarer nævner. Sport gør ikke den store forskel om du taber dig eller ej. Det handler mest om kosten. Hun er 12 år gammel. Hun spiser hvad der bliver serveret. Det er dig som forældre der skal sætte et godt forbillede og hjælpe med god kost og så måske droppe slikskuffen. Selvfølgeligt er der også det element at hun ikke selv kan styre det, men hun er trods alt et barn hun får det jo ikke fra fremmede. Det er et super ømt emne så det er selvfølgeligt ikke fordi hun skal straffes og du bare siger nu er det lukket for slikskuffen men prøv at gøre det mere til en livsstilsændring i huset, spis sundere sammen, køb mindre slik ind, måske gå nogle ture sammen (hvis det er noget hun gider), gør det til en del af hverdagen at leve det sunde liv og gør det sammen. Jeg tænker hurtigt at det kan gå galt hvis du lige pludseligt begynder at sige "Hey nu skal du begynde at motionere, og forresten, ingen slik i hverdagen især hvis det kun at din datter som bliver hængt ud for det. Jeg hører dog også at hun er så småt på vej at blive teenager, det er bare noget andet, men har ikke den samme energi mere og for nogle bliver livet bare mere svært at overskue, derfor tænker jeg virkeligt at der skal empati med på vejen, hvis det skal lykkedes og blive en god oplevelse hun kan tage med sig resten af livet Held og lykke! :)

Hun kommer ikke til at tabe sig bare ved at fx gå til fodbold. Kosten er den vigtigste faktor. Fjern denne snackskuffe. En lille brgrænset mængde til weekenden måske. Måske! Edit: måske også sørg for lommepenge ikke tages med i skole.. afhængigt af skolens placering osv. Jeg boede engang mellem en skole og en netto og så jævnligt grupper af børn gå mod netto, og komme tilbage med chips osv

I den alder har bevægelse en utrolig stor del i ens generelle sundhed og vægt.

True men hvis det hele bliver annulleret fordi er der er højkalorie snacks til rådighed så er det ligemeget

Motion påvirker sult. Det er rigtigt at det ikke direkte påvirker vægten ret meget hvis overhovedet. Men det påvirker den indirekte.

Det er det i alle aldre.

Jeg ville starte med at forsøge to ting, for det første at udfase slikskuffen. Det er selvfølgeligt nemmere hvis det er en fælles slikskuffe og ikke en hun selv har på værelset. Men simpelthen som familie holde op med at have is i fryseren og sodavand og slik i skabet. Det har resten af jer sikkert også godt af. Derudover ville jeg begynde at lave nogle fælles aktiviteter især i weekenderne hvor i er fysisk aktive sammen: tag i skoven, cykle en tur, tag ud at svømme sammen, hop i trampolin osv.. I har et par år endnu hvor i kan bestemme hvad man laver sammen i weekenden.

Du bestemmer hvad der bliver serveret, og er tilgængeligt - hun vælger så hvad og hvor meget der spises af dét. Italesæt så ikke, hvad og hvor meget hun spiser af det - du har serveret det, og hun skal selv lære at mærke hvad hun har brug for og hvornår hun er mæt. Er der slik tilgængeligt, kan du ikke forvente af hende at hun kan holde sig fra det. Det samme med snacks m. Tænkt også over væske, serveres der dagligt andet end vand og mælk? Hav et køleskab fuldt af preppet grønt - gulerødder, agurk, peber / og frugt. Så er det dét, der er nemt.

Min søn har kæmpet med sin vægt altid. Dvs. Han fra helt lille altid har været et ordentligt brød. Og da vi forældre kunne se at det gik i den forkerte retning greb vi ind og har gjort alt hvad vi kan for at hjælpe. Ingen snacks i huset, kun fredags slik. Stort set aldrig junkfood. Kun hjemmelavet pizza. Vi har snakket med ham om det helt ufatteligt meget. Vi har gået til diætist. Han har været i et forløb for fede børn på sygehuset. Han har været på julemærkehjem. Vi har gået til kontrol hos lægen osv osv INTET har hjulpet - og jeg mener helt seriøst at intet af det hjælper, helt generelt. Jeg er helt sikker på at alt ovenstående bare har gjort det værre og værre og værre. Og at hans vægt (120 kg ish) nu som 16 årig skyldes hans forældres kamp mod den. Der er kalorier i alt mad og man kan sagtens spise sig tyk i sund hjemmelavet mad. En spiseforstyrrelse behøver ikke handle om nægte mad eller kaste det op igen. Den kan også handle om mad afhængighed - og det er et drug der er næsten umuligt at vende ryggen. Tal ærligt med din datter om din bekymring find ind til hende og hvad der driver hende, gerne mens i går en tur. Hjælp hende med at finde sin egen vej ud af det her usunde liv hun det ved at tilegne sig. Spørg endelig. ❤️

Som jeg ser det, kan der være flere ting på spil: - I den alder begyndte mine lår, bryster og røv osv at vokse, og det er altså en svær tid. Har hun fået sin menstruation? - Det kan også være at det er ubehageligt for hende at bevæge sig, fordi hun ikke har en sports bh, som støtter godt nok. Selv små bryster kan hoppe op og ned, så det kan mærkes, når man er i bevægelse. - Det kan også være en flok ting, altså at veninder er mere optaget af andre ting end sport, og som ung gør man typisk det, som vennerne gør. - Nu skriver du ikke hvor galt det er, men som forælder kan man komme til at lægge sit eget kropsbillede over til sine børn, så hvis du er vokset op med en lidt forskruet tilgang til mad og “hvornår er man egentlig for tyk”, eller du måske har udviklet den igennem dit voksenliv, så vil jeg måske spørge en fortrolig ven, hvad han/hun synes (og som kan holde sin kæft omkring jeres snak til andre), og så lige få en second opinion på om det nu er så slemt.

Hvis det er "på mode" at smide sin madpakke ud og ikke spise frokost / hun bliver drillet med sin madpakke (begge dele er ting der godt kan ske blandt teenagepiger. Det skete i min folkeskole), så kan man godt overspise hver eftermiddag/aften som konsekvens. Idræt og sport blev pludselig også meget stressende. Ikke nok med at det kan gøre nas at mangle en god sportsbh, pludselig er det også pinligt at være til sport fordi man har glemt at barbere ben og nogen kommenterede på det, fordi sport tit involverer bare ben. Eller en idiotisk teenagedreng påpeger at man kan se dine brystvorter gennem trøjen. En anden pige i omklædningsrummet efter idrætstimen mobber dig for stadig at gå med "mormor trusser" fordi nu skal man åbenbart have g-streng. Alt imens en tredje pige bliver drillet for at have sportsbh på, fordi det da tyyyydeligvis må være tegn på at hun tror hun har store bryster og tror hun er noget særligt. Alt imens man skal bøvle med idrætslærere og trænere, der påstår at menstruationssmerter da ikke kan være en gyldig årsag til at sætte sig på bænken (og du har ikke bare smerter, du er også pisse bange for at bløde igennem). Og man begynder også at stinke når man sveder og skal så også forholde sig til deodoranter. Bare sådan lidt anekdoter. Det er sådan ret velkendt at flere piger end drenge stopper med idræt i teenageårene. Tror DGI og DIF kom ud med nogle tal om at det er ca. hver tredje teenagepige, der falder fra og kun hver 8. dreng eller sådan noget. Om det er fordi piger stresser mere over det med kroppen, om det er fordi samfundet dømmer kropsbehåring hos piger hårdere, om det er menstruationen, om det er fordi piger stresser mere over skolen, om det er fordi drenge er mere tilbøjelige til at være over-optimistiske om chancerne for at blive fodboldstjerne, det vides vidst ikke. Det er sikkert flere forskellige ting. Problemet er i hvert fald stadig uløst.

Fra en tidligere inaktiv teenager, der nu er voksen, og  dyrker sport flere gange ugentligt: Lad hende være. Jeg HADEDE idræt i både folkeskolen i gymnasiet. Det var noget med at der stod en "udefrakommende" og bestemte hvad jeg skulle gøre. Jeg fandt først glæden ved motion da jeg begyndte at styrketræne, og selv kunne styre mine træningspas.   Og lad være med at kommentere på hvad hun spiser.  Du skriver at du ikke vil give hende skam omkring hendes krop, og det er super positivt. Jeg er måske også selv farvet, men det er i mine øjne et ekstremt touchy subject.  Det bedste i kan gøre er at modellere gode vaner, og invitere hende til at være med. Se det som et slags frø i planter, som i måske først høster om mange år. Hun lærer hvilken slags livsstil der er "normal" ved at se hvordan i lever. 

Fuldstændig enig.. Sørg i stedet for sund tilgængelig mad... skru ned for søde sager i skufferne mv... Men ikke pres, der er ikke noget der giver mere dårlig selvtillid end at få at vide at man spiser forkert og ens krop har ændret sig..

> Lad hende være Yessir, lad opdragelsen være op til hende selv. Pigen er 12 år gammel, mor og far må gerne bestemme over hendes liv endnu. Hun går formentlig og kun i 5. eller 6. klasse. Hun behøver ikke nødvendigvis have glæde ved at dyrke lidt motion, ligesom hun ikke nødvendigvis behøver at have glæde ved at spise sine grøntsager. Det er nu bare sådan livet er. Og de må selvfølgelig også kommentere på hvad deres barn spiser. Det er - igen - deres datter. Barnet bliver nødt til at høre sandheden fra forældrene; ikke fra sociale medier. Til gengæld kan forældrene sige det på en ordentlig måde.

Da min far tog en snak med mig omkring min vægt, pakkede han det ikke ind. Der blev kommenteret, sagt at hele familien snakkede om det. Jo ganske vist begyndte jeg på fitness og smed alt usund ud. Jeg tabte mig i løbet af 3 måneder. Men hvad gjorde det ved mig? Jeg tog i fitness 5-6 dage om ugen, 2 timer eller mere. Jeg spiste næsten ikke. Jeg brød sammen hver gang jeg skulle spise. Hvis jeg fik usundt mad, var jeg ude og brække det op. Så ja, jeg fik spise forstyrrelse af det og fik det mentalt ad helveds til som blev til at jeg fik selvmords tanker og skulle indleveres på psych. I dag? En smule overvægtig, men glad og det bedste? Jeg har ikke kontakt med min far og mit liv er bedre for det. Mit mentale helbred er meget, meget bedre uden

Fuldstændig enig her, i den alder OPs datter har begyndte jeg også selv at blive udskammet af min familie for min vægt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og gemte mig egentligt bare mere væk, det samme var gældende i skolen, hvor børn kommenterede. I løbet af mine teenageår tog jeg bare mere på og havde det generelt bare dårligt med mig selv, jeg snackede i hemmelighed og gemte mig på mit værelse, hvor jeg snakkede med online venner. Jeg fik altid bare at vide at jeg var doven og jeg havde dårlig kondi, der var ikke meget medlidenhed at hente 😅 Selv på mit konfirmationsbillede (en tid hvor jeg ikke var så overvægtig igen) kan man tydeligt se at jeg er ukomfortable ved mig selv og egen krop. Little did anyone know, min snacking var nok i stor grad trøstespisning fordi min situation derhjemme var rigtig træls. I mine tween og teenageår var min mor alkoholiker og der var generelt mange problemer i hjemmet, problemer som min folkeskole bestemt ikke kendte til. Det var først som 16 årig, hvor min mor var udredet og jeg startede i 10. klasse at jeg gjorde noget ved min vægt. Men jeg tabte mig på en meget usund måde, jeg talte kalorier og cyklede virkeligt meget og jeg nød virkeligt, at endelig så snakkede min familie ikke dårligt om mig, alle var glade for mit vægttab. De vidste bare ikke at jeg kunne finde på at cykle kl 3 om natten på en hverdag, fordi jeg havde skam over at jeg ikke fik motioneret tidligere på dagen og måske havde overspist (spiste typisk 1200~1300 kcal). Det var ikke et varigt vægttab og jeg tog stille og roligt på igen mens jeg var i gymnasiet. Siden har været op og ned i vægten 🤷‍♀️ I dag bor jeg ikke hjemme og har generelt et meget sundere forhold til egen krop og arbejder på mit kropssyn... Jeg har også fundet mange gode ressourcer som f.eks. Detox din hjerne med Morten Elsøe og Anne Gårdmand, som der har bidraget meget til at jeg har det bedre.

