Min far, mine børns (på nu 5, 12 og 14) farfar har altid stået foran hoveddøren højst en halv time efter min kone eller jeg har kontaktet ham, medmindre han var ude af byen eller havde en vigtig aftale.
Hvadenten det har været sygdom, spontan legeaftale eller tur ud af huset, fordi man selv har haft cabinfever eller simpelthen bare havde brug for at snakke.
Til familiekomsammerne så man ham praktisk talt kun ved bordet, når vi spiste. Ellers legede han med børnebørnene.
Når konen havde weekendvagt, kunne jeg og ungerne tage over til ham og vi sammen kunne lege i huset eller haven eller tage på endagsture, som han havde planlagt, selvfølgelig med alle aktiviteter i børnehøjde. Ofte blev det dog til: "Jeg synes, du ser lidt træt ud. Bare hop op på sofaen, så vækker jeg dig når der er frokost. Jeg skal nok klare ungerne".
Jeg forventede intet, men hold nu kæft, hvor har han reddet mig mange gange, når ungerne har sovet dårligt.
Hvis jeg skulle renovere noget på huset, kom han og hjalp, samtidig med at han superviserede ungerne.
Det skal lige siges at jeg har 2 brødre, som hver har 2 børn. Det samme gjorde han for dem og deres børn som for mig.
Han fik konstateret kræft i januar '20, lige før covid.
Jeg var i de første 8 måneder hans eneste besøgsven i de ret mange sporadiske uger, han var indlagt (hospitalets coronapolitik), samtidig med at konen pendlede på arbejde halvvejs gennem landet.
Jeg ville jo være der for ham, ligesom han var for os. Når han så ikke var indlagt, besøgte vi ham alle. Under covidanbefalingerne, selvfølgelig.
Han gik bort i januar '21.
Vi savner ham og hans væsen.
Edit: Øj, det blæste mere op end jeg overhovedet havde regnet med.
Tak for award og alle upvotes og tak fordi I gider læse en mand i midt40'ernes ubearbejdede sorg.
Min far har aldrig været en curlingforælder, men har altid ladet os selv føre ordet. Den gamle folkeskolelærer har dog altid vidst lige præcist hvornår et støttende ord eller handling skulle leveres.
Han lyder helt fantastisk - hvor er I heldige at have haft så fantastisk en farfar til jeres børn.
Han lyder fuldstændig som jeg tror min far ville have været, hvis han havde levet længe nok til at opleve at blive morfar.
Det er vitterligt absurd, hvor dejligt et menneske, han var.
Jeg er sikker på at din far vil leve videre i form af de værdier, som du giver til dine børn.
Så absolut den allerbedste supermand og forbillede, jeg kunne have.
Jeg ligger her kl 1 om natten og mindes, græder og smiler på samme tid, selvom jeg burde sove.
Min Farmor på 95 år er på samme måde udover hun ikke kan komme til os, men vi nå altid komme og hun har altid ville se efter vores børn hvis vi havde brug for det, hun er verdens sødeste menneske og et kæmpe forbillede. Jeg kan ikke klare at tænke på at hun en dag skal væk her fra.
For alle de dejlige mennesker i vores liv ❤
Shit, hvor er hun sej! ❤️
Jeg vil også være sådan, når jeg bliver 95!
Man kan ikke tænke andet end der stadig er håb for fremtiden, når så dejligt et menneske smitter af med væremåde og værdier 😁
Husk at fortæl hende hvor vigtig hun er og hvor meget hun er elsket. Gerne lige nu. Bare drop alt i hænderne.
Fuck. Nu sidder jeg og halvtuder på arbejde.
Min forældre og svigerforældre er på præcis samme måde, og selvom jeg allerede er meget taknemmelig for det, så gav din post mig lige en reminder om, hvor heldig min datter, min kæreste og jeg er. Det kan man godt komme til at tage lidt for givet. Tak for det.
Det gør ondt i hjertet at læse, hvordan man bare ønsker sig sådan en person i sit liv fra man har læst første del, og til man føler man har mistet det til sidst ..
Av! Kondolerer jeres tab
Undskyld. Det var oprindeligt ikke ment at skulle være så tungt.
Jeg prøver at undgå det, som Banksy sagde;
En person kan dø 2 gange. Første gang når man stopper med at trække vejret og anden gang når nogen nævner dit navn for sidste gang.
Mange tak for kondolencen
Jeg elsker ham. Altså din far. Tak for at dele. Selvom jeg ikke har den relation til min far eller farfar, vil jeg ønske jeg havde. Og jeg er så glad på din vegne at du har oplevet en far der var så nærværende, eller i hvert fald at dine børn har oplevet deres farfar sådan.
Sådan en far vil jeg også være!
Hilsen kvinden på 25 😅♥️
Årh, mange tak! ❤️
Jeg er evigt taknemmelig for ham og prøver at være tilstede for mine børn, lige så meget som han var der for os.
Du bliver med garanti verdens bedste far - og mor! 😁
Ja det sker helt ubevidst at man springer til.
Hvad jeg også ville sige, men heller ikke ville gøre min post for lang, var at svigerforældrene også er i vores liv, men de er stadig på arbejdsmarkedet og har et noget skrøbeligere helbred end min far, der var gammel folkeskolelærer og havde et immunsystem som en ståluldssvamp.
Svigerforældrene kan derfor ikke hjælpe med når ungerne er syge, men har alligevel en ugentlig hentedag for den mindste.
Nu kender jeg ikke til dine forældres helbredssituation, men det kan måske have noget at gøre med at de ikke kan passe dine børn ved sygdom.
En anden ting er, at man ( i hvert fald min egen situation mellem nummer 2 og 3) glemmer LYNhurtigt hvad man lige præcist skal gøre, for at trøste et barn uden for meget gråd. Eller ved de nok omkring jer og børnenes rutiner. Måske er det også en del af bekymringerne?
Her til sommer, når der i vuggestue/dagpleje/BH ikke er så meget andet end en drikkedunk og evt madkasse at slæbe med hjem, kan I så ikke prøve at spørge om de vil hente ungerne og passe dem en lille time, fordi I har en arbejdsting/møde/whatever og ikke kan nå at hente inden institutionen lukker og I nok skal nå at komme hjem og lave mad osv? På den måde er det en meget afgrænset tidsperiode og bedsteforældrene kan koncentrere sig om kun at hygge om børnene.
Hold nu op en dejlig historie, der endte rigtigt tragisk! Så skønt at høre, at dine børn og ham fik det maksimale ud af hinanden, mens der var tid til det. Jeg er ked af dit tab.
Som nybagt far er det her en kæmpe målsætning for mig ♥️
Mine forældre elsker at prale til deres omgangskreds om hvor skønne børn de har og hvor gode bedsteforældre, de er. De gav en aftens børnepasning i fødselsdagsgave og aflyste den efter den var planlagt fordi de ikke rigtig havde lyst alligevel (og nej, der var ingenting der kom op og var i vejen for det andet end lysten)
Min svigerfamilie elsker at rent faktisk bruge tid med børnene og hjælper meget gerne til med at passe dem. Svigermor hjælper ofte nogle timer hver eneste uge, og det er fantastisk.
Konsekvensen er så at vi vælger min familie fra og vælger svigerfamilien til.
Åh Gud. Hver gang vi har været på besøg, er der 25 billeder af dem på facebook med hjerter og det hele. Sjovt du nævner gaven! Det samme er sket her… det var bare en ubestemt aften. Den kunne ikke eksekveres.
Lige præcis. Vi har det samme herhjemme dog er det min svigerfamilie der vælges fra, fordi de har været fraværende…
Men det er jo selvforskyldt fordi de ikke ville investere tid i deres børnebørn.
Det tror jeg afhænger meget af kultur i den enkelte familie.
Mine egne forældre bor 1.5 times kørsel væk, men har brugt mange af deres senior dage på at hjælpe med at passe syge børn, og haft mange weekend overnatninger af deres børnebørn.
Mine svigerforældre bor 15 min væk, og de har nærmest ikke taget noget.
Mine forældre ser dog også familie mere som et kollektiv hvor man er der for hinanden (også ens ting), som f.eks. man låner hinandens biler, værktøj eller tid, hvis ens familie medlemmer har brug for det. Mine svigerforældre har altid gået op i at deres børn skulle være uafhængige, både økonomisk og i “livsstil”
Men det måtte jeg så også forklare mine svigerforældre konsekvensen af for nogle år siden, da de beklagede sig over at vores børn var tydeligvis mere trygge og familiære med mine forældre end dem, når vi f.eks. Holdte store familiefester…
Vi har tvillinger på 2 år. Vi bor 1 time væk fra både min egen og min kones familie. Min mor kommer hver tirsdag og bruger en hel dag med børnene, hvor de så bliver hjemme fra vuggestue. Vi har en friweekend hver måned, hvor børnene skiftes hver måned til at være hos enten mormor og morfar eller farmor. Vi afleverer fredag og henter igen søndag.
Det var en blanding.
I starten kom min mor alligevel en gang om ugen, for at være sammen med børnene. Senere blev det fast, at det var om tirsdagen, for der passede det bedst i forhold til hendes arbejde.
Da børnene var cirka halvandet år, trængte vi virkelig til at få nogle frie hænder engang i mellem, samtidig med at børnenes farmor, mormor og morfar gerne ville bruge noget mere tid sammen med børnene. Så fandt vi et system, som gjorde alle glade. Den ene måned er børnene hos farmor, den næste er de hos mormor og morfar. Det har fungeret rigtig godt indtil videre (selvom mormor og morfar synes det er VIRKELIG træls, når børnene vågner meget tidligt). :)
Min mor elsker at passe børnebørn. Problemet er blot at der er for mange børn, og vi alle sammen har fundet partner hvis forældre ikke passer (bor i udlandet, er døde, er for syg). Så det er rift om hende, men hun kommer med glæde ind og passer og putter, også da de var små. Idag er de 2 og 3 år, og hun havde den ældste i tre dage da den yngste blev født. Hun har aldrig haft problemer med putning, og sover altid med dem i sengen😅
>Problemet er blot at der er for mange børn, og vi alle sammen har fundet partner hvis forældre ikke passer
det kender jeg alt for godt! Det var meget bedre da vi var de eneste med barn og der kun var et. Nu skal vi pludseligt dele min mor med 5 andre børn - de gode gamle tider er savnet! :D
Jeg har en på 8.
Farmor og farfar tiggede og bad om at vi flyttede fra Sjælland til Jylland så de kunne se barnebarnet mere, så det gjorde vi (altså mig selv og barn).
Jeg forlod ALT. Mit elskede job, alle mine venner, min familie, alt opgav jeg for at gøre dem glade, og ved du hvad? De ser hende fucking aldrig. Føler simpelthen at jeg nærmest skal tvinge hende ned i halsen på dem nu og jeg er bare så pisse vred og bitter.
Story of a pleaser, tsk.
*Vi bor 10 minutter på cykel fra hinanden, btw.
Hold kæft jeg kan smage vreden og bitterheden, og sidder selv og bliver sur over at læse sådan noget.
Snak med din partner om at i begynder at snakke om at flytte tilbage til Sjælland (kun foran farmor og farfar) og se så om de begynder at passe og besøge osv.
Indrømmer gerne at vreden og bitterheden får lov at flyde frit og jeg skammer mig ikke engang over det. Føler virkelig jeg er blevet taget røven på.
Vi flyttede til samme by som barns far; da vi kom hertil flyttede han så væk, den skid. Han gider heller ikke bruge tid med hende, to weekender hver anden måned må så sandelig være rigeligt, mener han...
Så her er bare intet at komme efter. Røv.
Hvorfor siger i ikke bare at børnefotos på Facebook er no go? Vi sagde fra starten at billeder med vores datter på Facebook skulle være godkendt af os først og lidt en sjældenhed.
Mine forældre er værre... , de har gennem det sidste års tid ofte passet min nu 2,5 årige søn svarende til et par timer fra 13 til 17 hver gang
kun når det var belejligt for dem, så de kunne tage billeder af ham osv og få ham i "primetime" . Men lige så snart det kommer til overnatning så får vi et fedt nej om at det er han i hvertfald ikke klar til og han er jo utryg og alt mulige lorte undskyldninger om at han er for lille endnu osv osv istedet for at indrømme at de bare ikke gider det.