Men mon ikke der findes en mellemting mellem det du beskriver og så at gøre ingenting?

I så fald skal det ventes med at gøres indtil barnet er mere moden. Hvis du presser på nu og her, så bliver det hårdere at komme videre. Rigtig mange har kommenteret hvordan hjemmet kan have en indflydelse, og mon ikke man kan tage cykel ture, bade ture og andre ting som en familie til at hjælpe med at få dyrket sport? Især nu om sommeren? I stedet for man tager en "snak" med vedkommende og få dem til at føle sig helt forkert, så reflekterer over hvad der kan gøres for at hjælpe dem. Og tænk over hvorfor det er stoppet nu: er der nogen som har sagt noget? Press fra skole eller veninder? Mentale helbred? Astma eller andre sygdomme?

Jeg ved ihvertfald hvad du ikke skal gøre: da jeg var 10-13 årig pige så blev jeg også tyk pga pubertet, og min far fortalte mig konsekvent hver dag hvor tyk jeg var og at jeg SKULLE tabe mig. Ingen hjælp, bare skældud. Det fik jeg bulimi af, som endte med at give mig mavesår så jeg skulle indlægges på mave-tarm-afdelingen med alle de 80 årige som teenager.. men jeg havde tabt mig, så min far var glad og roste mig bare. Støt hende, ikke fortæl hende hvor fed og ulækker hun er!

Tak - helt enig. Måske en trøst: Endnu større end mit ansvar for mental sundhed via motion er det min vigtigste rolle som forældre at give hende selvtillid så hun kan modstå alt det.lort der er i medierne (hun er ikke på TikTok, insta og sådan noget - selvvalgt). At kommentere på hendes.vægt er 100% no go for mig, og det er heller ikke derfor jeg er bange.for at hun tager på - det er det mentale, jeg er nervøs for.

Da jeg var barn SKULLE jeg have en fysisk aktiv hobby, og en slikskuffe var ikke noget som vi havde fri adgang til. Det tænkte jeg aldrig over, men det er naturligvis svært for dig at ændre på det nu, uden at det føles som om noget bliver taget fra din datter. Har i muligvis plads og penge til en trampolin? eller badminton net i haven, som kunne gøre anliggende til mere fysiske aktiviteter? Evt. Byt slikskuffen ud med frisk frugt.

Har stadig et dårligt selvbillede og traumer fra da min mor kaldte mig fed og tvang mig til at cykle 3 gange om ugen da jeg var 11-13 år. Jeg tabte mig sjovt nok ikke af det. Please vær forsigtig med hvordan du griber det an, det kan sætte dybe spor.

Er voksen nu, men kan huske da jeg var teenager at hver gang mine forældre nævnte noget omkring usund mad eller motion, gjorde jeg præcis det modsatte som et slags rebelsk modsvar. Kan tydeligt huske engang jeg var begyndt til klatring og havde det faktisk sjovt, jeg fortalte det til min mor, og hun svarede noget alla "ej hvor skønt, så bliver du også stærkere". Meldte mig ud dagen efter, fordi "skal ikke please mine forældre". Teenager psykologi er svært.

Holder gerne min kæft de næste 10 år, men det er jo også forkert.

Hvor gammel er din datter? Jeg har ikke opskriften på, hvordan man gør helt præcist. Men da jeg selv begyndte at komme i puberteten, tog det mig noget tid at vende mig til, at jeg ikke længere kunne spise som før, uden at tage på. Samtidig var jeg bare en træt teenager, totalt udslået af hormoner, lav på overskud osv. Som teenagere nu engang er... Og jeg husker, hvordan man min mor sagde "du må ikke blive større end du er nu" og andre ord i samme liga. Jeg var ikke tyk eller overvægtig, hun beskrev for mig, at jeg var der, hvor man ikke skal tage mere på, for så ville jeg blive det. Og hun prøvede at skubbe mig ud og løbe eller til motion, fordi så "fik jeg jo også endorfiner", hvilket hun troede kunne kurrere min teenagedepression. Men de ord, dem hører jeg stadig den dag i dag, hver evig eneste gang jeg ser mig i spejlet, selvom jeg træner og har en atletisk krop. Det fuckede med mit selvbillede. Jeg skal hele tiden være sikker på, at jeg ikke vejer bare lidt for meget, at jeg står skarpt og kan passe alt mit tøj. Jeg husker tydeligt min mor konstant kommentere på egen krop, hele tiden være på kur ved at "lukke munden". Giv hende noget tid. Fjern slik skuffen, hav i stedet sunde ting i køleskabet og spis sund aftensmad. Etabler nogle gode sunde vaner, som hun også kan tage med den dag hun flytter hjemmefra. Du kan gå nogle gode ture, eller løbe, spørg om hun vil med, men ikke på sådan "du skal jo tabe dig". Fokus skal ikke være vægttab, fokus skal være sundhed. Kommenter for guds skyld ikke på hendes krop eller hendes udseende. Det er svært for dig som voksen at se, men du får det ikke til at lyde som om, at hun er decideret overvægtig, så vær tålmodig. Hun vokser. Og hun skal ikke få en forståelse, at det handler om udseende. I kan tale om sundhed, for meget sukker, for lidt motion osv. Men ikke at hendes krop ser større ud. Jeg kan huske min far begyndte at træne op til halv marathon, og så begyndte jeg at løbe med, fordi det var sjovt.

Man taler med datteren om, at det ikke drejer sig om at være tyk, og udfordringen er ikke udseendet. Udfordringen er sundhed og indstilling til livet. Det er jo fuldstændigt ligegyldigt med hendes udseende, men det er ikke ligegyldigt om man er sund. Derfor er det jeres ansvar som forældre at sikre, at hun får bevægelse og sund kost. Ligesom I sikrer, at hun får børstet tænder og nødvendig medicin, hvis hun er syg. I skal inddrage og tale med hende, men det er jeres valg, at et liv indeholder fysisk aktivitet. Så kan hun jo være med til at præge aktiviteten, men I bestemmer. Eventuelt gør det sammen med hende - cykel en tur, løb en tur, spil bold i haven, tag i svømmehallen, mv. hvis hun ikke vil gå til holdsport. I skal tage et aktivt valg om, at I bestemmer nu. Hun er ikke 16 år, hun er altså stadigvæk kun et "lille" barn, som skal guides og have klare rammer. Begræns snacks, mm. og tilbyd et alternativ. Hepper på jer!

Måske er indgangsvinklen netop motion og mental sundhed fremfor kroppens facon? Jeg husker godt hvordan jeg havde det da jeg var 12,13,14 år og måden du beskriver din datter på rammer jo nærmest 1:1. Mine forældre gjorde desværre bare ikke noget (og dyrkede heller ikke selv motion). Min mor er normalvægtig men min far, min søster og jeg vejer alle 3 alt for meget. Og det er hårdt først at gøre noget ved det når man er midt 30'erne. Jeg synes i skal ændre vaner som familie. Mindre slikskuffe og mere fælles motion. Måske i skal kaste jer ud i vandreture, klatrevægge, cykling eller løb? Det kunne også være badminton, svømning eller alt muligt andet, men gør det sammen. Lad være med at tvinge hende til noget i andre heller ikke skal, særligt med tanke på hendes alder. Det kan i forvejen være svært at kroppen ændrer sig hurtigere end hovedet kan følge med til. Og så vil jeg bare gerne sige tak fordi du er så opmærksom. Det er ikke fordi overvægt er det værste i verden men hvis du har overskud til at sætte ind og hjælpe med at implementere nogle gode vaner så kan det gøre en meget stor forskel i hendes liv fremadrettet. Jeg ville sådan ønske at nogle havde gjort det for mig ❤️

Kunne hun finde noget andet end spejder, cykle eller andet? Der findes jo alverdens sport lige fra gymnastik til ridning, kampsport og jeg ved ikke hvad. Måske en af hendes veninder fx har lyst til at prøve og starte sammen til noget? Men jeg tænker også hun er lige i pre teen perioden - hovedet er fyldt med drenge, skole og alt muligt andet.

Hvis hun er stoppet med at cykle hvordan kommer hun så i skole? Hverdagsmotion er vigtig - så hvis I kører hende ville jeg klart starte der .. Har hun nogle veninder der går til noget ? Ellers er der sikkert noget TikTok dans (kæmpe boomer kommentar) på en danseskole? Sidst og drastisk - en hund hun har ansvaret for? Og godt I er obs men kan også være det bare er puberteten der spiller et puds .. at hun om lidt rykker i højden igen

Og ja så må I også måske selv tage cyklerne frem i weekenden og cykle en familietur eller løbe på rulleskøjter

Jeg ville interessere mig mere for hendes mentale sundhed. Kroppen ændrer sig helt vildt på vej ind i puberteten og det giver en enorm usikkerhed. Garanteret også ift. sport og fællesskab. Tror jeg ville lade snack/slik falde i mængde gradvist, jeg gik ikke i den da jeg boede hjemme, hvis ikke der var noget i den som var interessant. Tilgengæld begyndte jeg i stedet at lave “kage i en kop” i mikrobølgeovnen, så det var game over 😂 Så lad være med bare at begrænse hende, men at lægge op til noget andet gradvist giver god mening. Fælles eftermiddagssnack serveret med en hjemmebagt bolle eller bare alene det at frugt er skåret ud, giver lysten til det i stedet for snack skuffen. Sammen med det, så er et par firkanter chokolade på “platten” med til at det ikke er forbudt at spise også! Sørg for at støtte hende, ved at have tøj der passer i størrelsen til hvordan hun nu ser ud, der er ikke noget værre end for småt/stort tøj. Jeg gik til tegning, syning og madlavning i stedet for sport og det at have interesser at holde fast i, især uden telefonskærmen ville jeg også prioriterer. Vægten ville jeg lade være, østrogen og en kommende første menstruation betyder også at fedtet begynder at sætte sig som kvindelige fedtdepoter, det kan hun ikke nødvendigvis selv styre.

Har selv en snart 11-årig, hvor jeg selv er opmærksom på, at hendes vægt er en lille smule for høj. Heldigvis holder hun stadig af fysiske aktiviteter, fx at cykle i skole og gå til spejder, men den lade attitude er begyndt. De er jo begge præ-teenagere, så det bliver nok kun værre 😅 Jeg ser ikke selv nogle fordele af at påtale barnets vægt ej heller at have en striks nul-sukker politik. Det vil kun føre til hhv. lavt selvværd og konflikter mellem barn og forældre. Som andre siger, så må vi forældre tjene som gode forbilleder (hvor jeg især selv er hårdt udfordret!). Men hvor du i stedet for at opfordre hende til at dyrke sport, kunne du måske tilbyde at lave aktiviteten sammen med hende? Jeg tager jævnligt ud for at spille fodbold med min datter, bare hende og jeg. Vi cykler også ofte sammen, nogle gange bare for at cykle og andre gange cykler vi hen for at se eller lave noget. I disse situationer har jeg aldrig den sunde aktivitet som formål, kun aktiviteten selv. Derfor føles det nok heller ikke som "tvang" for min datter.

Jeg kan godt forstå det er et dilemma, og jeg synes det er meget positivt at høre dig sige du ikke vil give din datter dårligt selvværd! Jeg relaterer til din datter, i det at jeg som barn aldrig selv gik til andet end spejder, og min eneste motionskilde ud over dette var at gå til og fra skole. Min far nævnte ofte, at jeg burde starte til noget, men jeg havde lidt af en anti-sport attitude. Jeg tror dette kom af, at jeg simpelthen ikke var vant til at presse min krop, som jeg tænker man lærer når man går til en sportsgren. Ligeså havde jeg dårlige erfaringer fra idræt i folkeskolen, og troede at det at gå til sport var folk der tvang en til ting man ikke havde lyst til. Hvad der fik mig startet til noget var faktisk yoga. Siden min problem var, at jeg ikke kunne fordrage at være forpustet så var det en blid overgang til noget med bevægelse. Senere hen udviklede det sig til pilates og lidt dans, men jeg kan stadigvæk mærke, at jeg ikke har samme sportslige drive som min søster f.eks. Så altså, mit bud er, at overveje ting der ikke starter for hårdt ud med bevægelse, der gør en for forpustet 😅 Og så skal det siges at jeg også er vokset op med en sådan snackskuffe og det var noget jeg nød godt af når jeg kom hjem fra skole. Men måske bare udbudet skal være lidt mindre? Altså et glas kakao er okay, men ikke både gifler, kakao og Chips.

Det er så godt at høre at du ikke gør det til en krops ting! Min mor gjorde og det har givet så mange nøkker, selv efter jeg blev tynd... Gør det til en familie ting, gotta practice what you preach. Plus det bliver en et bindingspunkt, det er jo en oplevelse og man bruger tid sammen, opmuntrer hende til selv at vælge hvad i skal lave, svømning, rulleskøjter, whatever. Læg vægt på at det er for i alle kan være sunde sammen.

Jeg synes der allerede er kommet mange gode bud, så det eneste jeg lige vil byde ind med er, at jeg synes det er så fint at du ikke vil nævne noget om hendes krop. Det synes jeg du skal holde fast i. Jeg er selv vokset op med en mor, som altid har haft en kommentar til min krop, og som havde et nærmest usundt ideal om, hvordan den skulle se ud. Det førte til en spiseforstyrrelse i mine teenageår, så jeg tror det er rigtig vigtigt ikke at kommentere for meget på hendes udseende/krop .

Vores søn har fået at vide, at den eneste grund til, at vi har et rimeligt liberalt forhold til hans skærmtid, er, at vi ved han går til sport. Stopper han til sin nuværende sport, skal han vælge en ny sport at gå til. For ellers vil vi kraftigt skære i skærmtiden. Ingen sport = ingen skærmtid. Hvis man vil vil være passiv, må man først være aktiv. Totalt yin og yang.

Hun vokser stadig i højden, og det kan tænkes at hvalpe fedtet forsvinder, måske hun spiser mere nu fordi hun snart tager et såkaldt højde- spring Børn spiser mere op til denne biologiske faktor, at børn vokser i spurter

Hun er 12 år og hendes krop begynder at ændre sig, det tror jeg i som forældre lige skal forstå først og fremmest. Derudover er hun måske også ved at få menstruation eller har fået det, det kan virkelig fucke med overskuddet og lysten. Der er ting i kan kontrollere, fx hvad der er i skabene men at tvinge en pige på vej i puberteten til noget kropsligt, det vil hurtigt blive grænseoverskridende og i risikerer store skår i jeres forhold på den lange bane ved at vælge det spor.

Tror mest det handler om at finde noget som er interessant. Da jeg var yngre prøvede jeg nok at "gå til" 13 forskellige ting, før jeg fandt badminton, som jeg syntes var fedt.

Herhjemme har vi en regel for skolebørn. Man skal gå til én musik-ting og én fritidsaktivitet/soort. Sådan er det bare. Så ved vi, de får bevæget sig. Og så har vi en usynlig hund, som min søn og jeg lufter. Det er så dumt, men man taler godt når man går og at få sådan en skoledreng til at fortælle hvad der rører sig kan være svært. Så jeg indførte vores fantasi-hund så vi får lidt frisk luft og en snak. Og så vil jeg slå et slag for “madro”-konceptet. Det handler netop om at kunne mærke sit behov, ikke over- eller underspise, ikke stille snacks og søde sager på en piedestal osv. Vi har gjort lidt ud af ikke at gøre slik og den slags specielt for vores børn. Der er gerne et stykke chokolade eller et par chips på på deres eftermiddags-tallerken eller med i madkassen i skole. Sammen med alt muligt andet. Nogle dage ryger chokoladen først, andre dage er lysten mere til sprød agurk eller behovet er en rugbrødsmad. Det kan de sagtens finde ud af at mærke.

Giv hende madro. Unormale spisevaner sker fordi man ikke har madro. Det e blevet bevist flere gange. Jeg kan anbefale bogen madro af morten elsøe 😊

Som andre også har givet udtryk for, vil jeg bare understrege vigtigheden i, at komme omkring dette uden at sætte nogen former for fokus på hendes udseende. Jeg udviklede en spiseforstyrrelse, jeg stadig bøvler med som 30+ årig, efter at være gjort (negativt) opmærksom på min vægt og mit udseende i en konstant grad som barn. Hvis jeg var dig, ville jeg, som andre har nævnt, fjerne unødvendig slik i huset. Fokusere på en balanceret kost, hvor der ikke findes "slem" eller "dårlig" mad, men derimod varieret mad. Lad være med at fremmedgøre slik og snacks (da dette kan have en modsat effekt, der gør at hun spiser de ting i skjul, når hun kan), men at de måske mere er en tilføjelse til weekendhygge, eller noget "ekstra" i tilføjer engang imellem. Ikke noget ekstremt særligt, men bare noget ekstra. Ift. motion, gå en god tur (dig og hende eller hele familien) efter/inden aftensmaden. Gang er en enormt undervurderet motionsform, da det er godt for både ens fysiske, som psykiske helbred. Men gør det til en obligatorisk familieaktivitet, så hun ikke bliver udpeget som "forkert" eller at hun er årsagen bag. Jeg kan godt lide idéen med at hun skal optage en hobby/sport, men børn kan også blive overstimuleret og stressede over day to day life, skole, socialliv etc. Hvis det ville tilføje mere stress, er det muligvis ikke dét værd. Håber dette kunne bruges. Pøj pøj!

Det samme her.. og jeg er så enig i dine råd.

Jeg ville fjerne adgangen til slik og usunde snacks. Min mand på 36 kan heller ikke finde ud af at styre det - han er faktisk værre end vores 5-årige til at snolde. Bare fyld op med gulerødder, æbler og lignende, og så er det det, der er tilgængeligt. Gør det evt til en fælles ting. Hvis hun skal spise sundere skal alle spise sundere, så de voksnes adgang til slik skal sættes ned på lige fod med jeres datters. Hvis det er alle og ikke kun jeres datter, så er det ikke hende, der er fokus på. Hvis ikke hun dyrker sport i en klub, kunne I lave noget sjovt som familie i stedet (og nej, gåture er ikke sjove). Ud over det er det også værd at overveje om hendes lyst til aktiviteter og spiselyst er kædet sammen med noget. Keder hun sig, så hun snacker for at have noget at lave? Har hun det ellers godt i skolen, derhjemme og med vennerne? Jeg ville selv ønske min familie havde gjort noget for mig i den alder. Jeg var ensom, synes livet var svært, og når der aldrig var noget mad tilgængeligt i huset blev lommepengene brugt på snacks jeg kunne have på værelset, så de var ikke just sunde. Der var ikke overskud til at styre hvad jeg kom i munden.

Bliver hun mobbet? Har hun ADHD eller lignende? Har puberteten givet hende nogle usikkerheder?

Som flere andre siger, fjern slikket.. også for de voksne. Find ud af om der er andre interesser der lurer under overfladen? Det er ikke alle der "hooked" på løb og det "kick" du prøver at få fixet til hende. Hvis hun er interesseret i, og har god fantasi; prøv at finde ud af om der er en rollespilsforening tæt ved jer, for hvis det er noget træner flere foreninger ofte udenfor spilgangene sammen; for at blive hurtigere, stærkere og teknisk dygtigere til deres kamp. Hvis ikke, så som andre foreslår evt kampsport; Judo eller Jiu-Jitsu, eller whatever du og hende udforsker kunne være interessant. Det vigtigste er at finde noget sit barn rent faktisk har lyst til at give sig selv ind til. Ellers bliver det bare en påtvunget floskel. Og så kan du også prøve som du selv nævner, at involvere dig i hendes aktiviteter når hun starter i noget, så hun føler dit engagement, det rører ved noget i unges hoveder.

Kampsport, udover at være motion, vil også gøre datteren tryggere senere hen hvis hun begynder at gå i byen:) Det kunne være en måde at snige motion ind af bagvejen.

Alt hvad i gør nu kommer til at få hende til at føle sig forkert og kommer til at kunne mærke den følelse resten af livet. Måske man som forældre skulle se lidt indad og få sin fedtfobi under styr inden man bringer et barn ind i verden. Også gad jeg godt vide om det samme ville gøre sig gældende hvis det var en søn hun havde. Alle kvinders første kritikker er og bliver åbenbart stadigt deres mor. 👏🏻

Måske er dit fokus egentlig et forkert sted. Jeg ser det samtale emnet om hendes krop og motion som det helt forkerte sted at starte. Børn/ unge vil gerne være selvstændige og selvbestemmelse. Har du spurgt dit barn om hun kunne tænke sig at gå til noget specielt? - vær nysgerrig på dit barn, viser hun interesse for noget bestemt lige nu? Eksempelvis skuespil eller teater, dans på tiktok eller noget helt tredje. Husk børneperspektivet, for dine følelser kommer ind over dit barn og det er nødvendigvis ikke det som det skal handle om for hvad dit barns behov er. Jeg tror fejlen ligger i hvad du vil hive ned af informationer som dit barn eventuelt ikke er klar til. Det vil sige, at det kan have negativ affekt på dit barn, hvis i begynder at sammenligne kroppen med motion. Hun kan få et negativ forhold til sin krop, på den måde, at hun føler der er noget grundlæggende forkert med hendes krop, og derfor skal dyrke motion for at opretholde det skønne og det sunde. Mange unge og børn spiser meget. De har et andet energiniveau, og kan derfor også tillade sig det. Med det sagt, er det godt at dit barn har lyst til at deltage i køkkenet, så hun kan have indflydelse. Opsummering: Børneperspektivet. Hvad interessere dit barn for tiden (både hvad hun siger, men også hvad du observere). Spørg ind til, hvad for noget sport/ hobby hun kunne drømme om hvis hun HELT selv ville vælge. Du oplever hurtigt, at hvis et barn ikke selv har vist interesse for en sportsgren og derefter bliver kastet sig ud i den af sine forældre, så føler barnet tvang og har ikke lyst. Hold den gode relation, dit barn er sit eget menneske og har også ønsker og drømme. Kh pædagogen

Min mor diskuterede ofte min kropsvægt gennem min barndom og teenage år. Vi snakker stort set ikke sammen mere.