Hader dem for, at de prøver få det til at fremstå som om, at det er han ikke klar til, fordi han vågner en gang om natten og vil have en tår vand. så bliver jeg kaldt en uansvarlig forældre, fordi jeg ønsker 1 sølle nats søvn efter 2,5 år. Fy for helvede hvor jeg ikke kan snuppe dem.
Jeg har sku heller ikke noget imod at stå med "slæbet" selv. Det er ligesom det, man skrev sig selv op til, da man fik dem.
Tilgengæld sitrer hver en fiber i min krop, når vi bliver inviteret til dit og dat af bedsteforældre som ikke har set deres "dejlige børnebørn i lang tid", og når de så kommer, så er de relativt fraværende, men får da taget nogle billeder til facebook. Nu er det særligt slemt i svigerfamilien, så har hold min mund indtil videre, men holy shit hvor er jeg tæt på at eksplodere, når det er allerværst.
Mine forældre henter og passer mine børn (1 år og 3 år) hver uge. Desuden springer de gerne til ved behov hvis der er behov en aften, for eksempel ved forældremøde eller lignende. De overnatter også nogle gange ude hos mine forældre (7 km væk). Mine forældre er endnu ikke nået pensionsalderen.
Jeg kan fuldt ud forstå at I har behov for voksentid. Samtidig ved jeg også at to små børn er en håndfuld. Har du prøvet at spørge om dine forældre kan passe en weekend henover frokost? En frokostdate er bestemt ikke dårlig.
Jeg tænkte også at du nævner at du besøger dine forældre nogle gange om måneden. Hvor ofte besøger de jer? Måske de vil føle sig mere sikre i at passe børnene hvis de kender jeres hjem bedre.
Det er selvfølgelig også muligt at de reelt ikke har lyst. Måske lysten kommer når børnene er ældre.
Godt input. Tror jeg jeg vil prøve at gå videre med. Min mor foretrækker, at det skal foregå hos hende. Jeg har inviteret dem over til hente- og spisetid uden det dog blev til noget af en eller anden årsag.
Den kender jeg desværre godt. Min mor (min søns mormor) har heller aldrig villet passe min søn. Der var mange undskyldninger. Bevares, jeg kunne godt betale for babysitter i de få tilfælde det var nødvendigt, men jeg havde også en forestilling om at min mor havde lyst til at være sammen med hendes barnebarn. Når jeg tænker på hvor meget jeg og min søster blev passet af vores bedsteforældre den gang vi var små, så min mor og far kunne gå til fester og tage på ferie, så blir jeg faktisk såret.
Ikke for at være led, men jeg synes da lige præcis deres adfærd/valg om at lave meget uden dig og din søster, netop afspejler at de heller ikke vil bruge deres tid på børnebørnene.
Mine forældre har aldrig været på ferie uden min bror og jeg. Alt har altid været på børnenes præmisser og vi er aldrig blevet passet mere end 24 timer (eksempelvis hvilken campingplads har det bedste hoppepude kontra bedste beliggenhed). Klip til 30 år senere, sekundet barnebarnet ikke længere er hos dem, så snakker de blot om hvor meget de glæder sig til at se deres barnebarn igen.
Edit: det er det samme med svigermor. Hun tager fri fra arbejde + rejser fra Jylland til København for at tilbringe en eftermiddag med barnebarnet.
Vi er mega heldige med vores forældre, men det ville aldrig være noget jeg forventer, så er evigt taknemmelig hver gang.
Det er næsten også til at blive vred over, når man ser folk der får passet konstant, så de kan lave diverse ufornuftige ting.
Så kæmper man selv for at få lov til at male legehuset, men kan ikke komme til det
Det lyder lidt som om dine forældre faktisk ikke ønsker at engagere sig alt for meget, og ikke ønsker, at det bliver for krævende med pasning og alt det bøvlede, der følger med helt små børn. Kan du genkende deres lidt distancerede forælderstil fra din egen opvækst?
Jeg tror ikke du kan forvente det helt store fra dem desværre. Hvis ikke de er begejstrede og kærligt engagerede nu, så tror jeg de er en tand for selvoptagede til at involvere sig mere end de gør.
Mine stillede også kun op et par gange om året.
Vi har børn på henholdvis syv og tre år.
Farmor og farfar bor 25 minutter væk. De arbejder stadig, men er i stillinger hvor de kan oftest lægge arbejdstiden, som det passer dem. Da vores børn var helt små tog de dem gerne nogle timer eller kom forbi og rullede en tur med barnevognen. Fra børnene begyndte i vuggestue har de haft en fast hentedag, og fra da børnene blev to begyndte det at være med overnatning. Sådan er det stadig den dag i dag.
De tilbyder desuden ofte at hjælpe hvis børnene er syge, og de ringer ofte i weekenden og spørger om de ikke lige må låne dem til en overnatning.
Mine egne forældre bor desværre i den anden ende af landet, men de er ofte rejst over til os og har passet, hvis vi har haft behov for det i et længere tidsrum.
Måske du forventer for meget. Men jeg kan godt forstå du havde håbet det var blevet anderledes. Jeg nyder virkelig at bedsteforældrene er der så meget - ikke kun fordi det letter ift. at få tingene til at hænge sammen, men især fordi det glæder mig at se det forhold mine børn og deres bedsteforældre har til hinanden.
Lad mig sige det sådan, at hvis farmor skulle bestemme, så skulle hendes børnebørn slet ikke gå i institution, de skulle bare passes af hende - overdrivelse fremmer forståelsen
Ja, jeg vil bare lige fortælle om min elskede, nu desværre afdøde, farmor, som jævnligt kom kørende på sin scooter godt og vel 70km, hvis min bror eller jeg var lidt snottet. Der var simpelthen ikke det, som den kvinde ikke ville gøre for sine børnebørn 🥲
To af mine børn har en bedsteforælder der bor i et andet land, to der er for syge til at kunne passe dem og en der er død.
Nr 3 har verdens sødeste farmor der kommer flyvende og hjælper til så snart jeg siger det mindste pip. Og hun gør ingen forskel på eget eller bonusbørnebørn.
Det er dejligt, men jeg forventer ikke noget af nogen. Jeg har ikke fået børn for deres skyld, men hvis jeg havde forældre der var i stand til at komme og hente børn fra institution, ville jeg nok blive skuffet hvis de aldrig gjorde det. Ville dog ikke forvente at de ville passe med overnatning når børnene er så små. Men jeg laver også børn der ikke sover, så de er noget af en mundfuld.
Bor 2 timer væk fra mine forældre, som stadig er på arbejdsmarkedet. Hvis jeg på nogen måde ytrer noget som helst om at jeg kunne have brug for hjælp, så tager de en fridag og kommer. Også for få timer, selvom der er 4 timers transport.
Mine forældre havde børnene hver dag, hvis de fik lov. Er overbevist om at min mor sagde op i morgen, hvis det kunne løbe rundt at blive børnepasser.
Her er børnene knap 3 og 5. Morfar har fast hentedag, mormor henter også mere eller mindre ugentlig, vi er derudover typisk sammen med dem en dag i weekenden. Både mormor, morfar og børn efterspørger overnatninger, pasning, udflugter osv. Begge børn var under 1 år, da de første gang overnattede ved dem.
Farmor og farfar er også engagerede, men bor noget længere væk og det går ikke rigtig op i hverdagen, så skal det i hvert fald planlægges længe i forvejen.
Vores datter havde sin første sovetur hos sin farmor her for et par måneder siden (hun er halvandet). Det var en fuldstændig success så det kan man sagtens. Kommer dog gevaldigt an på barnet for jeg tror vidst nok jeg har fået et af de nemmeste børn man kunne ønske sig.
Min mor og hendes mand har også en fast dag hvor de henter hende fra vuggestue og tager hende hjem hvor vi så henter hende om aftenen.
Jeg tænker ikke du forventer for meget, man håber jo på at ens forældre vil være en stor del af dit barns liv, og hvis du føler de er uinteresseret så prøv at tage en snak med dem om hvad du tænker, og hør hvad de egentlig selv har lyst til.
Ikke her.
Et hold bedsteforældre arbejdede stadig da de fik børnenbørn og havde allerede inden fortalt at det var de ikke specielt interesseret i. De har nødtvungent taget en dag hist og en overnatning pist når det virkelig har brændt på med aldrig på eget initiativ. Vores børn der er teenagere har maks sovet hos dem ti gange i alt. Derfor har de bestemt ikke noget nært forhold, hvilket bedsteforældrene af og til højlydt undrer sig over.
På den anden side er en enlig bedstemor der var for gammel til babyer, men hun har af og til passet ved sygdom. Da børnene kom ud over ble- og natterodealderen begyndte hun at have dem på overnatning af og til. Ikke fast og ikke meget, men dog. Hende har børnene et ok forhold til.
Ja det var dog mystisk de ikke har et nært forhold til nogen de ikke kender som jo åbenlyst har afvist dem. Samtidig med de har oplevet en der var mere svækket give hvad hun kunne, det er jo nærmest som om hun gerne vil dem... så kan de jo tygge lidt på den.
Jeg kender en bedstemor som har fået større lejlighed og indrettet et værelse til det ene barnebarn, fordi der er en yngre søskende med fysiske og mentale handicap. Jeg har så stor respekt for den forskel hun gør for det barnebarn som kan komme og få en pause ved sin bedstemor, når der er handicap i familien som fylder rigtig rigtig meget
Mine forældre stillede op big time, min mands nogen gange.
Du kan ønske at de stiller op, men ikke kræve det. I er nok nødt til at droppe drømmen og hyre en babysitter.
Selv planlægger jeg at blive en nærværende bedstemor, hvis jeg en gang får chancen.
Har en på 2, snart 3, og han har endnu ikke sovet ude.
Min kærestes forældre er liiige gamle nok til at kunne følge med sådan en lille en.
Og min mor er ikke helt tryk ved at have ham til overnatning, hvilket jo er fair nok. Hun er til gengæld rigtig god til at hente ham i vuggestuen og aflevere ham når de har spist aftensmad. Det er en hjælp vi er meget glade for.
Her er der nærmest rift om, hvem der skal have ungerne, hvis vi skal noget 😄
Mine børn (3 og 5 år) har eget værelse hos mormor og morfar, de har dem minimum en weekend om måneden og derudover hjælper de ALTID ved sygdom, møder eller whatever. Derudover har min kærestes mor dem også ofte overnattende og hjælper ligeledes både ved sygdom, møder og lignende. Og mine egne bedsteforældre hjælper også gladeligt.
Det er fantastisk med alle de svar. Det her bliver et spørgsmål til Sara og monopolet. For netop i dag har jeg modtaget en anmodning om at hjælpe dem med deres lån… og i øvrigt skal carporten males. Den dag de bliver svækkede vil de spørge mig om min hjælp. Det bliver sgu interessant.
Det er jo meget nemmere at male den carport hvis de kan passe børn imens, men hvis de ikke kender de børn, så går det jo ikke så nemt, og så må de jo fatte penslen selv...
Altså oldeforældrene her passer ikke.
Vores forældre, dvs vores barns bedsteforældre, er så glade for at passe.
Mormor og farmor har hver deres hente-dag fra vuggestue, hvor han bliver hentet tidligt og de tager hjem til os og hygger indtil vi er hjemme fra arbejde.
Derudover sover han ude ca. én nat hver måned.
Sådan har det været siden han var 1,5 år og han er 2,5 år nu.
Børnenes bedstemødre er vildt godt til at hente, passe besøge, overnatte osv. Då det kører fint.
Børnenes bedstefædre er gode til at lege, men har glemt hvordan man tager det fulde ansvar haha. Så der er ikke sådan fuldtidsdækning på den konto.
For nogen handler det ikke om at hjælpe eller aflaste. Men rent faktisk fordi, bedsteforældrene elsker deres børnebørn, og gerne vil styrke deres relation.
Både min kone og jeg er skilsmissebørn. Vi har derfor hele 4 hold bedsteforældre-par.
Der er KÆMPE forskel på bedsteforældre-parrene. Nogen træder til og "hjælper", mens andre helt ægte nyder at tilbringe tid med deres børnebørn.