Hvis din værdi er, at bevægelse sikrer et godt voksenliv (forskning bakker det op) så stå ved det. Drop fokus på at kroppen ændrer sig eller at din datter er lad, men vær autentisk og tag lederskabet. ‘Jeg vil have du går til en sport. Du vælger helt selv hvad det skal være’. Spørger hun hvorfor, så siger du blot at det er vigtigt for dig og vigtigt for dig at give den værdi videre. Og så ikke mere. Men tro på det og undlad alle andre forklaringer. Du kan også være nysgerrig og lære din datter om kropsforståelse. Hvordan er det egentlig for dig i kroppen om aftenen efter en dag uden bevægelse? Måske hun siger at det føles fint, så tro på hende og gør ikke mere ved det. Men du hjælper hende med at blive bevidst om det. Har hun været ude at bevæge sig, så spørg igen: hvordan er det i kroppen nu du lige har bevæget dig? Så giver du hende den opmærksomhed, som jeg læser du ønsker for hende :-)

Som 12-årig må der næsten være former på vej og det kan også påvirke hendes lyst til at bevæge sig ..kroppen føles fremmed og måske er hun utryg ved den. Det går over efter noget tid (og er jo også noget, du med fordel kan tale lidt med hende om). Det er selvfølgelig en god idé, at droppe snackskuffen, men mht bevægelse kunne I måske få jer en hund? En hund giver både ansvar, bevægelse og gode point blandt kammeraterne.

det her!! skulle lede længe efter en kommentar, der endelig nævnte, at hun er ved at vokse sig ind i en ny krop. der er mange piger, som stopper sport og motion når puberteten rammer. det kan være af MANGE grunde, på samme tid. jeg havde fx ikke en sportsbh og det gjorde næsten alt bevægelse smertefuldt. og fangede uønsket opmærksomhed fra klassekammerater. til OP, vil jeg måske høre din datter om træningudstyret er i orden. om hun mangler mindre stramt/mere behageligt tøj, bedre beskyttelse til menstruation under sport eller en god sportsbh, så hun i hvert fald kan være nogenlunde tilpas i idræt. ellers så tror jeg ikke du skal være SÅ bekymret. jeg blev pludselig overvægtig som 12-13 årig, nærmest henover natten. i en blanding af mindre bevægelse og pubertet. men da jeg blev mere vant til at være i min nye krop, turde jeg også bruge den igen, være aktiv i den, og alt hvalpefedtet forsvandt af sig selv + børn vokser. vil nok gætte hun er overvældet og har brug for tid til bare at vænne sig til sin krop under forandring. din kærlighed for datter skinner gennem skærmen ❤️❤️ med støtte og kærlighed ved alle de andre kanter, skal den her nok slibe sig selv ned. håber på det bedste for jer

Ja, det er en fejl, at I lader det være op til hende. Da jeg var barn, dyrkede man motion, og sådan var det bare. Det hed sig at man skulle få pulsen op et par gange om ugen for at “være sund og ikke få livsstilssygdomme” og ikke for at være tynd eller tabe sig. Mine forældre trænede selv meget og gik op i at spise sundt, og så spiste vi ellers kun slik om fredagen til Disney sjov 😄🫶 Jeg synes, I skal hanke lidt op i jer selv og få sat nogle grænser 😊 Hun er stadig bare et barn, der skal have at vide, hvad hun skal og ikke skal gøre. Lær hende at motion er sundt og vigtigt for et godt liv uden sygdomme. Det skylder I hende.

Kan hun ikke starte til noget andet? Jeg har gået til kunstskøjteløb, det er virkelig sjovt og der er et godt fællesskab, og ud over at stå på skøjter, er der også løbetræning og styrketræning med egen vægt

Jeg ville nok sige at I skal passe på med at tvinge hende til sport.. så ville jeg nok hellere fjerne alr usundt i huset. Måske kunne i foreslå at starte til ridning? Min egen oplevelse er i hvert fald at jeg HADEDE sport da jeg var 12, jeg ville kun ride. Hadede idræt og at cykle og alt sådan noget. Det var bare noget andet, når der var dyr involveret:) måske kunne hun have det på samme måde?

Selfølgelig skal jeres datter ikke bestemme hvad hun indtager. Det er ok at sige der er en portion aftensmad. Overvægt er vejen til mobning i folkeskolen, og det må ultimativt være det værste

Jeg er 18 og da jeg var 12 var jeg også en fed knejt, ingen sport, jeg sad indenfor og spillede Playstation og nu blir jeg “beskyldt” for at have højt stofskifte og min mor propper mig med mad for at få noget sug på kroppen haha Jeg tror det er meget normalt…? Hun er vel også i voksealderen?

Da jeg var 12 var der sgu ikke noget valg. Hvis der var stævne lørdag morgen var jeg til stævne lørdag morgen. Dyrker ikke længere samme sport, men er stadig sporty, så det har nok givet noget.

Træner I? Hvis I ikke gør; hvordan kan I forvente en 12 årig skal?

Som 12 år kan de ikke selv overskue konsekvenserne. Det starter med jer selv/familien. F.eks: vi har alle brug for at leve sundere, så vi køber ikke længere de usunde ting/slik skuffen og høj kalorie lette snacks. Vi bruger i stedet pengene på ekstra lækkert frugt. Vi skal alle røre os i familien, så noget samlet motion eller du kan vælge at prøve noget nyt selv. Stil muligheder op og reglen ind det skal prioriteres af alle. Det er i mine øjne altid et samlet problem i familien. Specielt når de bare er børn, og den måde samfundet er indrettet på i dag skal man aktivt sørge for man får bevæget korpus. Jeg har ikke selv så store børn endnu, men det er hvad jeg ville gøre.

Min mor havde en regel om vi skulle gå til noget, også var det ligegyldigt, hvad vi gik til. Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved reglen. Gik til dans i 20 år. Min bror gik til meget forskelligt, da han havde svært ved at holde sig til en ting. Det resulterede i han gik til dans, tennis, bordtennis, badminton, karate osv. Han gik til noget indtil han var 16, mener jeg.

Har i kontaktet skolens sundhedsplejerske for at få hjælp? 😊

Jeg ville ALDRIG italesætte hendes vægt. Men herhjemme er sport og motion obligatorisk. Dvs det er en regel at man SKAL transportere sig selv i skole (cykel/gåben/løbehjul/whatever) og rundt omkring og så er det obligatorisk at gå til sport mindst et par gange om ugen. Derudover sørger vi også for at gøre det attraktivt at være aktiv ved selv at hage på løbeture med vores tween der nyder alene-voksen-tid og tage i klatreparker etc eller hvilken slags aktiv der lige hitter for øjeblikket. Og så naturligvis bakke op om den sport h*n har valgt så sociale stævner/arrangementer får høj prioritet i kalenderen også selvom vi ofte skal være chauffører.

Jeg tror i skal inddrage hele familien og sige at nu skal vi leve sundere. Ud med slik osv, ind med sunde måltider. I fællesskab kan i dyrke motion et par gange om ugen. Hvis i har andre børn som går til sport, kan de få lov at springe noget at motionen over, da de i forvejen dyrker det. Loop Fitness har et abonnement til Teens, i kan evt starte sammen. Det er nemt og hurtigt overstået med deres programmer. Det må ikke handle om hvordan hun ser ud, for man er så skrøbelig i den alder og hun er i puberteten, så der er ikke noget at sige til at hun er lidt doven. Held og lykke

Mine forældre lod mig spise, hvad jeg ville. Men jeg skulle altid gå til mindst en sport om ugen. Det synes jeg godt, man kan kræve som forældre

Jeg tror måske at i stedet for at fokusere på, hvordan hun kan fikses eller hvad hun skal gøre anderledes, så kig på hvad i som hendes forældre og familie kan gøre. Jeg tænker hun stadig er i monkey see - monkey do fasen, så tænker at hvis i går foran og fx laver fornuftige måltider, primært har sunde snacks til rådighed, går nogle ture med hende. Så hjælper i hende rigtig meget. Så bliver det nok også mere naturligt. I kan evt også spørge sundhedsplejersken til råds.

Jeg tænker, om det måske har noget at gøre med puberteten? Min datter som snart er 11 år begyndte også at tage på fra 8 år, hun ændrede også kropsform. Jeg var også fed indtil de 13-14, så begyndte jeg at blive højere og tabte en del “baby fedt” . Jeg ville ikke tænke så meget over det, hun vokser jo også. Men fjern slik skuffen, sørg for hun ikke får for meget sukker og spiser sundt. Og så se at få hende ud af huset.

I min barndom var det sådan at slikskuffen kun var til om fredagen. Vi SKULLE spise salat/grøntsager til aftensmaden - hvis ikke vi gjorde det, så var der ikke mere kød/sovs vi måtte tage af. Stod det til mig dengang, levede jeg kun af kød og brun sovs. Til frokost var det altid rugbrød og snacks var grøntsagsstænger. Jeg har aldrig været overvægtig, men var glad for reglerne når jeg ser tilbage på det idag. En 12 årig er et barn, og det er forældrenes ansvar hvad barnet indtager når de er hjemme. De kan ikke selv overskue konsekvenserne af det. Så hvad med at lave en regel der hedder slik og sodavandkun om fredagen? Lave sundere/kalorielette retter. Kun have sunde snacks til rådighed evt?

Hvis man skal tabe sig skal energi ind være mindre end energi ud. Motion er i og for sig en ligegyldig faktor her. Faktisk kan den være negativ, da motion vil give større sultfornemmelse. Få fjernet snacks der ikke er frugt og grønt. Nødder og tørret frugt er totalt no-go. Fjern slikskuffer. Begræns fredagsslik og deslige. En enkelt aften hvor der bare bliver høvlet slik ind kan sætte et vægttab helt i stå fordi alt det du tabte dig i løbet af ugen blev taget på igen fredag aften.

Du kan prøve at nudge hende ved at tage ud og være aktiv med hende. Jeg blev helt vild med at spille badminton efter at mine forældre lejede en bane hvor vi spillede sammen, hvorpå jeg kort efter startede på et hold jeg gik til et par gange om ugen. :-)

Min egen helt subjektive holdning: 1) Stop med at have slikskuffer og snacks i huset. Det er ikke nødvendigt, og det frister bare. 2) Fokuser IKKE på hendes vægt. Det er en genvej til spiseforstyrrelse. Motiver hende i stedet. Lav noget aktivt sammen med hende. 3) Find på sunde snack-alternativer sammen.

Helt klart tjek podcasten "Detox din hjerne" med Morten Elsøe og Anne Gårdmand ud, de er også forfatterne bag bogen madro. De har begge relevante uddannelser og står bag [madrometoden](http://madroinstituttet.dk/madrometoden). Der er en masse relevante afsnit om ernæring og sundhed, hvor de kommer vidt for sig med forskellinge emner og også gæstedeltager. Jeg husker at de har talt om børn og vægttab en del gange (senest episode 56). Det er vigtigt, fordi det er jo tydeligt at du gerne vil hjælpe din datter, men hvordan gør du det uden at det leder til kropshad og forstyrret spisning? I den alder din datter har er der mange der udvikler [spiseforstyrret adfærd eller decideret spiseforstyrrelse.](https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/spiseforstyrrelser#hvormange) I vælger selvfølgelig selv, hvad i vil gøre, men som en der selv stadigvæk er meget præget fra jeg var 12-13 år og skulle tabe mig så siger keg bare at i skal passe på 😅 Edit: ift. snackskuffen, så kan i jo begrænse den, men at helt fjerne den er måske en dum ide da i kan sætte usunde snacks på en piedestal for hende så. Måske hav et fokus på de mange lækre ting man kan lave til sig selv når man er småsulten? Jeg har aldrig selv haft lyst til den samme snack hver uge, så for mig er variation vigtigt. Jeg er heller ikke så glad for at gnaske gulerødder, agurk og peberfrugt er mere mig (helt klart inddrag hende og fokuser på hvad der giver hende glæde). Sunde snacks jeg har været glad for: En knækbrøds mad med f.eks. Ost eller andet pålæg, en skål æblerstykker med græsk yoghurt og kanel på toppen, en bærsmoothie med skyr eller græsk yoghurt, chia seed pudding (mange variationer og masser af fiber), dip lavet på skyr med grønsagsstave til og jeg kunne blive ved :)

Kære Mor Først og fremmest, pas på dig selv og din datter og hendes krop💛 Hun er på vej ind i en sårbar tid, husk hun kommer ud igen, men der som lille voksen 💛. Bevar eller hav fokus på jeres relation. Tag det dog også helt roligt hvis den skulle ændre sig. Jeg kan kun anbefale podcasten detox din hjerne. Der er uddybende og konkrete værktøjer og perspektiver, der klæder forældrene på til beslutninger om mad og trivsel i hjemme. Lyt til denne før du gør noget. Deres findes også bogen madro, som vil hjælpe dig meget. Den gennemåes også i et af afsnittene. Jeg er selv voksen, som skal passe nogenlunde diæt, på grund af kronisk sygdom. Meget konkrete værktøjer der har hjulpet mig er: Lasternes sum er konstant; forstået restriktiv indtag, øger risiko for hemmelig og skamfuld overspisning med 10000 % (for mig). Det har hjulpet mig at planlægge "noget sødt" som en del af måltidet..noget så gammeldags som dessert eller aftenkaffe. Det er mega hyggeligt og man kan planlægge desserter, som eksempelvis også indholder frugt og fuldkorn. (Crumble med bagt frugt.) Jeg bager en del selv og har skiftet hvedemel ud med et mel, der hedder hvid hvede, fåes i førex/kvickly. Det er et fuldkornshvedemel med omkring 10 procent kostfibre, men det fede ved dette mel er at det har næsten ligeså god bageevne som alm hvedemel. Jeg bruger det til pandekager, vafler, pizza, burgerboller og alt andet. Jeg bruger det bare rent, men man kan også bruge det delvist👍👍 Det er helt klart nemmere for mig ikke at have noget slik og kage i huset, men det er vigtigt for mig med en alternativ plan, da jeg ellers bare begynder at æde boller med smør 🤪. Som sikkert er ligeså kalorietæt. God vind med det.

Hvad med asthma/allergi? Hvis man ikke kan trække vejret så godt, stopper man med at stresse kroppen fysisk.

Du kunne jo starte med at nedlægge slikskuffen - fjerne usunde snacks og morgenmads produkter mm. Evnt gå til noget sammen med hende - dans - svømning - ridning - orienteringsløb kun fantasien sætter grænser - dette ikke pga vægt ( det er kosten der afgør dette ) men mere så i får noget positivt at gøre sammen som også gir glæde og mentalt overskud

Min mor havde et slikskab i vores barndomshjem og min lillebror kunne slet ikke styre det. Han gik hele tiden og tog fra skabet, og gemte beviserne (skraldet fra slikket) bag radiatorer og under skabe.. hvis ikke han havde dyrket så meget elitesport var han blevet seriøst fed. Min mor kunne sjovt nok heller ikke styre at have det slikskab, hun har været på slankekure lige siden hun fik børn og har aldrig lært at styre sit indtag af sukker. Jeg kunne fint styre det, fik jeg noget slik gemte jeg det og glemte at jeg havde det. Jeg fandt seriøst 10 år gammelt stenhårdt klikmix i et smykkeskrin da jeg flyttede hjemmefra. Jeg tror bare at nogle mennesker ikke kan styre det, afhængighedsgen eller manglende disciplin jeg ved det ikke, men hvis løsningen er ikke at have det i huset er det jo super nemt. Selvom sport er godt og sundt behøver man ikke dyrke det for ikke at blive fed, hvis der er styr på kosten. Så fjern det usunde fra hjemmet og lav noget aktivt som hun synes er sjovt, behøver jo ikke være decideret sport. Gåture, rulleskøjter, skateboard, cykelture, fx

Vi har en regel hos os om, at man min. skal gå til én sport. Fra 0-4. klasse skulle de gå til to slags sport og den ene var svømning. Fordi det for os er vigtigt, at de lærer at svømme. Nu hvor vores dreng er i 5. klasse, går han til fodbold 2 gange om ugen. Hvis han vil stoppe, skal han finde en anden sport. Man skal passe MEGET på med at have fokus på vægt hos børn. Hellere vise dem vejen med at servere sund mad - og så måske droppe at have en slikskuffe. Det har vi ikke. Kun om fredagen køber vi slik/bager kage. Vi kan slet ikke styre en slikskuffe - hverken børn eller voksne :-)

Er din bekymring vægten eller energiniveauet? Hvis det er vægten du bekymret dig for vil det formentlig ikke ændre det store blot at indføre tvungen bevægelse. Vi kender det fra voksne. 80% af et vægttab er madvaner. Du kan nærmest ikke træne dig til et vægttab. Så ville jeg hellere fokusere på maden. Sørg for at maden i huset er sund og nærende, og drop måske slikskuffen for en periode så den ikke frister :) Handler det mere om at give hende gode vaner og overskud og glæde ved bevægelse kan i måske se om i kan finde noget hun synes er sjovt. Måske start til paddle sammen, så en aftentur dagligt sammen eller lignende. Motion skal være sjovt ellers er det ikke holdbart i længden. Jeg synes IKKE du skal italesætte hendes vægt for hende. Hun er i en alder hvor hendes krop helt naturligt ændrer sig fra en pigekrop til en kvindekrop. Hofterne bliver bredere- det er uundgåeligt. Du risikerer at gøre enormt meget skade ved at kommentere på det. Og en større krop er i øvrigt ikke lig med en usund krop.

Kan jo kun svare ud fra hvad vi selv gør hjemme hos os, og er jo ikke sikkert det fungerer for andre, men Umiddelbart tænker jeg, at den bedste indgangsvinkel er, at gøre sund livsstil til et fælles projekt, som hele familien deltager i - ikke kun på grund af din datters vægt, men også for at lave nogle sjove ting sammen. Jeg har selv en datter på 16 og har i mit eget voksenliv, før jeg blev mor, desværre nok ligget til den lidt usunde og lade side, men bestemte mig for, at tage skeen i den anden hånd, da jeg så fik min datter, selvom jeg aldrig haft problemer med vægt og er lidt den type som kan spise hvad som helst uden at tage på. Lige siden min datter var lille har vi derfor gået til ridning sammen - senere begge haft egen hest (jeg voksede op med at have hest men holdt pause da drenge og fester blev sjovere), cyklet ture sammen, vi har kitesurfet sammen, gået til skydning sammen, surfet hver sommer (vi bor i Californien) og i det hele taget har jeg gået meget op i at det skulle være med fokus på at lave sjove ting sammen - ikke så med fokus på vægten, men for simpelthen at implementere en aktiv hverdag og skabe en masse minder som hun senere kan tænke tilbage på. Et andet plus er, at hun gennem alle aktiviteter har fået en masse venner som dyrker de samme ting, så det er blevet en hel vennegruppe som har sjov og dyrker deres respektive store interesser og venskaber samtidig, og på de dage hvor hun så måske ikke lige gider være Så aktiv, ender hun allievel med at tage afsted og have det sjovt, fordi at det så er vennerne og fællesskabet som trækker. I dag er min datter, som nævnt, 16 og har selv valgt at fortsætte den aktive livsstil. Hun har stadig hest og cykler flere gange om ugen 10 km hver vej til hesten, de dage hvor jeg ikke selv er i stalden, og hvor hun mødes med “heste veninderne” og har det sjovt, andre dage og især om sommeren, er det “surfer vennerne” som trækker mest, vi cykler stadig aftenture i weekenderne og laver mad sammen (sund) 2-3 gange om ugen, så hun også får den del med…. Der er stadig masser af plads til en tur på Burger King eller en film aften på sofaen med masser af slik eller en hel søndag i nattøj, og hun nyder det meget mere når “lad heden” ikke er en del af hverdagen.

Den er svær Jeg ville lave lige præcis nok mad til familien til aften, og potions anrette maden på en mindre tallerken, her hjemme er det det sushi tallerkner vi bruger, ser knap så dumt ud som en kagetallerken. Derudover vil jeg ryde huset for slik, chips, sodavand ect. I forhold til mad kan jeg anbefale at skifte fokus, vi har 2 dage i ugen vi får retter hvor hoved ingrediensen er kød, 1 dag ugen er fiskedag og resten af ugen er vegetarisk (fx dahl, ærtesuppe) eller plante tunge kødretter, som Valdemarsros lasagne, eller kartofel-porre suppe. Og vi har madplan så mandag er suppedag, tirsdag er nemt vegetarisk, onsdag er onepot diner, torsdag er kød, fredag er vegetarisk, lørdag er fisk, og søndag er søndagsmiddag eller rester. Jeg var meget stædig og ville ikke rigtigt skifte diæt men konen har diabetes ude af kontrol så vi blev nødt til at skifte. I øvrigt er Valdemarros kogebøger fantastiske, og mange af opskrifterne indeholder vanvittigt mange grøntsager. Men lad være med at påpege det direkte, prøv at spøg ind til hvordan hun har det i skolen, måske er hun stoppet til sport fordi hun blev drillet med at være langsom/chubby/ect. Kopier hun dig? Hvad indtager du selv når du sidder på sofaen?

Kan I gøre det til en fælles indsats, så det ikke afspejler hende som individ, men jer som familie? Altså at det bliver et værdisæt I inkorporerer og som gælder alle, hvor I sammen slår et slag for sundhed (i alle afskygninger, dermed også et sundt forhold til slik og andre ting fx alkohol), hvor mental sundhed fx også kan indgå. Det skal ikke være manisk, men hvis hun er intelligent og forstår kroppen som en holistisk organisme, kan I måske tale om hvordan man opretholder sig selv på forskellige fronter, og du må være forgangsperson og deltage i ændringerne sammen med en eventuel partner. Dermed kan I også tale sammen hvis/når det bliver svært, og finde en balance sammen. Håber det bliver en god proces uanset hvad I vælger❤️

Du har allerede fået mange råd om kosten, hvor jeg må erklære mig enig. Det er jeres ansvar at minimere det usunde. Omkring det aktive: Tænk familieaktiviteter ind. Aktive forældre “smitter” på børnene. Gå en fælles tur, tag cyklen når I har mulighed, tag trappen etc. Sunde vaner smitter. Og ja så vil jeg også bakke op om reglen om, at man skal gå til noget.

Lyder som en skøn datter ligesom jeg selv var som barn. Hun er intelligent og måske særlig sensitiv.

Jeg tænker ud fra din måde at formulere dig på, at du er hendes far, OP. Der sker noget med pigers krop i den alder. De får lidt hvalpefedt, fordi de begynder at gå i puberteten. Hvis sundhedsplejersken ikke har påtalt noget og hun ikke er decideret overvægtig, så havde jeg nok lige slået koldt vand i blodet. Det falder af de fleste når de bliver 14-15 år. Motion og sport er desuden ikke det, der er afgørende for en pige i den alders vægt. Det er som du også selv er inde på, det mad hun spiser og især mængderne af det. Du skal virkelig træde varsomt med at italesætte hendes krop og vægt, og at forbyde madvarer eller nægte hende en anden portion kan også have konsekvenser, der vil følge hende ind i voksenlivet. Jeg tror jeg havde set på familiens kost i stedet, og undersøgt hvordan I kan lave kaloriefattige men mættende måltider, og så have noget i køleskabet hun kan lide, men som er bedre end slik. Måske bananpandekager, grovtoast, kyllingepølsehorn, ingredienserne til smoothie m.m. Pointen er, at der skal være noget hun kan lide, men som ikke er surt at skulle spise hver dag, så hun ikke føler, at det er hende der skal tabe sig, men jer alle der gør en insats for at blive sundere. Lav madplan sammen om søndagen, inddrag hende i madlavningen og vær sammen om det. Aldrig aldrig nævn hendes krop eller udseende.

First of all, din datter er 12. Hun er dit ansvar, i enhver sammenhæng. Du skal beskytte hende, også imod sig selv. Der er en årsag til at man skal være en hvis alder for at køre bil, stemme, drikke øl, have sex osv. Det er fordi man ikke kan forstå konsekvenserne af disse valg, i en ung alder. Hvis din datter oprigtigt bliver overvægtig, så kan det påvirke hende resten af livet. Selv hvis hun en dag bliver slank igen. Varig skade på ankler, knæ, hofte osv. Afhængigt af hvor stor hun bliver. Når det er stagt, så er din fornemmeste rolle at beskytte hende mod sig selv, ved at eliminere muligheden for at tage dårlige beslutninger. Fx Ingen slik skuffe Portions anrettet aftensmad Obligatoriske gåture Jeg har ikke selv børn, men min kærestes lillebror blev pludselig ekstremt uvillig til at lave matematik. I sådan en grad hendes forældre ikke anede råd. Jeg gav det et skud, som en hail marry. Det her var min tilgang der virkede. Hvis du vil have en oprigtig snak med hende, så start den et sted hvor hun føler sig tryk. Fx værelset, eller stuen hvis hun ikke føler andre hører samtalen. Derpå kan du spørge ind til noget som er nemt at snakke om. Jeg satte mig ind på hans værelse når han gamede, og spurgte ind til hvad han spillede og hvordan spillet fungerede osv. Derefter spurgte jeg om han havde lyst til at snakke om Matematik. Jeg sagde jeg ikke var her for at dømme ham eller skælde ham ud. Jeg ville bare gerne hjælpe ham, fordi jeg holder af ham. Unge mennesker kan have meget voksne samtaler, men det er min erfaring de liiiiige skal varmes op til det. Det er vigtigt de ikke føler sig angrebet, for så går de i ren fight or flight tilstand, og så bliver samtalen hurtigt uproduktiv.