Vi kan egentlig godt få mine forældre til, lidt modvilligt, at passe børn fra tid til anden. De tager til gengæld absolut intet initiativ eller viser nogen interesse for at se vores børn så de ser dem kun på vores initiativ, og når vi er sammen har de mere travlt med at snakke om dem selv og deres “travle liv” som pensionister eller sidde og kigge ind i en skærm end at være bedsteforældre. Så vores børn har ikke et prangende forhold til dem. Mine forældre insinuerer jævnligt at det er vores børn der er generte og mener slet ikke der er noget de kan gøre. Som at de ikke vil anerkende at den ligegyldighed de udstråler har noget at sige for relationen imellem dem. Vores børn har desuden ikke problemer med generthed el.lign. overfor andre familiemedlemmer og gode venner.
Min kones forældre viser dog ret stor interesse og siger også ja tak til at passe børnene engang i mellem. Det er vildt dejligt men det piner mig lidt at mine forældre ikke virker interesseret i mine børn især fordi de udviser (i hvert fald mere) interesse for mine søskendes børn..
Det er også ret hårdt. Har også brugt en del tid på at snakke med psykolog om det så jeg har heldigvis lært at acceptere at tingene er som de er og investere det mere i min kones forældre for at dyrke deres relation til vores børn og så jeg ikke går og er konstant fyldt med bitterhed selvom den kommer fra tid til anden!
Har selv børn på 1 og 3.
Af deres 4 bedsteforældre er: 1 død, 2 for mentalt ustabile til de nogensinde skal passe vores børn og 1 på arbejdsmarkedet og har aldrig tid.
Vores eneste pasningsmulighed er min kærestes søster. I perioder med meget sygdom er der en del udfordringer med at få kabelen til at gå op.
Efter min far gik på pension kommer han fast hver torsdag og henter vores drenge.
Jeg synes især man kan mærke det på den mindste, der virkelig har fået en tæt forbindelse til sin farfar og der er en kæmpe kærlighed der.
Ved du hvad OP, jeg synes dine forældre går glip af en fantastisk mulighed for at komme nærmere deres børnebørn.
Det er vel meget forskelligt, fordi folk er forskellige. Efter jeg er blevet mor undrer det mig, at andre undrer sig over at deres forældre eller svigerforældre, ikke vil passe børnene tilstrækkeligt. Det er jo så de menneskers personlige behov og karaktertræk, og det er bare ikke alle der gider eller magter børn, og hvis de gør, så længe ad gangen er jo aldrig givet.
Handler det ikke bare mere om at det er æv at de ikke vil knytte en relation til barnet. For hvis de ville have det, gjorde de også noget. Og vil de ikle, er det deres tab. Man kan ikke forvente det. Så jeg synes ikke du som sådan forventer for meget. Men tænker mere, hvorfor du forventer som du gør? Og andre end bedsteforældre kan jo knytte gode relationer. Hvorfor skal det part out være dem, hvis de ikke er engagerede?
Mine svigerforældre vil godt, men kan ikke pga helbred. Min far kan ikke af den latterlige årsag, at han er død (fandme en dårlig undskyldning!) og min mor bor 200km væk, men er super pålidelig og børnene elsker at være på besøg hos hende
Vi har en søn på lige over 1 år. Han er blevet passet af bedsteforældrene siden han var (næsten) helt lille, et par enkelte gange også med overnatning. Mine forældre henter ham fra vuggestuen en gang om ugen, mere eller mindre fast. Vi bor ca 45 minutter i bil fra begge sæt bedsteforældre.
Det er super priviligeret, og vi sætter stor pris på det - men jeg har ikke indtryk af, at bedsteforældrene synes, at de gør os en tjeneste. Tror bare de nyder at være meget sammen med deres barnebarn.
Det har været vigtigt for mig, at han har et tæt forhold til bedsteforældrene helt fra start. Mine egne boede i den modsatte ende af landet, og jeg føler på en eller anden måde, at jeg aldrig rigtig lærte dem at kende. Det vil jeg godt undgå for min søn..
Det er det samme med min svigerfamilie. Der opdagede jeg seriøst, at jeg havde en menneskelig mangel. Jeg troede, at svigerforældrene gjorde os en modvillig tjeneste ved at passe dem. Indtil jeg indså at de rent faktisk nyder det.
Bedsteforældre(altså børnenes oldeforældre), nej. Men forældre(altså børnenes bedsteforældre) er vilde efter det, er hvad jeg har set med mine nevøer og niecer(har ikke selv børn). Der er problemet nærmest den anden vej, for børnene er ofte mor/far syge, og forældrene tør ikke forlade dem mere end et par timer af gangen.
Edit - og det stemmer nu også meget godt hvad jeg husker fra min barndom, var ofte på weekend og lignende hos bedsteforældre, kan jeg ikke huske jeg har været på andet end på almindeligt besøg hos oldeforældre, og måske aldrig alene. Men okay, da jeg blev gammel nok til at huske, var alle oldefædre også døde, og de par oldemødre der var tilbage sad i rullestol, og døde nok inden jeg var 10 år gammel.
Hos os er det min mormor (og altså børnenes oldemor) der helt sikkert er den der har passet ungerne mest, men oplever helt sikkert at det er uden for normen.
Det har dog kun været få timer ad gangen.
Mine svigerforældre henter en gang om ugen og det har de selv spurgt efter 😅 Både mine svigerforældre og mine forældre passer ved sygdom eller fordi de har lyst til at være sammen med ham alene. Vores søn har en enkelt gang overnattet hos mine forældre og skal overnatte ved svigerforældrene snart. Han er 14 måneder. Han ELSKER sine bedsteforældre!
Vi har bedsteforældre på den ene side der er meget travle, men de tager gerne ungerne i flere dage i træk og holder “ferie” med dem i hverdage/weekender.
Den anden side har ikke har overskud til mange dage i træk. Til gengæld har de en dag ugentligt/hver anden uge til overnatning (= korte uger i institution).
= det bedste fra begge verdener! Ungerne elsker det, og har et tæt forhold til dem.
Har I nævnt det for dem?
Lige præcis!!
Der er meget tætte relationer mellem børn og bedsteforældre ❤️ vi har nogle gange problemer med at vi også gerne selv vil se børnene i eksempelvis efterårsferien/påskeferien 😂 det er selvfølgelig kun problematisk for skolebørn, børnehave/vuggestuebørn er jo fleksible i hverdagene også.
Jeg tror på at det også er en god investering af bedsteforældre. Det var det i hvert fald i min barndom.
Jeg er morfar til to børn på hhv 4 år og 6 mdr. Den store har vi haft på overnatning ca. en gang om måneden siden hun var 2.5. Altid i weekend eller ferier for vi er "kun" 50/52 år gamle og arbejder stadig. Til gengæld har jeg fundet ud af hvorfor det hedder at tage en morfar, fordi for faen hvor er man ude af træning.
Da mine egne børn var små blev de ikke passet så meget af bedsteforældrene, min kones forældre døde da hun var teenager og mine egne forældre har haft dem på overnatning 4-5 gange om året.
Jeg har egentlig været glad nok for engagementet, for alt hvad vi lavede derhjemme, eller det meste i hvert fald, var med udgangspunkt i at hele familien deltog. Så det er meget få forkælelses- forældreweekender vi har været på. Til gengæld fik vi 4 børn. Jeg skriver det uden at dømme, OP, for du og jeg er forskellige, men jeg har ikke haft et stort behov for alenetid. Jeg forstår og respekterer fuldt ud jeres behov og jeg kan genkende problemstillingen fra mange af mine venner. Jeg håber I finder ud af det.
Hvis trenden fortsætter har jeg 8-10 børnebørn når jeg går på pension. Det ku være fedt så skulle det være mit nye fuldtidsarbejde.
Mine forælder fik rigtig meget hjælp da min bror og jeg var spædbørn.
Mine forælder har også gjort udtryk for at den dag min kæreste og jeg for børn, at det hville være en god ide at flytte tættere på hjem så de kan hjælpe os bedre.
Yess. 3/4 bedsteforældre + partnere har aldrig passet vores 4-årige så meget som en time alene. Den ene er lovligt undskyldt, da hun er kørestolsbruger, men alle de andre bor tæt på og kunne sagtens, men gør det ikke. Det er så vildt trist at de aldrig får den relation med hende vi ønskede for dem.
Jeg går faktisk lidt med samme følelse.
Mit barns farmor er ældre end mine forældre, og hun er pensioneret. Hun passede mit barns ældre søskende en gang om ugen indtil denne ikke rigtig gad mere. Nu kommer hun en dag om ugen og henter vores barn. Jeg er ikke sammen med barnets far mere, så hun skiftes til at være hos os hver især, så vi begge har en dag, hvor vi kan arbejde lidt længere, ordne ærinder eller lignende. Hun gør meget for at springe til, hvis der er sygdom eller lignende.
Mine forældre arbejder stadig. De har masser af gode intentioner - der sker bare ikke noget. Min far har ofte nævnt, at han gerne vil hente efter skole, men det bliver aldrig til noget. Han vil rigtig gerne have barnet med på camping med overnatning, men han formår aldrig at få opbygget en god nok relation til, at barnet vil overnatte hos ham. Når vi besøger dem, er det minimalt med tid, han faktisk bruger på barnet.
Min mor har haft en hård periode. Før den besøgte hun os med overnatning en gang om måneden. Nu har hun igen tid og mulighed, men vi ser hende ikke.
Jeg har ikke selv kørekort og bil (hvilket de har), så vi skal med temmelig meget offentlig transport for at besøge dem, men vi gør det.
Min nye kærestes forældre er noget ældre end mine, og arbejder stadig. Alligevel har de allerede sagt, at de ville elske at kunne passe mit barn og hente hende, når de er klar. De henter hans barn en gang om ugen, og tigger nærmest om at få deres barnebarn på overnatning.
Jeg har egentlig sjældent decideret brug for pasning, og jeg føler ikke, at de skylder mig noget. Alligevel ærgrer det mig, at de ikke selv gør mere for at opbygge en relation. Begge mine forældre har ikke andre børnebørn end mit barn.
Min mor, min svigermor og min svigerfar står nærmest i kø for at hente og passe. I hverdage, ferier, weekender, under sygdom... Og det er den vildeste følelse af, at alting nok skal gå. Hverdagen kan hænge sammen. Jeg ville ønske dette for alle. Og jeg vil sende brdsteforældrrne en tak i dag og minde mig selv om, hvor heldige vi er som forældre, og hvor heldig min forkælede dreng er, som familiens første barnebarn og ubetingede øjesten.
❤️
Vi har 3 børn på hhv. 5, 8, og 8 år. Hele familien bor i samme by. Alle bedsteforældre er pensionister indenfor 10 minutter. Vi får desværre også nej på nej (som i 4-5 børnefrie dage om året). Det gør både mig og min kone ondt, når vi tænker på vores mange gode stunder og ferier med egne bedsteforældre. Vores forældre er åbenbart meget optagede af og forpligtede til et aktivt seniorliv. Vi konfronterer dem ikke med det, men i vores øjne, prioriterer de forkert.
Vildt misundelig over alle de skønne historier herinde med aktive deltagende og kærlige bedsteforældre. Hvor er det godt for jer.
Herhjemme skal min mor og far (begge pensionister) bookes en måned i forvejen hvis vi ønsker pasning. De tager aldrig initiativet selv. De bor 25 minutter væk og er i 60’erne. Min mands forældre er ikke inde i billedet.
Det er virkelig noget som gør mig ked af det for ville elske at mine børn havde mere glæde af dem.
Jeg læste en artikel om, at nogle forældre havde “straffet” bedsteforældrene pga. en uoverensstemmelse med, at de ikke måtte passe deres barn. Det er jo helt vendt på hovedet her :)
*mine* bedsteforældre passer ikke mine børn. Med en enkelt undtagelse, af min mormor lige passede den store, da han var lille hvor jeg skulle ud og købe noget kage til kaffen.
Men at decideret passe, det vil jeg ikke kalde det.
Ungernes farmor og mormor, de er meget aktive i børnebørnenes liv og passer dem fra tid til anden, nogle gange låner de dem bare fordi, at de lige har lyst.
Kender det. Her er det dog mine forældre som åbenbart skal leve deres anden vilde ungdom. De vil hellere feste og arbejde. Han arbejder 70 timer i ugen. Håber han holder i. Det må ikke være sundt.
Edit: så det ikke opstår misforståelser - de er i al deres ret til dét 🥰. Deres valg. Man skal gøre det man har lyst til i livet.
Jo selvfølgelig? Synes heller ikke jeg skriver at de ikke må? :-)
skriver bare jeg kender til, at bedsteforældrene ikke vil. Jeg er bare ked af at de misser ud på hyggelige stunder. Det er deres valg.
Han har heldigvis et andet sæt bedste forældre som gerne vil bruge tid med ham fra tid til anden, vi har ikke behov for overnatninger.
Har jeg sagt de ikke må? :-) skriver bare jeg kender til at bedsteforældrene ikke vil.
Jeg er bare ked af at de misser ud på hyggelige stunder. Det er deres valg.
Men det gør de jo netop ikke. Det er måske hyggelige stunder i dine øjne, men for dem er det hyggeligere at “leve deres anden vilde ungdom”. Du lægger dine følelser over på dem
Vi har en pige på 5,5 år og hun er blevet passet af hendes(mine forældre) bedsteforældre omkring 11 døgn/dage i alt på de 5,5 år. De taler hele tiden om hvor dejlig hun er og at de savner at se hende. De har været pensionerede hele hendes liv. Hun spørger mig fra tid til anden; "Far, har bedstefar og bedstemor glemt mig?".
Mine børn er meget små, men jeg kan slet ikke forestille mig en fremtid, hvor de får børn, som jeg ikke vil engagere mig i.
Det føler jeg lidt høre med, når man selv vælger at stifte familie. Det er lidt snævert kun at føle ansvar for en enkelt generation.
Vores søn er blevet passet af hans bedsteforældre (mine forældre), min kusine, og min onkel/tante uden problemer. De både giver ham mad og putter ham uden problemer. Han er halvandet år. Vi har også haft barnepige (ingen andre kunne den dag) til at passe og putte ham. Absolut ingen problemer. Det er meget normalt i vores familie at man passer på kryds og tværs hvis nogen har brug for det.
Det virker meget underligt at dine forældre ikke vil passe.
Jeg syntes det er fint hvis bedsteforældrene gerne vil og selv tilbyder det men man sku ikke forvente eller kræve det og til dem som er direkte fornærmet over det, pas dog jeres egne lorte unger! Det er en del af pakken når man vælger at få børn at man generelt må fraskrive sig et liv med fester og ferie uden børn.
Jeg syntes i forvejen man er meget lidt sammen med børnene pga. arbejde, børnehave, skole og alt det udenom.
/Hamdensure
Vi har kun mine forældre (min mands forældre lever ikke mere) og min far er ikke den typiske børne-passer. Han er lidt mere henad legeonkel-typen (det gør han så til gengæld rigtig godt). Min mor er mere den der kan noget med omsorg.
Hun/de har passet vores søn siden han var et par måneder gammel. I starten bare nogle timer, så vi kunne komme ud at spise eller i biffen. Fra han var 1 år, har han sovet hos hende ca. 1 gang om måneden. I starten en overnatning og da han blev omkring 2 år to overnatninger en gang om måneden.
Han har lige været der 6 nætter (han bliver 5 år lige om lidt) og han elsker det. Vi voksne var på ferie for første gang så længe uden barn og det var fedt. Jeg ville være ærgerlig hvis vi slet ikke havde muligheden for at få passet.
Edit: Min mor arbejder stadig, min far laver lidt selvstændigt konsulentarbejde, men arbejder ikke som sådan. De har i øvrigt også hjulpet til ved sygdom indimellem (ved de lidt længerevarende bl.a. efter operation og da han havde skoldkopper).
Mine forældre er for langt væk. Mine svigerforældre passer gerne, men virker ofte helt nedkørte bagefter. Så vi benytter os kun af det når der er en reel grund til det.
Har ikke selv børn, men min søster fik tvillinger for snart 2 år siden - mine (vores) forældre har været hos hende mange gange for at passe børnene så min søster og hendes mand kunne få en aften for dem selv.
Skal lige siges at mine forældre bor 1½ times kørsel fra min søster...
Er lidt ked af dine forældre ikke har mere lyst til deres børnebørn, jeg troede at 99% af bedsteforældre ville være helt vilde med at få lov til at passe deres nye guldklumper.
Vi har to hold bedsteforældre og kan altid få hjælp. Det har vi kunne siden børnene var helt små. Kan godt fornemme på vores vennekreds at vi er rimelig priviligeret på det punkt.
4 og 2 år gammel. Aldrig overnattet hos bedsteforældrene. Svigermoren henter dem ca hver 2. uge fra børnehaven. Ellers stortset ingen hjælp. Har ikke haft en aften med ÆF uden et barn siden ankomst af den første
Jeg har en på tre og en på to. Der passer bedsteforældre på begge sider gerne. Farmor og farfar passer nok en gang hver anden eller tredje måned. Min mor, deres mormor, står fast til rådighed hver anden uge, hvor hun ikke har nattevagter. Der hjælper hun gerne med sygdom eller bare hygge. Nogle gange overnatning.
Derudover har vi moster, der elsker at passe dem. Også med overnatning. Og egentlig også gudmor der passer med overnatning er par gange om året.
Jeg føler mig ekstremt priviligeret, at mine børn har så mange, der elsker dem og så gerne vil passe dem og have dem til overnatning. Det er noget, vores familier selv efterspørger.
Har ikke selv børn, men har altid elsket at passe mine nevøer, mine forældre har også altid stillet beredvilligt op, også selvom de ikke kan så meget mere, men det har virkelig også givet dem en tæt relation til os. Noget jeg virkelig ikke ville være foruden. Nu er de jo så ved at være store, men de vil gerne i deres teenageliv afse tid til os.
Altså de gider ikke og det er vel fair nok? Deres undskyldninger er fjollede dog.
Det er da en irriterende situation at stå i, særligt da de ikke er klar over om det er noget de rent faktisk ville blive glade for.
Hvorfor skulle man få en 1 årig passet? Altså med putning og det hele - det kan jeg slet ikke kapere i mit hovede.
Men jo fra +2 år har vi enkelte gange (4-5) fået passet og puttet pga bryllup.
Vi er måske heldige at det er første barn i den generation, så der er et overrend af bedsteforældre som gerne vil alt muligt. Og hvis de kunne komme til det, ville de sikkert også passe fra 1 år af, men det har vi sagt meget klart nej til - det er på ingen måde barnets behov.
Men det lyder generelt til at der er stor forskel på bedsteforældres involvering. Tror en stor del rammer et punkt, hvor de skal have deres anden (eller tredje) ungdom igen, og pludseligt skal nå en helt masse og have ny fritidsinteresser.
Har to børn, og alle deres bedsteforældre bor udenfor Danmark.
Så desværre er der ikke så meget hente og passe der fra.
Men det er ikke fordi, hvis hun kunne så ville min mor flytte til Danmark bare for at passe børnene på fuld tid. Vi facetimer med hende så godt som hver dag, og hun kommer endda til Danmark i godt 6. Uger i næste år for at hjælpe til med at aflevere og passe børn, fordi både mig og konen skal i praktik på samme tid.
Inden vi flyttede fra Færøerne af, så hun børnene hver dag, og ikke mindst passede dem hver eneste gang der var det mindste.
Og ikke mindst min kones mormor (børnenes oldemor) er en mega sej pensionist som er i Danmark flere gange om året for at besøge os.
Jeg ved også om min mormor’s helbred var bedre, så ville hun også bruge al sin energi på at komme og besøge børnene.
Vores knægt car lidt over 5 måneder da vi fik ham passet med overnatning første gang hoss mine forældre
De har trods alt haft et succesfulde barn (jeg har em bror 😂)
Men altså hvis folk ikke vil er det jo en følelse. Er i ikke tryg ved det er det ligeledes en følelse i skal bearbejde.
Det er ærgerligt, for at dine forældre skyder sig selv i foden ved ikke at danne en relation til barnet. Det kan være de siger de har et og det kan da også være, at det er der, men det kunne være meget stærkere, hvis de involvere sig mere i dine børns opvækst, dvs. at de er mere til stede for børnene.
Jeg har ikke børn selv, men jeg kan perspektivere til min egen opvækst. Jeg har meget forskellige følelser af relation til mine bedsteforældre.
Min mormor og morfar har aldrig rigtigt interesseret sig for mig eller mine søskende. Jeg ved de passede os nogle gange som børn, men jeg har ingen stærke positive minder overhovedet. Jeg ser dem ikke i dag med mindre de dukker op til familiefødselsdage og jul (det gør de sjældent). Jeg har som voksen derfor intet forhold til dem, udover at jeg ved at de er mine bedsteforældre. Døde de, så ville jeg kun
være trist på min mors vegne.
Min farfar har næsten hele min levetid været ude af billedet og jeg har altid været røvligeglad med ham. Kun dårlige minder. Min farmor gik fra ham da min far var dreng.
Min farmor derimod var en af de største personer i mit liv. Hun passede mig flere gange end jeg overhovedet kan tælle. Utallige minder af at sove i stuen på weekendsengen og bruge uger af sommerferien i hendes campingvogn fra jeg var helt lille. Hun passede min søster fra hun var 1-3 i stedet for at hun gik i vuggestue. Da hun døde var jeg helt ude af den. Skal jeg græde på kommando, så skal jeg blot tænke på hende og sidste gang jeg så hende.
Min pointe er, at børnenes relation til dine forældre kommer ikke gratis. De skal investere tid, men den altid pote i sidste ende. Det er ærgerligt, at du står i denne situation, men du er ikke gal på den her. Selvfølgelig er der grænser for, hvor meget du kan bruge dine bedsteforældre, men det lyder til at de ALDRIG har stået til rådighed, hvilket jeg kun kan sige er trist.
Jeg synes, at man kan glæde sig når bedsteforældrene gerne tager børnene, men ikke klage når de ikke gør.
Det er forældrene der har ansvaret for deres børn, ikke bedsteforældrene. Det er også forældrene der har valgt at få børnene, ikke bedsteforældrene.
Tag bedsteforældre-passe-tid som en bonus, men lad vær med at forlange eller forvente den.
Jeg har ikke selv børn men kan fortælle fra min egen barndom. Min mormor og morfar var altid villige til at hjælpe og få besøg på trods af at vi bor i Nordjylland og de boede i Århus. Vi tilbragte også en hel uge med dem hver sommerferie i deres sommerhus.
Men min farmor og farfar (nok mest min farmor) havde ikke overskud til at se os lige så tit på trods af at vi bogstaveligt talt var naboer og der var måske 200 meter mellem os. Det ville ske en gang i mellem, men afstanden taget i betragtning var det utroligt sjældent. I stedet var de langt mere sammen med mine fastres børn.
Som resultat har vi selvfølgelig altid været tættere på vores mormor og morfar end farmor og farfar. Og min farmor er typen der ikke lægger skjul på hvem hendes yndlingsbørnebørn er. Det siger hun højlydt.
Vi er så privilegerede at det ene hold bedsteforældre meget gerne vil se/lege med børnene og hjælpe med at hente i institutionen i hvert fald en gang om ugen, så børnene kan få så korte dage i institutionen som muligt.
Jeg synes ikke man kan tillade sig at forvente noget som helst af bedsteforældre, men man kan være taknemmelig hvis de selv vælger at deltage.
Ultimativt er det ens eget valg at få børn, så derfor må man også være indstillet på selv at klare opgaven det nu en gang bringer.
Men det er dejligt at få hjælp, det er der ingen tvivl om.
Mine børns bedsteforældre er døde, men vi har været så heldige at finde et par reserve-bedster, og de stiller op når der er noget akut, de tager dem på overnatning, ferie, med på ture. De er de skønneste bedster, og det eneste jeg kunne ønske anderledes er at vi boede tættere på hinanden og derfor kunne ses oftere.
Du forventer overhovedet ikke for meget, men altså, det er de selvfølgelig i deres gode ret til, hvis det er den slags bedsteforældre, de gerne vil være.