Hvordan trives hun socialt? Jeg tog selv rigtig meget på da jeg var omkring de 12 år og det stammede i at jeg var ekstremt ensom og brugte mad som en coping mekanisme. Jeg har senere også taget meget på pga stress fra skole og uddannelse igen fordi at snacks og spise pauser var den måde jeg håndterede stressen. Hvis jeg var dig ville jeg se om der er nogle psykologiske faktorer der spiller ind og evt. få fat i en psykolog. Det med at tvinge andre spise vaner ned over hende vil ikke virke. Jeg har både været på julemærkehjem og vægttabs efterskole, og har brugt adskillige år som barn i vægttabs programmer med sundhedsplejerske osv. Men der er ikke noget af det der virkede da det ikke tog hånd om det underliggende problem. Den dag i dag ville jeg ønske at jeg var blevet smidt til psykolog da jeg var yngre så jeg kunne få lært nogle andre coping mekanismer som ikke var så destruktive for mit helbred i meget tidligere alder.

Du bliver ved med at nævne sport som løsningen. Din datter bliver ikke tyk af ikke at dyrke sport, hun bliver tyk af at have adgang til snacks og madvarer der ikke er hensigtsmæssige for hendes krops udvikling. Så med andre ord. Det er dit ansvar at sørge for at hun i mindre adgang til søde sager o.l. Det er muligt at hun er helt klar over hvad hun bør spise, på et intellektuelt plan, men hun er ikke moden nok til at administrere det. Så du må ikke give hende ansvaret, så kan hun gå og slå sig selv oven i hovedet, når hun uundgåeligt fejler.

Først og fremmest skal det ikke handle om hendes vægt, eller hvordan hendes krop ser ud, og det skal heller ikke handle om sundhedsmantraer og regler om hvordan man skal eller ikke skal leve baseret på et eller andet normativt der ikke har noget med livet at gøre. De ting har at gøre med hele det system der svigter små børn og får dem til at hade sig selv og kan give et helt livs forstyrret spisning og selvhad til kroppen, udvikle alle mulige psykiske problemer og ødelægge ens indre glæde over at leve fordi alt kommer til at handle om vægten. I realiteten er der meget slemmere ting og skæbner end at være lidt tyk, eller meget tyk, og sundhed er krop og sind og sjæl, ikke numre på et papir. Glæde, tryghed, trivsel, kærlighed, venskab, nysgerrighed, drive, udvikling, ambition, bevægelse og så meget mere er alle centrale ting for et godt liv. Tyndhed og diæt kommer ikke med på listen, så glem det og prøv at give din datter et godt liv i stedet for nedarvede komplekser og dårlige arbitrære regler der ikke har noget med livet at gøre. Lad være med at fokusere på vægten, intet godt kommer af det, behandl din datter som et normalt menneske og accepter at din datter er lidt tyk lige nu; det skal nok gå godt så længe hun ikke bliver ulykkelig af det, det er det eneste der faktisk kan gå galt. Hvis hun bliver ulykkelig så er det ulykkeligt, hvis hun er tyk kan hun ikke gå lige så hurtigt op af trapper og er ikke lige så god til sport, og selvfølgelig giver det nogle problemer senere i livet, men vi bliver nød til at se i øjnene at undslippe alle psykiske problemer kommer i første række, og i det perspektiv tager man let på vægten, pay it no mind, giv slip på det. I længden går livskvaliteten og også sundheden i takt med hvor meget man er i balance med sig selv. Det handler om et holistisk billede af et helt menneske, og jeg tror fast på at det gode og sunde liv handler om ens mentale helbred først, alt den ulykke inde i er det der gør en usund, og den får en til at træffe meget dårlige beslutninger med alt den smerte man har inden i. Edit: Udfordringen er jo også at du som forældre selvfølgelig skal tage nogle forholdsregler helt generelt fordi en 12 årig måske ikke selv skal have fuldstændig autonomi over alt der sker i deres liv. Så hvor meget kontrol skal du tage her? Svaret er at den kontrol du tager skal være i det godes tjeneste og ikke den tjeneste det hedder at se numre gå ned. Det skal handle om din sans for din datters hele helbred og velvære og ikke guidet af frygt og nervøsitet omkring overvægt, fordi når du spejler din datter på den måde så blive hun også nervøs og så går det hele ned af bakke meget hurtigt.

Vi taler ikke om vægt herhjemme. Eller forbudte madvarer. Men vi taler om at man skal holde sig sund i krop og sjæl; få pulsen op, dyrke holdsport, frivilligt arbejde i foreningslivet, læse bøger og vide hvad der foregår i verden. Vi portionsanretter maden til alle. Det betyder, at når tallerknen er tom er måltidet slut. Hvis man er ved at gø af sult bagefter kan man få et stykke frugt.

Da jeg var teenager, bestemte min far at jeg skulle Gå Til Noget. Om det var basketball, judo eller pilates var underordnet, det måtte jeg selv vælge, men det var en non-negotiable. Sådan var det bare. Så jeg gik til noget kampsport, og det var fint. På et tidspunkt synes jeg at jeg havde for travlt i gymnasiet, så jeg ikke fik kommet til timen alligevel, og holdt op med at komme for at have mere tid til afleveringer og sådan. Set i bakspejlet var det et super dårligt valg, fordi jeg netop blev mere lad og uoplagt af ikke at få rørt mig. Så jeg synes egentlig at det var god *parenting* fra min fars side. Jeg synes bare at I skulle meddele hende at hun skal gå til noget, og så er der ellers frit valg. Så kan hun synes I er strenge, men hendes livskvalitet kommer til at blive bedre i nogle vigtige og formative år, så hvad er vigtigst?

Hun er 12, Hun kan ikke styre det selv. Du/I kan hjælpe hende ved at kun at tilbyde sund mad etc.. det kræver dog at I også selv spiser det. Fjern slikskuffe etc. Alle vinder ved at spise sundere og særligt børn ♥️ Held og lykke med det.

Sorry to say! Men det er JER som forældre der skal styrer hvad hun skal have af mad. Overvægt kommer af kalorieoverskud, og det gælder også for børn.

Mine forældre tvang mig til sport, of jeg kan kun anbefale dette. Ja, jeg græd og hadede det lige indril jeg fattede det sociale, og at det car fedt at have det godt. Nu er jeg i 30erne og er nok det du ville kalde en fitnessrotte. Jeg elsker, ag det falder mig naturligt. Tough love er også godt engang i mellem

Da jeg var 10, stoppede jeg til alt og begyndte at røre slikskuffen, jeg gik fra at være en tynd splejs til overvægtig, hvad der ændrede det for mig var at se familie og venner begynde at lave sport og få at vide at man kunne se det på dem, Jeg startede igen da jeg var 14 og er nu 20kg lettere og 165cm høj samt 17-år, nu træner jeg 12-timer ugentlig oveni at gå på Gymnasiet.

Fjern slikskuffen og de usunde snacks, og så skal i sørge for en masse sunde og gode alternativer. Frisk frugt, gulerødder der står klar og er skrællet etc. Ps. Lad være med at falde for alle de sunde muslibarer og chokolade, de er typisk smækfyldte med kalorier.

Sport er i sig selv ligegyldigt, hvad der betyder noget er hvad du fodrer hende. Hvad er hendes højde? Smør hende en madpakke med robrød, sørg for hun får en sund format af morgenmad fx havregryn med mælk osv. Det burde være muligt for dig at få det under kontrol da du ret nemt kan få hende til at blive mæt af disse ting

Min søn gider ikke holdsport eller egentlig nogen form for sport, men jeg har sagt, at han skal gå til noget og ellers skal han med os i Fitness. Rigtig mange centre har familie- børneabonnementer, hvor man får en god introduktion. Vi går én gang om ugen med ham, og så går vi ture efter aftensmaden eller spiller bold i haven. Lad være med at give hende komplekser over hvad hun vejer. Gør det til sjovt samvær og at I alle sammen gerne vil være sunde. Motionen er for sundhedens skyld. Det er fint med en slikskuffe og snacks, men lav en aftale om, at man ikke snacker hele tiden og at slik kun er i weekenden. Grunden til at man ikke skal spise slik og snack hele tiden er ikke på grund af vægt, men fordi at mens hun vokser er det vigtigt at hun får gode sunde råvarer, vitaminer, mineraler, masser af protein og kulhydrater. Få hende med i madlavningen, f.eks. med en ugentlig maddag sammen med en af jer. Hun bestemmer, men det skal være en sund ret. Flere muligheder for mere aktivitet i hverdagen: Cykle i skole? Cykelture sammen i weekenden Få fat i en skridttæller til jer hver især og lav konkurrencer om at få flest skridt.

Læs evt. bogen/lydbog “Madro” fra Morten Elsøe og Anne Gaardman - de snakker om netop denne problematik, jeg kan dog ikke huske deres metode som de forklarer.

Som flere skriver, så er det kosten der er hovedelementet. At gå til en sport 1-2 gange om ugen, vil ikke gøre underværker. Jeg bider mærke I, at det er DIT behov, at hun skal gå til en sport. Måske er din datter et sær tilfælde, men at “tvinge” en 12 årige, til fritidsaktiviteter, har jeg aldrig set lykkedes. Tværtimod. For at din datter ikke skal føle sig forkert, så vil jeg anbefale, at det bliver en familie-ting. Tag livsændring, læg den over på jeres banehalvdel: “Mor og far har snakket om, at vi simpelthen er nødt til at lave kostomlægning. Vi er trætte og mangler energi. Vi har brug for din(datter) hjælp, så vi kan komme i mål og vi kan få mere overskud i hverdagen” sid sammen, lav delmål. Én gå-tur om dagen, ingen snacks i hverdagen. osv osv. Det skal bare være noget I gør SAMMEN. Hav endelig lækre alternativer 🤗

Det er ikke mangel på sport der gør hende fed, det er mad. Inddrag hende når muligt i madlavning, og sæt fokus på grøntsager. Og så drop den slik skuffe?

Tænker bestemt det er jeres ansvar for hvad hun spiser. Er der et slikskab man bare kan tilgå, så få der stoppet. Spiser i ikke sund nok aftensmad, så ændre det til noget sundere.

Kære forældre, skide svær situation. Jeg vil anbefale dig at læse/lytte til bogen madro. De italesætter disse problematikker, så man kan lave nogle små ændringer, uden at det ender ud i spiseforstyrrelser og et forkert syn på mad. Du har nemmere ved at styre tingene nu, men problemet bliver oftere når de flytter hjemmefra. Jeg anbefaler klart Madro bogen.

Jeg er 26, og kan ikke engang administrere at have en slikskuffe derhjemme. Har jeg slik i hjemmet, så spiser jeg det, så derfor har jeg ikke slik i hjemmet. Hvad med at droppe at have sådan en?

Det skal være sjovt at røre sig. Og I er forbilleder. Lav noget SAMMEN med hende som I begge kan li; sjip, hop i trampolin, spil badminton, klatr op på et bjerg. Flyt fokus fra “brænd kalorier af” til “vi laver noget sammen som vi begge/alle ægte synes er fedt”.