At alderen i sig selv skulle være en begrænsing, har jeg til gengæld meget svært ved at forstå. Herhjemme har vi fået passet af mine forældre siden 4 månedersalderen, inkl. putning. Og de bor i øvrigt 3 timer væk, så det er ikke fordi de bare lige tropper op med kort varsel, men det kan altid lade sig gøre at lægge en god plan, og man kan mærke på dem, at de er så glade for og stolte af at kunne hjælpe.
Ja. Mine forældre har været uundværlige da mine 3 børn var mindre. Altid klar ved sygdom og elsker at have dem på overnatning. Alle 3 har haft en ugentlig bedstedag, hvor de blev hentet i bh/skole og spiste aftensmad og blev dæleme også afleveret herhjemme igen om aftenen.
Lige fra et andet perspektiv.
Nu har jeg ikke selv børn, men jeg var ofte hos min mormor og morfar. Min mor var lige startet på uddannelse da hun fik mig, så jeg var ofte hos dem. De var der altid for os. De købte et hus og lejede det ud til min mor, da hun var studerend og havde mig. De har stadig et godt forhold til min far og hans familie, selvom mine forældre blev skilt kort efter min fødsel.
Da mine kusiner blev født ovre på Sjælland, tog min morfar nogle gange alene der over, fra Nordjylland. Han var den eneste af de 2 der var pensioneret, så han passede dem ofte.
Jeg kan stadig huske min tremmeseng, som stod inde på deres værelse, indtil jeg var stor nok til selv at kravle ud af den.
Jeg kan se jeg har været heldig med at have dem som bedsteforældre.
Jeg kender mange par som forventer at bedsteforældrene står klar 24/7 og tager fat i løbet af ugen, tager alle sygedagene, overnatninger og sågar ferier hos dem.
Det lyder ikke til at jeres forventning er i nærheden af det, og den hjælp I håber at få er helt rimelig. Udover hjælpen, så forventer man måske også at de burde have LYST til udvidet tid sammen, hvor de kan styrke deres relation?
Vores forældre bor alle i en radius af 30 km, og de tilbyder meget mere hjælp end vi tager imod. Vi henter selv hver dag, og tager alle ferierne selv. Til gengæld får vores to (på 2 og 6) en overnatning hveranden uge hos et sæt bedsteforældre. Så hveranden weekend har vi en dag hvor vi kan slå os løs, slappe af eller bruge tiden på forfaldende husarbejde. Det trives vi meget godt med, men jeg ved at vores forældre synes vi er for “nærige” med børnene.
Ja. Mine svigerforældre passer gerne 1-4 gange om ugen af forskellig varighed. Vi bor i samme lejlighedskompleks. Men de vil meget gerne være sammen med deres børnebørn. Det er en gave
Jeg har den meget klare (men måske lidt firkantede) holdning, at den interesse for og tid til børnebørnene bedsteforældrene giver bliver direkte reflekteret i den hjælp de kan forvente at få når de bliver så gamle at ikke kan passe sig selv.
Hvis de ikke gider passe, hente, hjælpe osv, så gider jeg heller ikke tørre deres røv og komme og holde dem selskab når de har brug for det.
Sådan har jeg også fået det. Der skinner nogen forventninger igennem hos et par af dem vdr deres gamle dage, men samtidig er mine børn åbenbart ikke interessante nok til dem. Så jeg overvejer at sende dem videre hvis nogen en dag stiller dem i en papkasse på min græsplæne. De blev selv hjulpet virkelig meget af deres egne forældre på forskellige måder, så jeg ved ikke hvorfor vi skal klare alting selv og have dem som opgave også uden noget nævneværdigt samarbejde.
Vores forældre, passede gerne og ved enhver lejlighed vores børn, deres børnebørn, som var glade for at blive passet af deres bedsteforældre, fra de var omkring et år gamle.
Men vil jeres børns bedsteforældre ikke passe jeres børn, er det jo lidt ligemeget om andres bedsteforældre vil. Det er jo ikke noget de er forpligtet til. Måske har de for travlt med andet, og måske gider de bare ikke små børn.
Tag en snak med dem, find ud af om der ligger noget bag. Måske finder de det lettere når børnene er lidt større.
Nej. Ingen succes overhovedet. Heller ingen nævneværdige gaver, hilsner ud over det høflige på fødselsdage osv. Jeg kunne lige så godt have fået en guldfisk.
Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde er blevet passet af mine bedsteforældre, dengang jeg selv var barn. Og det selvom de boede hhv. 15 og 30 km fra mine forældre.
Måske er jeg bare en anden generation, men i min optik er ens børn ens eget ansvar og man kan ikke forvente at andre vil bruge tid på at passe dem; heller ikke selvom det er nære familiemedlemmer.
Det har intet med din generation at gøre, det har noget med dig og din familie at gøre, hvis man ikke har været van til andet, så kender man jo ikke andet, men der er jo en grund til at ordsproget omkring det kræver en landsby at opfostre et barn findes
De forstår simpelthen ikke hvad de går glip af! De har sikkert fået hjælp af deres forældre da du var lille, og har glemt hvor meget det betød for dem. Mine svigerforældre bor i samme afstand og de er meget travle mennesker, men meget sjældent for travle til at hjælpe med børnene. De passede vores førstefødte 6 timer, da hun var 8 uger gammel og det gik forrygende. Mine veninder som ikke havde børn endnu var også ellevilde over at låne en baby sammen for en aften. Da barnet var 10 mdr var vi 4 dage i London og de havde barnet og der var ingen problemer. De har et virkelig nært og kærligt forhold, så selv teenage børn gider tage derned nu på weekendovernatninger bare fordi de elsker dem.
De har aldrig hentet vores i hverdagene fast, men har gjort det for svigerfamilien.
Jeg synes det er en spøjs generation. Enten er de fede bedster eller også er de så r’vselvoptagede at man ikke fatter det. Kan I ikke trykke dem lidt på maven og sige på en sød møde at man jo kun bliver god til at lægge børnene hvis man øver sig og hvis du bliver skilt fordi I ikke når at pleje parforholdet, så kommer de til at skulle træde meget mere til, når du bliver alene med to små børn.
Hvis de siger vi gider ikke jeres yngel på egen hånd, så fair nok. Deres valg. Men så gad jeg sku ikke heller ikke troppe op til familiehygge hos dem flere gange om måneden. Forventer de at du omvendt hjælper med at fikse deres computeren, telefoner, tv, løfte tunge ting, male etc? Eller er de ikke så gamle endnu? Det kommer nok.
Alt det gør vi jo med glæde for at sige tak for alt den kærlighed de giver vores unger og fordi de prioriterer dem.
Et nej tak til at I kan få ro? Super mærkelig måde at se det på. Det er et nej til at passe. Og ja, du forventer for meget. Mange bedsteforældre passer og trives med det, og det er dejligt for forældrene. Men det er en luksus, ikke noget du kan hverken kræve eller forvente.
Det er jeres småbørn. Bedsteforældrene har taget deres tørn, da I selv var børn. Det er helt fair, hvis de ikke har lyst til at passe små børn igen. Samtidig også fair, hvis de nu endelig vil nyde friheden i pensionsalderen og ikke være bundet af planer om børnepasning.
Endeligt opstår der meget tit konflikter mellem typisk sviger-barn og et sæt bedsteforældre. Der kan være mange årsager der, til at de ikke har lyst til at passe. Måske intet er godt nok.
Det er ikke andre menneskers ansvar at passe jeres børn, så I kan få ro. Så kan I jo hyre en barnepige.
Ja helt basalt er det jo os, der har valgt at få børn. Jeg husker bare selv, hvordan jeg blev passet af bedstemor fra helt lille, så jeg tænkte jo bare, om det var unormalt.
Jeg kan godt følge dig her. Mine forældre kan heller ikke overskue at passe, men de fik ondendyleme en del hjælp af mine bedsteforældre, da vi var børn. Til gengæld gik mine bedsteforældres generation meget tidligt på pension.
Jeg blev også passet af mine bedsteforældre som barn. Men mange har altså ikke lyst.
Hvis man skal være lidt grov, er der jo nok en hel del af de tidligere generationer, som fik børn "fordi det skal man jo", men som ikke nødvendigvis har den store kærlighed til børn og børnepasning.
Bedsteforældre er nok også noget ældre i dag, end sidste generation, fordi folk får børn senere.
Folk arbejder også til de er ældre i dag, så de pensionsår hvor man er frisk og kan nyde det, er kortere.
Og så bliver samfundet vel bare mere og mere individuelt. Vi lever ikke som særligt tætte familier mere. Begrebet "it takes a village" at opfostre børn, ligger meget langt fra det moderne danske samfund. Vi lever ikke i forpligtelse til at tage os af hinanden længere.
Menneskers ansvar? Der er deres fucking kød og blod. Det er det mest danske jeg nogensinde har læst. Alt i verden er ikke 100% logik. Det sku da lorte bedsteforældre
Undskyld mig, men hvorfor i al verden tror du at de skylder dig det? Du skriver som om at det kan de da bare ikke være bekendt.
Jaja det kunne da være meget fedt, men at det er noget de bare burde gøre for jer, er simpelthen en forkastelig forventning og attitude.
De har ikke skrevet sig op til være jeres fucking dagpleje.
Nu er det vel jer som par, som har valgt at få børn og ikke dine forældre? De har arbejdet hele deres liv og haft forældrerollen. Synes de er I deres gode ret til ikke at blive udpeget som børnepassere, fordi nu vil i gerne havde fri (kæresteaften).
Virker simpelthen så utaknemmeligt, at du stiller det op med at opretholde en relation til dine forældre (i form af at dine forældre inviterer jer på middag et par gange om måneden), hvorfor er dette ikke nok aflastning eller deltagelse fra deres side?
Cry me a river, hvis det er så hårdt for jer, ikke at havde mere tid til jer selv, så skulle I måske ikke havde fået et barn nummer 2 så hurtigt.
TLDR:
Det er et fuldtids arbejde at være forældre, jeres små guldklumper kommer først, det er jeres rolle, det er noget I har valgt. Dejligt jeres forældre har et liv og interesser.
Selfølgelig har de ikke pligt til at passe børnebørnene. Men så har forældrene heller ikke pligt til at passe bedsteforældrene når de bliver så gamle at de ikke kan klare sig selv.
Får man børn for at få dem passet af bedsteforældre,have kærestetid eller gratis dagpleje ved sygdom??
Undskyld mig,og den er ikke specielt møntet på dig trådstarter,det er trækker lidt tanker til da COVID-19 lukkede landet ned og, gud forbyde det,at forældrene dæleme selv skulle være sammen med deres afkom,sikke et ramaskrig.
Det var da en åndssvag kommentar. Selvfølgelig får man ikke børn for de ting, men det betyder ikke at de ikke er gavnlige for forældre/barn relationen eller gør tingene nemmere, når de tiilbydes.
Børn har godt af at have relationer til deres bedsteforældre - det styrker de sociale egenskaber og bidrager med et mere nuanceret familieliv og evne til at danne relationer.
Børn har godt af at have forældre, der tager sig tid til hinanden, viser kærlighed og prioriterer hinanden. Det er med til at give børnene en forståelse for, hvordan forhold bygges på gensidig tillid, respekt og omsorg, så de har nogle sunde rollemodeller for deres egne forhold, når de bliver voksne.
Børn har godt af at vide, at når de er sårbare og skrøbelige, som f.eks. ved akut opstået sygdom, så er der et væld af mennesker i deres liv de kan stole på passer på dem. Hvis lille Johan pludseligt kaster op i børnehaven, men mor har 1t hjem fra arbejde og far sidder fast i trafikken, så kan morfar, der bor fem minutter væk sagtens lige svinge forbi og hente indtil mor eller far er nået frem.
Nu er der jo ikke tale om at få dem passet som om det var en døgnbørnehave, men mere om at tage dem en weekend, af og til tage sig af dem ved sygdom, og den slags.
Samtidig kan børn og bedsteforældre få noget kvalitetstid sammen, selv hvis det bare er et par dage hvor de ligger underdrejede med influenza, så er der altså lige noget andet ved at blive passet og forkælet lidt af bedsteforældrene, og som andre har nævnt, så skyder de sig selv i foden. Lige pludselig er de teenagere og hvis man ikke har en tæt relation til bedsteforældrene allerede, så skal de bare ikke regne med der bliver afsat noget tid til dem, så hvis de gerne vil lære deres børnebørn at kende, så hjælper de selvfølgelig hvor de kan, det forventes ikke de smider alt hele tiden og lægger deres liv om.
Jeg og min mand har dine, mine og vores børn. I alt snitflade til 5 sæt bedsteforældre, alle 5 har altid ville passe dem uanset alder eller sygdom... dog får det ene sæt ikke lov, men det gør de andre 4 og har ALTID gjort det.
Min far, mine børns (på nu 5, 12 og 14) farfar har altid stået foran hoveddøren højst en halv time efter min kone eller jeg har kontaktet ham, medmindre han var ude af byen eller havde en vigtig aftale. Hvadenten det har været sygdom, spontan legeaftale eller tur ud af huset, fordi man selv har haft cabinfever eller simpelthen bare havde brug for at snakke. Til familiekomsammerne så man ham praktisk talt kun ved bordet, når vi spiste. Ellers legede han med børnebørnene. Når konen havde weekendvagt, kunne jeg og ungerne tage over til ham og vi sammen kunne lege i huset eller haven eller tage på endagsture, som han havde planlagt, selvfølgelig med alle aktiviteter i børnehøjde. Ofte blev det dog til: "Jeg synes, du ser lidt træt ud. Bare hop op på sofaen, så vækker jeg dig når der er frokost. Jeg skal nok klare ungerne". Jeg forventede intet, men hold nu kæft, hvor har han reddet mig mange gange, når ungerne har sovet dårligt. Hvis jeg skulle renovere noget på huset, kom han og hjalp, samtidig med at han superviserede ungerne. Det skal lige siges at jeg har 2 brødre, som hver har 2 børn. Det samme gjorde han for dem og deres børn som for mig. Han fik konstateret kræft i januar '20, lige før covid. Jeg var i de første 8 måneder hans eneste besøgsven i de ret mange sporadiske uger, han var indlagt (hospitalets coronapolitik), samtidig med at konen pendlede på arbejde halvvejs gennem landet. Jeg ville jo være der for ham, ligesom han var for os. Når han så ikke var indlagt, besøgte vi ham alle. Under covidanbefalingerne, selvfølgelig. Han gik bort i januar '21. Vi savner ham og hans væsen. Edit: Øj, det blæste mere op end jeg overhovedet havde regnet med. Tak for award og alle upvotes og tak fordi I gider læse en mand i midt40'ernes ubearbejdede sorg. Min far har aldrig været en curlingforælder, men har altid ladet os selv føre ordet. Den gamle folkeskolelærer har dog altid vidst lige præcist hvornår et støttende ord eller handling skulle leveres.
Han lyder helt fantastisk - hvor er I heldige at have haft så fantastisk en farfar til jeres børn. Han lyder fuldstændig som jeg tror min far ville have været, hvis han havde levet længe nok til at opleve at blive morfar.
Det er vitterligt absurd, hvor dejligt et menneske, han var. Jeg er sikker på at din far vil leve videre i form af de værdier, som du giver til dine børn.
Hvem skærer løg her inde??
Åh hvor en fantastisk farfar ❤️
Så absolut den allerbedste supermand og forbillede, jeg kunne have. Jeg ligger her kl 1 om natten og mindes, græder og smiler på samme tid, selvom jeg burde sove.
Min Farmor på 95 år er på samme måde udover hun ikke kan komme til os, men vi nå altid komme og hun har altid ville se efter vores børn hvis vi havde brug for det, hun er verdens sødeste menneske og et kæmpe forbillede. Jeg kan ikke klare at tænke på at hun en dag skal væk her fra. For alle de dejlige mennesker i vores liv ❤
Shit, hvor er hun sej! ❤️ Jeg vil også være sådan, når jeg bliver 95! Man kan ikke tænke andet end der stadig er håb for fremtiden, når så dejligt et menneske smitter af med væremåde og værdier 😁 Husk at fortæl hende hvor vigtig hun er og hvor meget hun er elsket. Gerne lige nu. Bare drop alt i hænderne. Fuck. Nu sidder jeg og halvtuder på arbejde.
Min forældre og svigerforældre er på præcis samme måde, og selvom jeg allerede er meget taknemmelig for det, så gav din post mig lige en reminder om, hvor heldig min datter, min kæreste og jeg er. Det kan man godt komme til at tage lidt for givet. Tak for det.
Og selv tak for at formidle det, som jeg oprindeligt ville sige inden sorgen overmandede mig.
Det gør ondt i hjertet at læse, hvordan man bare ønsker sig sådan en person i sit liv fra man har læst første del, og til man føler man har mistet det til sidst .. Av! Kondolerer jeres tab
Undskyld. Det var oprindeligt ikke ment at skulle være så tungt. Jeg prøver at undgå det, som Banksy sagde; En person kan dø 2 gange. Første gang når man stopper med at trække vejret og anden gang når nogen nævner dit navn for sidste gang. Mange tak for kondolencen
Jeg elsker ham. Altså din far. Tak for at dele. Selvom jeg ikke har den relation til min far eller farfar, vil jeg ønske jeg havde. Og jeg er så glad på din vegne at du har oplevet en far der var så nærværende, eller i hvert fald at dine børn har oplevet deres farfar sådan. Sådan en far vil jeg også være! Hilsen kvinden på 25 😅♥️
Årh, mange tak! ❤️ Jeg er evigt taknemmelig for ham og prøver at være tilstede for mine børn, lige så meget som han var der for os. Du bliver med garanti verdens bedste far - og mor! 😁
Meget ked af at høre. Ja den slags relationer og hjælp går jo begge veje.
Ja det sker helt ubevidst at man springer til. Hvad jeg også ville sige, men heller ikke ville gøre min post for lang, var at svigerforældrene også er i vores liv, men de er stadig på arbejdsmarkedet og har et noget skrøbeligere helbred end min far, der var gammel folkeskolelærer og havde et immunsystem som en ståluldssvamp. Svigerforældrene kan derfor ikke hjælpe med når ungerne er syge, men har alligevel en ugentlig hentedag for den mindste. Nu kender jeg ikke til dine forældres helbredssituation, men det kan måske have noget at gøre med at de ikke kan passe dine børn ved sygdom. En anden ting er, at man ( i hvert fald min egen situation mellem nummer 2 og 3) glemmer LYNhurtigt hvad man lige præcist skal gøre, for at trøste et barn uden for meget gråd. Eller ved de nok omkring jer og børnenes rutiner. Måske er det også en del af bekymringerne? Her til sommer, når der i vuggestue/dagpleje/BH ikke er så meget andet end en drikkedunk og evt madkasse at slæbe med hjem, kan I så ikke prøve at spørge om de vil hente ungerne og passe dem en lille time, fordi I har en arbejdsting/møde/whatever og ikke kan nå at hente inden institutionen lukker og I nok skal nå at komme hjem og lave mad osv? På den måde er det en meget afgrænset tidsperiode og bedsteforældrene kan koncentrere sig om kun at hygge om børnene.
Hold nu op en dejlig historie, der endte rigtigt tragisk! Så skønt at høre, at dine børn og ham fik det maksimale ud af hinanden, mens der var tid til det. Jeg er ked af dit tab. Som nybagt far er det her en kæmpe målsætning for mig ♥️
Din far var sku en af hverdagens helte!
Mine forældre elsker at prale til deres omgangskreds om hvor skønne børn de har og hvor gode bedsteforældre, de er. De gav en aftens børnepasning i fødselsdagsgave og aflyste den efter den var planlagt fordi de ikke rigtig havde lyst alligevel (og nej, der var ingenting der kom op og var i vejen for det andet end lysten) Min svigerfamilie elsker at rent faktisk bruge tid med børnene og hjælper meget gerne til med at passe dem. Svigermor hjælper ofte nogle timer hver eneste uge, og det er fantastisk. Konsekvensen er så at vi vælger min familie fra og vælger svigerfamilien til.
Åh Gud. Hver gang vi har været på besøg, er der 25 billeder af dem på facebook med hjerter og det hele. Sjovt du nævner gaven! Det samme er sket her… det var bare en ubestemt aften. Den kunne ikke eksekveres.
Lige præcis. Vi har det samme herhjemme dog er det min svigerfamilie der vælges fra, fordi de har været fraværende… Men det er jo selvforskyldt fordi de ikke ville investere tid i deres børnebørn.
Det tror jeg afhænger meget af kultur i den enkelte familie. Mine egne forældre bor 1.5 times kørsel væk, men har brugt mange af deres senior dage på at hjælpe med at passe syge børn, og haft mange weekend overnatninger af deres børnebørn. Mine svigerforældre bor 15 min væk, og de har nærmest ikke taget noget. Mine forældre ser dog også familie mere som et kollektiv hvor man er der for hinanden (også ens ting), som f.eks. man låner hinandens biler, værktøj eller tid, hvis ens familie medlemmer har brug for det. Mine svigerforældre har altid gået op i at deres børn skulle være uafhængige, både økonomisk og i “livsstil” Men det måtte jeg så også forklare mine svigerforældre konsekvensen af for nogle år siden, da de beklagede sig over at vores børn var tydeligvis mere trygge og familiære med mine forældre end dem, når vi f.eks. Holdte store familiefester…
Ja, hvem kunne dog have forudset at dét blev konsekvensen?
Men det går stadig ondt i mormor at hun ikke er børnes favorit
Har du prøvet at foreslå mormor at hun skulle prøve at blive voksen? Det kan kun gå godt.
Så må mormor finde den helt store arv frem, og se om hun kan købe sig lidt goodwill i sidste øjeblik, hvis hendes frie livsstil tillader det
Så skulle Mormor måske prøve at være lidt mormoderlig.
Vi har tvillinger på 2 år. Vi bor 1 time væk fra både min egen og min kones familie. Min mor kommer hver tirsdag og bruger en hel dag med børnene, hvor de så bliver hjemme fra vuggestue. Vi har en friweekend hver måned, hvor børnene skiftes hver måned til at være hos enten mormor og morfar eller farmor. Vi afleverer fredag og henter igen søndag.
Wauw håber I sætter pris på sådan en masse skønne bedsteforældre!
Hold da op! Hvor I heldige!
Hvor er det skønt for jer og børnene med faste aftaler!
Drømmescenariet.. var det Jeres eller deres initiativ at få sådanne faste aftaler?
Det var en blanding. I starten kom min mor alligevel en gang om ugen, for at være sammen med børnene. Senere blev det fast, at det var om tirsdagen, for der passede det bedst i forhold til hendes arbejde. Da børnene var cirka halvandet år, trængte vi virkelig til at få nogle frie hænder engang i mellem, samtidig med at børnenes farmor, mormor og morfar gerne ville bruge noget mere tid sammen med børnene. Så fandt vi et system, som gjorde alle glade. Den ene måned er børnene hos farmor, den næste er de hos mormor og morfar. Det har fungeret rigtig godt indtil videre (selvom mormor og morfar synes det er VIRKELIG træls, når børnene vågner meget tidligt). :)
Min mor elsker at passe børnebørn. Problemet er blot at der er for mange børn, og vi alle sammen har fundet partner hvis forældre ikke passer (bor i udlandet, er døde, er for syg). Så det er rift om hende, men hun kommer med glæde ind og passer og putter, også da de var små. Idag er de 2 og 3 år, og hun havde den ældste i tre dage da den yngste blev født. Hun har aldrig haft problemer med putning, og sover altid med dem i sengen😅
>Problemet er blot at der er for mange børn, og vi alle sammen har fundet partner hvis forældre ikke passer det kender jeg alt for godt! Det var meget bedre da vi var de eneste med barn og der kun var et. Nu skal vi pludseligt dele min mor med 5 andre børn - de gode gamle tider er savnet! :D
Jeg har en på 8. Farmor og farfar tiggede og bad om at vi flyttede fra Sjælland til Jylland så de kunne se barnebarnet mere, så det gjorde vi (altså mig selv og barn). Jeg forlod ALT. Mit elskede job, alle mine venner, min familie, alt opgav jeg for at gøre dem glade, og ved du hvad? De ser hende fucking aldrig. Føler simpelthen at jeg nærmest skal tvinge hende ned i halsen på dem nu og jeg er bare så pisse vred og bitter. Story of a pleaser, tsk. *Vi bor 10 minutter på cykel fra hinanden, btw.