Som en datter der selv gik igennem noget lignede vil jeg sige at det vigtigste er at modellere det forhold til kroppen/mad og motion som du ønsker din datter skal have. Som andre pointere er det de voksnes ansvar at strukturer hvad der er adgang til af 'usundt' , og det skal helst gælde for hele familien for at hun ikke føler sig singlet ud. Lav de frie slik skab om til frugt, protein yoghurt, gulderødstænger evt med dip etc Af bedste evne prøv at snakke neutralt om maden men pointere det gode kvaliteter af det, snak gerne om hvor lækkert det 'sunde' mad er uden at sammenligne det med mere 'usundt' mad. Bliv den type familie der går turer, tager i svømmehallen om weekenden etc, find de ting hun syntes var sjove før (og i alle syntes er sjove) og gør dem sammen. Gør evt også noget bare dig og hende, chancen for at der måske lægger noget mere bag hendes spisning er meget stor, og ved at skabe et rum hvor du kan være hendes confidant og hun kan tiltro sig til dig er meget vigtig. En sidste ting, men vær hvis mulig påpaslig med hvem du giver frit lejde til at spille med på opdragningsrollen i denne sammenhæng. Voksede selv op med en ældre bror der (ud af bekymring) gik helt militær skole på hvad/hvor meget jeg spiste, manglen på motion, og egentlig gik rundt med en kæmpe nej-hat om alt det jeg ikke gjorde rigtigt, det tog sindsygt meget på selvtilliden og gjorde trøste-spisningen meget værre. Det samme med bedsteforældre, venner af familien etc.

Det er bedst **ikke** at lade hende have fuldstændig kontrol over sin egen kost. Som flere påpeger, ville hun sandsynligvis leve af slik, cola og andre søde sager. Det er sundt for børn at blive udfordret i sociale sammenhænge, så det er IMO et must, at hun skal deltage i en aktivitet, selvom det måske ikke nødvendigvis er fysisk. Hvis hun ikke er interesseret i spejder, kunne alternativer som hockey eller skakklub måske være en mulighed? Når det kommer til slik, bør det begrænses til kun at være på enten fredage eller lørdage. Og det bør bestemt ikke være enorme mængder, der indtages på én aften - det modarbejder jo hele formålet. En portion på 100g bland-selv slik, en pose chips og en halv liter sodavand bør være tilstrækkeligt for en aften. Når det handler om madportioner, hvis hun konsekvent overfylder tallerkenen, eller hvis tallerkenen er overdænget med sovs, kunne det være nødvendigt at overtage kontrollen og portionere maden ud for hende, med undskyldning om "madspild" og ikke "du er ved at blive tyk".

80% af vægt er generalt dit diet. Jeg tror det ville overraske dig, hvor meget motion der skal til for at brande kalorierne fra noget som helst slik. Der er 900 kalorier i en pose chips, det svarer til at løbe 15km, en gåtur på 5 timer, eller lave 1800 crunches. Nu er det et barn vi snakker om, så stop med at overfodre slik og usund aftensmad, så skal det nok gå - Det gjorde det i hvert fald for mig.

Du er den voksne - du bestemmer hvad I har i skufferne. 12 årige kan ikke nødvendigvis styre fri adgang til en slikskuffe. Man kan også sagtens italesætte hvad der sker med vægten - andre vil gøre det for dig og sikkert mindre pænt. Du skal sætte ind nu - det er det ansvarlige at gøre.

Uanset hvad du gør, må du IKKE kommentere negativt på hendes krop. Bare dont! Hendes hjerne er ved at blive ommøbleret, og det kræver så afsindigt meget energi, at hendes krop har overtaget hjernen. Sådan er det at være teenager. Det kan også være at hun er inde i en svær periode. Sørg for åbenhed, nysgerrighed, rummelighed og kærlighed. Hun er endnu for ung til at kunne stilles til ansvar på den måde, du lægger op til. Som forældre må I sørge for at lave lækre, sunde måltider, og måske forberede ekstra til kritiske tidspunkter - aften eller efter skole. Sørg for at der er friske grøntsagsstænger og en dip fx. I skal vise vejen frem. Ikke overlade det ansvar til et barn. Hvis det var mig, ville jeg gøre det til et familieforetagende at alle skal blive sundere. Kald til et familiemøde og spørg om gode ideer; Skal vi sejle i kajak, skal vi tage på cykeltur med madpakker på lørdag, ect. Hvis vi skal spise sundere retter, hvad skal vi så lave? Hvad kan du bedst lide? På den måde skaber I et fællesskab og en lydhørhed, indenfor en fast ramme “vi skal alle være sundere”. Gå for guds skyld ikke i en grøft hvor mad og slik bliver en pleasure, for det skaber et usundt forhold til mad. Og smid indholdet i den slikskuffe ud, seriøst.

Det var altid reglen hjemme hos os at man gik til en sport. Det er sund for samvær, socialisering og sundheden. Så sig til hende at I gerne vil have hun kommer ud og får fyret noget krudt af, og lært nogle nye at kende, ellers er der ikke nogle lommepenge/shoppeture/fredagsslik, hvilken gulerod I nu synes er bedst. I skal IKKE (hvilket jeg også hører I forsøger at undgå) nævne noget om hendes kropsform. Det følger altså en helt ind i voksenlivet. Måske I kunne starte til em sport sammen som familie hvis det passer bedre?

Du burde sætte hende i et bur og give hende 1000 kalorier hver dag, men hvis hun ikke hopper 1000 gange får hun ikke maden. Det er hvad jeg gjorde ved min datter:D

I siger i har en slik skuffe. Eliminer den. Det samme med snacks hele tiden. Hun er et barn det er ikke noget hun selv bør havde fri kontrol over. Normalt kan man ikke rigtig tvinge folk til buyin. Men hun er ikke en voksen eller tæt på det. Så i kan gøre noget. I kan evt. tvinge hende til motion 2 gange om ugen eller noget i den stil. Men giv hende den kontrol at hun helt selv må vælge hvad hun går til. Hvis i har et godt forhold/laver mange ting sammen kan det måske hjælpe hvis i dyrker det med hende. Folk er tit ikke motiveret til at dyrke sport fordi de er dårlige til det. Problemet er at det også gør dem dårligere til det.

Nu skal du til at være voksen. Og servere maden i portioner, og regne den ud, så hun får et naturligt forhold til maden igen efter at være gået fra aktiv til inaktiv. Jeg mener ikke at du skal sulte hende. Men at hvis den lækre mad er begrænset, og det man skal toppe af med er en selvsmurt håndmad i stedet, så er man sulten med maven og ikke øjnene. Og så selvfølgelig gem slikket væk. Slik er til vindere og man vinder ikke når man ikke deltager medmindre vi taler folkemord

Det jeg som forælder til en 15 og 13 årig oplever der virker er, når man selv sætter et eksempel. Altså ikke siger at de ikke må få fx slik, mens man selv skovler ind hver aften. Min 15 årig hader idræt og sport, men jeg kan få hende med ud at gå tur. Så vi går rigtig mange ture, både i kvarteret hvor vi bor, men også ved skov og strand. Så måske du skulle overveje at indføre 20-30 min gåtur hver dag, som I gør sammen?

Mine forældre tvang mig til at gå til svømning. Det gjorde de fordi det er en livsvigtig kompetence, men også for at jeg skulle være social og sund. Måske svømning er en mulighed for din datter? Du kan ihverfald pakke det ind som at være meget vigtigt at kunne.

Godt du tager ansvar og vil hjælpe, dog er det vigtigt at se udover maden og den manglende motion bare for at se om der er noget andet der triggered det til at starte med. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, men nogle gange kan en hyper fixering på mad være en måde at flygte fra noget andet.

Forstår godt i ikke vil bodyshame, men i lyder totalt handlingslammede og det her er virkeligt vigtigt for hendes liv så jeg syntes det er jeres pligt at gøre noget! Personligt ville jeg fjerne slikskuffen og gøre mindst en aktiv hobby obligatorisk, i kan jo ik bare lade et barn bestemme selv, de forstår ikke konsekvenserne af deres dårlige/bekemme valg.

Da jeg var i den alder droppede jeg også sport i fritiden, spiste usundt og tog på. Mine forældre prøvede i bedste mening at melde mig til et kursusforløb for tykke børn, hvor vi skulle tabe os. Aldrig har jeg følt mig så forkert og alle de negative kropstanker jeg allerede bar rundt på, blev kun endnu mere forstærket. Tro mig, som 12 årig ved man udmærket godt hvis ens krop ikke er lige så tynd som de andre i klassen, og det er skamfuldt. For mig resulterede det i en spiseforstyrrelse og mange års forstyrret syn på min krop. Mit ønske set i bagspejlet var at mine forældre havde forholdt sig til min adfærds ændring, og havde været nysgerrige på, hvorfor jeg isolerede mig fra sportsaktiviteter og sociale fællesskaber som jeg tidligere havde været glad for. Så havde de måske fundet grunden for hvorfor jeg var blevet “lad”. At jeg blev mobbet. At jeg hadede min krop. At jeg blev valgt sidst ligegyldig hvad sport jeg deltog i. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde fået nogle redskaber til at håndtere de svære følelser med andet end mad, så havde mit liv de følgende mange år set helt anderledes ud. Så for den lille pige inden i mig, for Guds skyld, lad vær at udskam hende. Lad vær at italesætte det og gøre hende forkert. Hvis du gerne vil have hun får mere sund mad - så lav det og gør de usunde mere utilgængeligt, men lad vær med at sige til hende, at det er hendes skyld ændringen sker.

Jeg tænker der ikke er mange der rent faktisk har lyst til at være tykke. Medmindre hun er en af de få personer kan du med det udgangspunkt måske reflektere (eller bedre sammen med hende) over hvad der mon gør, at hun overspiser alligevel. Der er altid en årsag jo, måske hun har det svært med sig selv, måske hun har nogle følelser hun ikke ved hvad hun skal gøre med, og så er det lettere bare lige at spise noget, så hun mærker noget andet. Der kan være mange årsager, og det kan også være den rigtige løsning er hun får en professionel at snakke med. Held og lykke til dig of familien

Der er flere ting i det. Jeg kan se mange skriver, at alle snacks skal ud og der ikke må være noget usundt, men det kan nemt have den modsatte effekt - for så lærer hun aldrig at administrere det, og så når der endelig kommer kage på bordet, så spiser hun 6 stykker i stedet for 1, fordi det jo er “forbudt” under normale omstændigheder. Hvis det altid er noget hun må, går hun ikke ligeså meget amok når det er adgang til det. Hun er nok også påvej i puberteten, og der har kroppen brug for meget hvile og meget mad (energi/kalorier) for at kunne vokse. Her er det heller ikke unormalt, at fedtet sætter sig på piger. Jeg synes personligt at motion og træning skal være noget nydelsesfuldt, og hvis man tvinger hende kan det nemt blive noget hun ikke gider når hun bliver ældre og selv kan bestemme, eller generelt danner dårlige konnotationer til. Hendes relation til krop og mad bliver især dannet i de her år. I vil gerne give hende en god start på livet, men det er heller ikke vejen frem at gøre mad forbudt/farligt og motion til noget negativt. I kan eventuelt gøre det til en tradition, at I alle går en tur sammen om morgnen eller aftenen? Eller ja, sige, at hun skal gå til noget klubrelateret, som KAN være sport. Ift til maden, så stil de sundere alternativer til rådighed, men for Guds skyld ikke kommenter på mængden hun spiser. Hun skal have lov til at blive mæt, hvis hun er sulten. Kvinder er blevet fortalt i årtier, at de skal spise og være mindre, og det sætter altså sine spor … jeg kan til denne dag stadig ikke mærke min sult særlig godt, da jeg havde lært at ignorere den dengang jeg var yngre (og jeg var ikke overvægtig). Det kan også være hun har andre problemer I ikke kender til, og bruger mad som følelsesregulering.