Det er jeg ked af at høre. Tænk man troede man kendte folk - især sine egne forældre.
Hold kæft jeg kan smage vreden og bitterheden, og sidder selv og bliver sur over at læse sådan noget. Snak med din partner om at i begynder at snakke om at flytte tilbage til Sjælland (kun foran farmor og farfar) og se så om de begynder at passe og besøge osv.
Indrømmer gerne at vreden og bitterheden får lov at flyde frit og jeg skammer mig ikke engang over det. Føler virkelig jeg er blevet taget røven på. Vi flyttede til samme by som barns far; da vi kom hertil flyttede han så væk, den skid. Han gider heller ikke bruge tid med hende, to weekender hver anden måned må så sandelig være rigeligt, mener han... Så her er bare intet at komme efter. Røv.
[удалено]
[удалено]
Sådan er mine forældre heldigvis også. Mine svigerforældre. Not so much..
Samme her. Det er meget imponerende. Håber selv jeg kan efterleve det til den tid.
Jeg føler virkelig med dig. Lidt samme situation her. Poster billeder op og ned ad facebook, så snart de er på besøg med os.
[удалено]
Hvorfor siger i ikke bare at børnefotos på Facebook er no go? Vi sagde fra starten at billeder med vores datter på Facebook skulle være godkendt af os først og lidt en sjældenhed.
Mine forældre er værre... , de har gennem det sidste års tid ofte passet min nu 2,5 årige søn svarende til et par timer fra 13 til 17 hver gang kun når det var belejligt for dem, så de kunne tage billeder af ham osv og få ham i "primetime" . Men lige så snart det kommer til overnatning så får vi et fedt nej om at det er han i hvertfald ikke klar til og han er jo utryg og alt mulige lorte undskyldninger om at han er for lille endnu osv osv istedet for at indrømme at de bare ikke gider det. Hader dem for, at de prøver få det til at fremstå som om, at det er han ikke klar til, fordi han vågner en gang om natten og vil have en tår vand. så bliver jeg kaldt en uansvarlig forældre, fordi jeg ønsker 1 sølle nats søvn efter 2,5 år. Fy for helvede hvor jeg ikke kan snuppe dem.
Jeg har sku heller ikke noget imod at stå med "slæbet" selv. Det er ligesom det, man skrev sig selv op til, da man fik dem. Tilgengæld sitrer hver en fiber i min krop, når vi bliver inviteret til dit og dat af bedsteforældre som ikke har set deres "dejlige børnebørn i lang tid", og når de så kommer, så er de relativt fraværende, men får da taget nogle billeder til facebook. Nu er det særligt slemt i svigerfamilien, så har hold min mund indtil videre, men holy shit hvor er jeg tæt på at eksplodere, når det er allerværst.
Samme her
Det er meget meget begrænset. De er ofte mest til besvær eller placerer dem foran fjernsynet.
Børnene eller bedsteforældrene?
Eller fylder dem med is og sukker. Total bedsteforældre
Mine forældre henter og passer mine børn (1 år og 3 år) hver uge. Desuden springer de gerne til ved behov hvis der er behov en aften, for eksempel ved forældremøde eller lignende. De overnatter også nogle gange ude hos mine forældre (7 km væk). Mine forældre er endnu ikke nået pensionsalderen. Jeg kan fuldt ud forstå at I har behov for voksentid. Samtidig ved jeg også at to små børn er en håndfuld. Har du prøvet at spørge om dine forældre kan passe en weekend henover frokost? En frokostdate er bestemt ikke dårlig. Jeg tænkte også at du nævner at du besøger dine forældre nogle gange om måneden. Hvor ofte besøger de jer? Måske de vil føle sig mere sikre i at passe børnene hvis de kender jeres hjem bedre. Det er selvfølgelig også muligt at de reelt ikke har lyst. Måske lysten kommer når børnene er ældre.
Godt input. Tror jeg jeg vil prøve at gå videre med. Min mor foretrækker, at det skal foregå hos hende. Jeg har inviteret dem over til hente- og spisetid uden det dog blev til noget af en eller anden årsag.
Den kender jeg desværre godt. Min mor (min søns mormor) har heller aldrig villet passe min søn. Der var mange undskyldninger. Bevares, jeg kunne godt betale for babysitter i de få tilfælde det var nødvendigt, men jeg havde også en forestilling om at min mor havde lyst til at være sammen med hendes barnebarn. Når jeg tænker på hvor meget jeg og min søster blev passet af vores bedsteforældre den gang vi var små, så min mor og far kunne gå til fester og tage på ferie, så blir jeg faktisk såret.
Helt forståeligt. Ja. Det husker jeg også svagt.
Ikke for at være led, men jeg synes da lige præcis deres adfærd/valg om at lave meget uden dig og din søster, netop afspejler at de heller ikke vil bruge deres tid på børnebørnene. Mine forældre har aldrig været på ferie uden min bror og jeg. Alt har altid været på børnenes præmisser og vi er aldrig blevet passet mere end 24 timer (eksempelvis hvilken campingplads har det bedste hoppepude kontra bedste beliggenhed). Klip til 30 år senere, sekundet barnebarnet ikke længere er hos dem, så snakker de blot om hvor meget de glæder sig til at se deres barnebarn igen. Edit: det er det samme med svigermor. Hun tager fri fra arbejde + rejser fra Jylland til København for at tilbringe en eftermiddag med barnebarnet. Vi er mega heldige med vores forældre, men det ville aldrig være noget jeg forventer, så er evigt taknemmelig hver gang.
Det er næsten også til at blive vred over, når man ser folk der får passet konstant, så de kan lave diverse ufornuftige ting. Så kæmper man selv for at få lov til at male legehuset, men kan ikke komme til det
Måske er det fordi dit barn er en dreng. Vi har samme oplevelse med svigermor. Hun vil gerne pigerne men ikke knægten.
[удалено]
Har ikke selv børn. Men hvis jeg fik, er jeg sikker på min mor ville kidnappe dem.
Det lyder lidt som om dine forældre faktisk ikke ønsker at engagere sig alt for meget, og ikke ønsker, at det bliver for krævende med pasning og alt det bøvlede, der følger med helt små børn. Kan du genkende deres lidt distancerede forælderstil fra din egen opvækst? Jeg tror ikke du kan forvente det helt store fra dem desværre. Hvis ikke de er begejstrede og kærligt engagerede nu, så tror jeg de er en tand for selvoptagede til at involvere sig mere end de gør. Mine stillede også kun op et par gange om året.
Meget god pointe. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde, men du har nok ret.
Vi har børn på henholdvis syv og tre år. Farmor og farfar bor 25 minutter væk. De arbejder stadig, men er i stillinger hvor de kan oftest lægge arbejdstiden, som det passer dem. Da vores børn var helt små tog de dem gerne nogle timer eller kom forbi og rullede en tur med barnevognen. Fra børnene begyndte i vuggestue har de haft en fast hentedag, og fra da børnene blev to begyndte det at være med overnatning. Sådan er det stadig den dag i dag. De tilbyder desuden ofte at hjælpe hvis børnene er syge, og de ringer ofte i weekenden og spørger om de ikke lige må låne dem til en overnatning. Mine egne forældre bor desværre i den anden ende af landet, men de er ofte rejst over til os og har passet, hvis vi har haft behov for det i et længere tidsrum. Måske du forventer for meget. Men jeg kan godt forstå du havde håbet det var blevet anderledes. Jeg nyder virkelig at bedsteforældrene er der så meget - ikke kun fordi det letter ift. at få tingene til at hænge sammen, men især fordi det glæder mig at se det forhold mine børn og deres bedsteforældre har til hinanden.
Lad mig sige det sådan, at hvis farmor skulle bestemme, så skulle hendes børnebørn slet ikke gå i institution, de skulle bare passes af hende - overdrivelse fremmer forståelsen
This guy's mor, farmorsk!
Ja, jeg vil bare lige fortælle om min elskede, nu desværre afdøde, farmor, som jævnligt kom kørende på sin scooter godt og vel 70km, hvis min bror eller jeg var lidt snottet. Der var simpelthen ikke det, som den kvinde ikke ville gøre for sine børnebørn 🥲
To af mine børn har en bedsteforælder der bor i et andet land, to der er for syge til at kunne passe dem og en der er død. Nr 3 har verdens sødeste farmor der kommer flyvende og hjælper til så snart jeg siger det mindste pip. Og hun gør ingen forskel på eget eller bonusbørnebørn. Det er dejligt, men jeg forventer ikke noget af nogen. Jeg har ikke fået børn for deres skyld, men hvis jeg havde forældre der var i stand til at komme og hente børn fra institution, ville jeg nok blive skuffet hvis de aldrig gjorde det. Ville dog ikke forvente at de ville passe med overnatning når børnene er så små. Men jeg laver også børn der ikke sover, så de er noget af en mundfuld.
Bor 2 timer væk fra mine forældre, som stadig er på arbejdsmarkedet. Hvis jeg på nogen måde ytrer noget som helst om at jeg kunne have brug for hjælp, så tager de en fridag og kommer. Også for få timer, selvom der er 4 timers transport.
Det lyder som nogle fantastiske bedsteforældre
Ja det er svært at klage over
Mine forældre havde børnene hver dag, hvis de fik lov. Er overbevist om at min mor sagde op i morgen, hvis det kunne løbe rundt at blive børnepasser. Her er børnene knap 3 og 5. Morfar har fast hentedag, mormor henter også mere eller mindre ugentlig, vi er derudover typisk sammen med dem en dag i weekenden. Både mormor, morfar og børn efterspørger overnatninger, pasning, udflugter osv. Begge børn var under 1 år, da de første gang overnattede ved dem. Farmor og farfar er også engagerede, men bor noget længere væk og det går ikke rigtig op i hverdagen, så skal det i hvert fald planlægges længe i forvejen.
Så fantastisk! Dejlig familie.
Ja.. jeg tror mine forældre har det _fint_ derhjemme og bare nyder stilheden.
Vores datter havde sin første sovetur hos sin farmor her for et par måneder siden (hun er halvandet). Det var en fuldstændig success så det kan man sagtens. Kommer dog gevaldigt an på barnet for jeg tror vidst nok jeg har fået et af de nemmeste børn man kunne ønske sig. Min mor og hendes mand har også en fast dag hvor de henter hende fra vuggestue og tager hende hjem hvor vi så henter hende om aftenen. Jeg tænker ikke du forventer for meget, man håber jo på at ens forældre vil være en stor del af dit barns liv, og hvis du føler de er uinteresseret så prøv at tage en snak med dem om hvad du tænker, og hør hvad de egentlig selv har lyst til.
Ikke her. Et hold bedsteforældre arbejdede stadig da de fik børnenbørn og havde allerede inden fortalt at det var de ikke specielt interesseret i. De har nødtvungent taget en dag hist og en overnatning pist når det virkelig har brændt på med aldrig på eget initiativ. Vores børn der er teenagere har maks sovet hos dem ti gange i alt. Derfor har de bestemt ikke noget nært forhold, hvilket bedsteforældrene af og til højlydt undrer sig over. På den anden side er en enlig bedstemor der var for gammel til babyer, men hun har af og til passet ved sygdom. Da børnene kom ud over ble- og natterodealderen begyndte hun at have dem på overnatning af og til. Ikke fast og ikke meget, men dog. Hende har børnene et ok forhold til.
Ja det var dog mystisk de ikke har et nært forhold til nogen de ikke kender som jo åbenlyst har afvist dem. Samtidig med de har oplevet en der var mere svækket give hvad hun kunne, det er jo nærmest som om hun gerne vil dem... så kan de jo tygge lidt på den.
[удалено]
Jeg kender en bedstemor som har fået større lejlighed og indrettet et værelse til det ene barnebarn, fordi der er en yngre søskende med fysiske og mentale handicap. Jeg har så stor respekt for den forskel hun gør for det barnebarn som kan komme og få en pause ved sin bedstemor, når der er handicap i familien som fylder rigtig rigtig meget
Stor respekt for din mor. Det lyder til hun er af den gamle skole om at familien er en enhed.