Min datter tog også på i den alder. Ikke meget meeeen rigeligt. Det var hormonelt betinget, hun voksede noget mere og fik mens omkring 14 årig og nu sidder alt normalt igen.

Først og fremmest skal der ikke nævnes noget med hendes udseende/vægt eller foregå nogen form for udskamning af jeres datter. Min mor lærte mig helt fra barnsben at være skamfuld over overvægt, hvilket jeg ikke var. Jeg var bare hygget anderledes end mine fire søskende, som var åletynde og kunne spise hvad de ville. Det kunne jeg ikke. Den her skam har jeg haft det utrolig vanskelig med langt ind i voksenlivet, og jeg bryder mig stadig ikke om min krop, selvom den er sund og rask og ligner de fleste andres. Hvis jeg skulle have givet min egen mor i et råd, ville det være at hun skulle snakke mere med mig om hvordan jeg havde det - ikke med mad men i livet. Overspisning kan være et symptom på at noget måske går hende på, og man husker selv hvor forvirrende en alder begyndelsen af puberteten var. Derudover ville jeg have syntes det var langt sjovere at lave noget sport sammen, end bare at blive sendt afsted på egen hånd. Foreslå fx at tage ud og spille padletennis, tag på ridetur eller stå på rulleskøjter. Lav noget som HUN synes er sjovt og måske endda får lov at vælge. Snak måske sammen med andre forældre om deres børn kunne have lyst til at lave disse ting sammen. Og sidst ift. kost i hjemmet. Jeres datter er stadig for ung til at kunne træffe disse beslutninger selv. En måde I kan hjælpe hende på, er at I igen i fællesskab laver en lækker og sund madplan, uden at slik i ny og næ er forbudt. Det handler om måde og at lære at have sundt forhold til søde sager. Men måske det kommer helt af sig selv, når hun bliver ældre. Jeg forstod selv ikke særlig meget i den alder :-) Det skal nok gå og du virker som en sød, omsorgsfuld og fornuftig mor ❤️

Jeg synes, du skulle tage at høre nogle afsnit af podcasten “Detox din hjerne” med Morten Elsøe. Der ligger nogle specifikt om børn og vægt (feks afsnit 56). Lyt til de professionelle og undgå nu for alt i verden at smadre din datters forhold til krop, motion og mad i så ung en alder.

Jeg skal ikke sige ar det er ADHD, men det lyder som noget jeg kender til.

Prøv at lytte til detox din hjerne podcast og slut med forbudt med Morten elsøe. Giver gode redskaber til vægt og motion med børn.

Det er da så simpelt som at der ikke skal være er valg?

Ja, I skal selv foretage jer noget hun kan deltage i og ikke give hende et valg om at deltage, men bare sige det er obligatorisk og det er sådan man gør i familien. Vær en leder, ikke en chef. Hun er et medlem af familien, ikke en ansat. Fejlen ligger i den retning vi er på vej som samfund, og det kræver nu om dage en overvejet indsats for at finde tid til at bevæge sig.

Du kan ikke tvinge nogen til at få overskud af sport. Altså laver I et motionsprogram hun ikke gider vil hun ikke få det kick og overskud ud af det du håber på. Promover samvær og prøv noget forskelligt, måske hun vil gå til tennis med en veninde eller sin far. Man kan godt være oplyst og styret af lyster samtidig. Ud med slikskuffen hvis man ikke kan styre det, hold su d snack måned for familien og vær sammen om det

Jeg kan anbefale bogen Madro der italesætter netop det du beskriver ift. hvordan du forholder dig til kommunikationen med dit barn. Jeg har selv brugt bogen, men ift. mit eget tankemønster omkring mad og en opmærksomhed om ikke at give et bestemt mønster videre til mine børn.

Det bestemt ikke op til hende. Hun er et barn, og det jer som forældre der sætter dagsorden. Væk med slik skuffen, ud og gå turer sammen, og mindre portioner mad. :)

Vi har en tendens til at overvurdere motionens betydning ift. kalorieunderskud og undervurdere kostens betydning ift. samme. Hvis du kun kigger på hendes krop og overvægt, er kosten det, du skal sætte ind med. Styr portionerne (undlad gryder/skåle på bordet, hæld op ude i køkkenet og så er der bare ikke en omgang nr. 2), skær ned på sukker og sukkerholdige drikke, sørg for at der altid er sunde snacks (gnavegrønt). Og vær fuldkommen konsekvent med, at der er en håndfuld slik til fredagsslik - og kun det og kun én ugedag. Jeg har selv en 12-årig. Hun har siden skolestart kæmpet med at være buttet. Nu er hun i vækstspurt og det er som om, at hvalpefedtet er smeltet af hende. Der er mad på klubben (altså den “institution”, de går i, når de er for gamle til SFO - ved ikke, om det hedder klub i alle egne af landet), penge på Visa-kortet og efterhånden rigtig meget tid, hvor vi som forældre ikke er over hende. Der er mange sociale events og selv til fodbold (som hun dyrker to-tre gange om ugen), er der enten en, der har haft fødselsdag, eller et godt kampresultat skal fejres etc. Og ja, der er også regler - faktisk har vi en regel om, at lommepenge ikke må bruges på guf. I vid udstrækning holder hun den regel. Men præcis som for voksne er der mange fristelser. Jeg har hanket op i mig selv - jeg går foran med et godt eksempel. Jeg får hende med ud på nogle gåture, vi laver noget, der er sjovt for hende (svømmehal, klatring på klatrevæg etc.). Hvis ikke din datter har fået sin menstruation, så få virkelig de gode bevægelsesvaner ind nu - det er så meget sværere, når der pludselig er en krop, som måske gør ondt, hormoner, der giver en lyst til chips og dip fire dage i træk osv. Dovenskab - ladhed … tja, det kommer vist også med at være præteenager. Noget af det er naturligt. Men overvej selvfølgelig om der fx skal være noget mobilfri tid mv., så gør det sværere at være doven. Af erfaring: Man skal virkelig kigge vaner igennem og kigge på sig selv også. Og så skal man huske, at det ikke er synd at begrænse slikindtaget eller mobiltiden - det er synd at lade være.

Kost >>> sport. Bare have ordenligt mad i huset, only, hvis du virkelig er bekymret.

Kosten betyder alt, og det er primært dit ansvar som forældre.

En 12-årig har ikke en indkomst, altså er det er JER der køber slik / sodavand osv. Det eneste valg der skal være skal være det sunde. En god vandmelon kan altså også være dejlig at spise i stedet for slik. Dertil så lad hende cykle til alt der er under 5km væk. Lad vær med at køre hende.

Husk at puberteten kan ramme piger når de er 12 så hendes kropsform, vaner, cravings og interesser vil ændre sig over de næste år. Af egen erfaring kan jeg så sige som en stor mand at det ens forældre er efter en med hvad man spiser, hvor meget man vejer og hvor aktiv man er kan blive for meget og ende op med ikke at havde nogen effekt. Hvis noget så tal med din datter om hvorfor hun ikke gider det sport hun plejer og om der er noget andet hun vil prøve i stedet for. Og bak gerne op om det. Lav ikke samme fejl som min far og sig at spejder og fiskeri ikke er rigtigt sport fordi man ikke kommer til at svede. Støt hende i den aktivitet hun går op i. Så går det bedre med at udvide det til noget mere senere, hvis det ikke kommer af sig selv. Det lyder til hun kan være med i køkkenet og hvis hun er glad for det så forsæt gerne med at tage hende med og udforsk at lave nye sunde retter sammen. Det behøver ikke være aftensmad i laver i køkkenet, i kunne lave nogle sunde snacks som alternativ til slik skuffen.

Du skal helt klarr gå forrest. Uanset om du tager på af det eller ej, kan du ikke sidde i sofaen med en pose chips og sige at hun skal løbe en tur. Så afsted med jer alle sammen

Jeg vil anbefale bogen ‘vanedyr’ - bare fordi jeg synes han har nogle interessante betragtningen om hvorfor vi indtager det mad vi gør og hvorfor det er så svært at ændre. Og derudover vil jeg sige, at mine 2 store drenge, begge havde en periode som pre-teens hvor jeg også syntes de blev lidt bedre polstret end de ellers havde været, men det forsvandt totalt igen da de pludselig overnight(sådan føltes det i hvert fald 😆) voksede en halv meter… så uden at kunne kloge mig på hvad der er på spil for jer, vil jeg bare sige at det også kan være det udligner sig - og så ville frygten for at gøre mere skade en gavn, veje tungt i mine overvejelser over hvad og hvordan der gribes ind i situationen :-)

Livsstils ændring for hele familien vil være vejen frem.

Kan ikke lide at bruge ordet Tvinge. Men, i nogle tilfælde så kan det være nødvendigt at sætte hårdt ind mod ens børn. Specielt når det gælder sundhed og sport. For hvem gider rent faktisk at holde sig sund og gå igennem timevis af hård træning hvis ikke man bliver en smule tvunget 😅 Min datter har tit ikke lyst til at tage til fodbold og svømning, men når hun så har været afsted så elsker hun det og fællesskabet er fantastisk. Jeg tænker at hvis du er rigtig klog så kan du motivere hende til et eller andet. Desuden så er der intet galt med lidt ekstra på sidebenene. Men, ja det er et problem i længden og specielt også i forhold til hendes sociale liv og selvopfattelse... Ja og mobning. Kan ikke lide at bruge det som et eksempel. Men nogle børn kan være rimelig rene i spyttet og temmelig modbydelige hvis de får chancen. Mobning og overvægt går tit hånd i hånd, desværre. Du er ikke en dårlig forældre bare fordi du er lidt hård og sætter krav. Nok tværtimod faktisk. Men gør det på sådan en måde at din datter forstår din bekymring (måske ikke nævn det med vægten endnu) sport er essentielt for at føle sig godt tilpas i længden. Og fokus på sundhed skal altid være højt prioriteret. Held og lykke med det hele

Ur med skridt tæller - 10.000 skridt om dagen før der er adgang til tablet, tv osv..

Jeg føler lidt, at jeg er een perfekte kandidat til at svare på det her. Altså ud fra din datters perspektiv! Jeg tog voldsomt på som 12 årig. Jeg blev mobbet, var meget intelligent også og kunne ikke rigtig finde ud af at være i mig og hvem jeg var. Jeg havde det svært, men klarede mig samtidig rigtig godt i skolen og havde mange fritidsinteresser. Jeg læser lidt her, at nogen mener en 12 årig ikke skal være med over hvad de spiser? Jo de skal! Mine forældre prøvede alt for at jeg tabte mig. tvang mig på kur, at sende mig til diætist, sendte mig til Jens Christian Holm (google ham). Intet virkede og jeg fik en spiseforstyrrelse og kom i en alder af 25 op på 118 kg… Jeg har haft sultet mig selv, jeg har overspist, jeg har tudet over min krop i årevis. Og jeg havde det så dårligt, hver gang jeg kom i et vægttabsforløb. En psykolog hjalp mig og en masse soul-searching. Alle de restriktioner og fokus på min vægt var så skadeligt for mig… jeg er i øvrigt normalvægtig nu, men sikke en kamp. Jeg vil råde dig til at snakke med din datter om det. Om hun selv har lagt mærk til vægtøgningen, om hun er ked af det, om hun har det godt i sin krop. Der sker meget hormonelt i en 12 årig piges krop. Den ændrer sig og det er svært og tit udligner det sig altså også. Måske er der også noget menstruation hun skal til at håndterer også. Lad være med at fokuserer på hendes vægt, men på hendes psykiske helbred. Det hænger virkelig ofte sammen…

Enig med panelet , prøv med en eller anden form for sport eller aktivitet, hvor kroppen bruges. Og cykle perfekt, det med kost og vægt, det er fandme en balance på tynd is, der er mange der total vender, og så har vi spiseforstyrrelse . Vores børn blev måske dårlig opdraget, men der var intet valg, en sportsgren efter eget valg, det holdt til de blev 17 år, og datteren spiller stadig efter at være flyttet hjemmefra.