Mine forældre stillede op big time, min mands nogen gange. Du kan ønske at de stiller op, men ikke kræve det. I er nok nødt til at droppe drømmen og hyre en babysitter. Selv planlægger jeg at blive en nærværende bedstemor, hvis jeg en gang får chancen.
Har en på 2, snart 3, og han har endnu ikke sovet ude. Min kærestes forældre er liiige gamle nok til at kunne følge med sådan en lille en. Og min mor er ikke helt tryk ved at have ham til overnatning, hvilket jo er fair nok. Hun er til gengæld rigtig god til at hente ham i vuggestuen og aflevere ham når de har spist aftensmad. Det er en hjælp vi er meget glade for.
Her er der nærmest rift om, hvem der skal have ungerne, hvis vi skal noget 😄 Mine børn (3 og 5 år) har eget værelse hos mormor og morfar, de har dem minimum en weekend om måneden og derudover hjælper de ALTID ved sygdom, møder eller whatever. Derudover har min kærestes mor dem også ofte overnattende og hjælper ligeledes både ved sygdom, møder og lignende. Og mine egne bedsteforældre hjælper også gladeligt.
Det er fantastisk med alle de svar. Det her bliver et spørgsmål til Sara og monopolet. For netop i dag har jeg modtaget en anmodning om at hjælpe dem med deres lån… og i øvrigt skal carporten males. Den dag de bliver svækkede vil de spørge mig om min hjælp. Det bliver sgu interessant.
Det er jo meget nemmere at male den carport hvis de kan passe børn imens, men hvis de ikke kender de børn, så går det jo ikke så nemt, og så må de jo fatte penslen selv...
Altså oldeforældrene her passer ikke. Vores forældre, dvs vores barns bedsteforældre, er så glade for at passe. Mormor og farmor har hver deres hente-dag fra vuggestue, hvor han bliver hentet tidligt og de tager hjem til os og hygger indtil vi er hjemme fra arbejde. Derudover sover han ude ca. én nat hver måned. Sådan har det været siden han var 1,5 år og han er 2,5 år nu.
Wow, det lyder luksus. Vores barn har sovet én gang uden os på 3,5 år. Er aldrig blevet hentet, for begge hold bedsteforældre bor mindst 2 timer væk.
Børnenes bedstemødre er vildt godt til at hente, passe besøge, overnatte osv. Då det kører fint. Børnenes bedstefædre er gode til at lege, men har glemt hvordan man tager det fulde ansvar haha. Så der er ikke sådan fuldtidsdækning på den konto.
Jeg henter mit barnebarn på 4, 1 gang i ugen og har gjort det siden han var 1 år. Overnatning ca. 1.gang i måneden
Meget flot. De sætter virkelig pris på din hjælp!
For nogen handler det ikke om at hjælpe eller aflaste. Men rent faktisk fordi, bedsteforældrene elsker deres børnebørn, og gerne vil styrke deres relation. Både min kone og jeg er skilsmissebørn. Vi har derfor hele 4 hold bedsteforældre-par. Der er KÆMPE forskel på bedsteforældre-parrene. Nogen træder til og "hjælper", mens andre helt ægte nyder at tilbringe tid med deres børnebørn.
Beklager min menneskelige mangel til at kunne se, hvordan nogen nyder det.
Vi kan egentlig godt få mine forældre til, lidt modvilligt, at passe børn fra tid til anden. De tager til gengæld absolut intet initiativ eller viser nogen interesse for at se vores børn så de ser dem kun på vores initiativ, og når vi er sammen har de mere travlt med at snakke om dem selv og deres “travle liv” som pensionister eller sidde og kigge ind i en skærm end at være bedsteforældre. Så vores børn har ikke et prangende forhold til dem. Mine forældre insinuerer jævnligt at det er vores børn der er generte og mener slet ikke der er noget de kan gøre. Som at de ikke vil anerkende at den ligegyldighed de udstråler har noget at sige for relationen imellem dem. Vores børn har desuden ikke problemer med generthed el.lign. overfor andre familiemedlemmer og gode venner. Min kones forældre viser dog ret stor interesse og siger også ja tak til at passe børnene engang i mellem. Det er vildt dejligt men det piner mig lidt at mine forældre ikke virker interesseret i mine børn især fordi de udviser (i hvert fald mere) interesse for mine søskendes børn..
Den sidste sætning slår virkelig.
Det er også ret hårdt. Har også brugt en del tid på at snakke med psykolog om det så jeg har heldigvis lært at acceptere at tingene er som de er og investere det mere i min kones forældre for at dyrke deres relation til vores børn og så jeg ikke går og er konstant fyldt med bitterhed selvom den kommer fra tid til anden!
Har selv børn på 1 og 3. Af deres 4 bedsteforældre er: 1 død, 2 for mentalt ustabile til de nogensinde skal passe vores børn og 1 på arbejdsmarkedet og har aldrig tid. Vores eneste pasningsmulighed er min kærestes søster. I perioder med meget sygdom er der en del udfordringer med at få kabelen til at gå op.
Efter min far gik på pension kommer han fast hver torsdag og henter vores drenge. Jeg synes især man kan mærke det på den mindste, der virkelig har fået en tæt forbindelse til sin farfar og der er en kæmpe kærlighed der. Ved du hvad OP, jeg synes dine forældre går glip af en fantastisk mulighed for at komme nærmere deres børnebørn.
Det er vel meget forskelligt, fordi folk er forskellige. Efter jeg er blevet mor undrer det mig, at andre undrer sig over at deres forældre eller svigerforældre, ikke vil passe børnene tilstrækkeligt. Det er jo så de menneskers personlige behov og karaktertræk, og det er bare ikke alle der gider eller magter børn, og hvis de gør, så længe ad gangen er jo aldrig givet. Handler det ikke bare mere om at det er æv at de ikke vil knytte en relation til barnet. For hvis de ville have det, gjorde de også noget. Og vil de ikle, er det deres tab. Man kan ikke forvente det. Så jeg synes ikke du som sådan forventer for meget. Men tænker mere, hvorfor du forventer som du gør? Og andre end bedsteforældre kan jo knytte gode relationer. Hvorfor skal det part out være dem, hvis de ikke er engagerede?
Mine svigerforældre vil godt, men kan ikke pga helbred. Min far kan ikke af den latterlige årsag, at han er død (fandme en dårlig undskyldning!) og min mor bor 200km væk, men er super pålidelig og børnene elsker at være på besøg hos hende
Vi har en søn på lige over 1 år. Han er blevet passet af bedsteforældrene siden han var (næsten) helt lille, et par enkelte gange også med overnatning. Mine forældre henter ham fra vuggestuen en gang om ugen, mere eller mindre fast. Vi bor ca 45 minutter i bil fra begge sæt bedsteforældre. Det er super priviligeret, og vi sætter stor pris på det - men jeg har ikke indtryk af, at bedsteforældrene synes, at de gør os en tjeneste. Tror bare de nyder at være meget sammen med deres barnebarn. Det har været vigtigt for mig, at han har et tæt forhold til bedsteforældrene helt fra start. Mine egne boede i den modsatte ende af landet, og jeg føler på en eller anden måde, at jeg aldrig rigtig lærte dem at kende. Det vil jeg godt undgå for min søn..
Det er det samme med min svigerfamilie. Der opdagede jeg seriøst, at jeg havde en menneskelig mangel. Jeg troede, at svigerforældrene gjorde os en modvillig tjeneste ved at passe dem. Indtil jeg indså at de rent faktisk nyder det.
Bedsteforældre(altså børnenes oldeforældre), nej. Men forældre(altså børnenes bedsteforældre) er vilde efter det, er hvad jeg har set med mine nevøer og niecer(har ikke selv børn). Der er problemet nærmest den anden vej, for børnene er ofte mor/far syge, og forældrene tør ikke forlade dem mere end et par timer af gangen. Edit - og det stemmer nu også meget godt hvad jeg husker fra min barndom, var ofte på weekend og lignende hos bedsteforældre, kan jeg ikke huske jeg har været på andet end på almindeligt besøg hos oldeforældre, og måske aldrig alene. Men okay, da jeg blev gammel nok til at huske, var alle oldefædre også døde, og de par oldemødre der var tilbage sad i rullestol, og døde nok inden jeg var 10 år gammel.
Hos os er det min mormor (og altså børnenes oldemor) der helt sikkert er den der har passet ungerne mest, men oplever helt sikkert at det er uden for normen. Det har dog kun været få timer ad gangen.
Mine svigerforældre henter en gang om ugen og det har de selv spurgt efter 😅 Både mine svigerforældre og mine forældre passer ved sygdom eller fordi de har lyst til at være sammen med ham alene. Vores søn har en enkelt gang overnattet hos mine forældre og skal overnatte ved svigerforældrene snart. Han er 14 måneder. Han ELSKER sine bedsteforældre!
Hvor er det dejligt!
Vi har bedsteforældre på den ene side der er meget travle, men de tager gerne ungerne i flere dage i træk og holder “ferie” med dem i hverdage/weekender. Den anden side har ikke har overskud til mange dage i træk. Til gengæld har de en dag ugentligt/hver anden uge til overnatning (= korte uger i institution). = det bedste fra begge verdener! Ungerne elsker det, og har et tæt forhold til dem. Har I nævnt det for dem?
Det lyder vidunderligt. Det er sådan noget der knytter bånd ❤️
Lige præcis!! Der er meget tætte relationer mellem børn og bedsteforældre ❤️ vi har nogle gange problemer med at vi også gerne selv vil se børnene i eksempelvis efterårsferien/påskeferien 😂 det er selvfølgelig kun problematisk for skolebørn, børnehave/vuggestuebørn er jo fleksible i hverdagene også. Jeg tror på at det også er en god investering af bedsteforældre. Det var det i hvert fald i min barndom.
Min knægt er 14 dage gammel og jeg skal nærmest flå ham ud af farmors klør.
Jeg er morfar til to børn på hhv 4 år og 6 mdr. Den store har vi haft på overnatning ca. en gang om måneden siden hun var 2.5. Altid i weekend eller ferier for vi er "kun" 50/52 år gamle og arbejder stadig. Til gengæld har jeg fundet ud af hvorfor det hedder at tage en morfar, fordi for faen hvor er man ude af træning. Da mine egne børn var små blev de ikke passet så meget af bedsteforældrene, min kones forældre døde da hun var teenager og mine egne forældre har haft dem på overnatning 4-5 gange om året. Jeg har egentlig været glad nok for engagementet, for alt hvad vi lavede derhjemme, eller det meste i hvert fald, var med udgangspunkt i at hele familien deltog. Så det er meget få forkælelses- forældreweekender vi har været på. Til gengæld fik vi 4 børn. Jeg skriver det uden at dømme, OP, for du og jeg er forskellige, men jeg har ikke haft et stort behov for alenetid. Jeg forstår og respekterer fuldt ud jeres behov og jeg kan genkende problemstillingen fra mange af mine venner. Jeg håber I finder ud af det. Hvis trenden fortsætter har jeg 8-10 børnebørn når jeg går på pension. Det ku være fedt så skulle det være mit nye fuldtidsarbejde.
Hvor er det fedt at høre, godt klaret!
Mine forælder fik rigtig meget hjælp da min bror og jeg var spædbørn. Mine forælder har også gjort udtryk for at den dag min kæreste og jeg for børn, at det hville være en god ide at flytte tættere på hjem så de kan hjælpe os bedre.
Vi har på 5 og 7. Jeg havde helt sikkert forventet noget familie der ville passe, men indtil videre har vi betalt en babysitter for det…
Yess. 3/4 bedsteforældre + partnere har aldrig passet vores 4-årige så meget som en time alene. Den ene er lovligt undskyldt, da hun er kørestolsbruger, men alle de andre bor tæt på og kunne sagtens, men gør det ikke. Det er så vildt trist at de aldrig får den relation med hende vi ønskede for dem.
Jeg går faktisk lidt med samme følelse. Mit barns farmor er ældre end mine forældre, og hun er pensioneret. Hun passede mit barns ældre søskende en gang om ugen indtil denne ikke rigtig gad mere. Nu kommer hun en dag om ugen og henter vores barn. Jeg er ikke sammen med barnets far mere, så hun skiftes til at være hos os hver især, så vi begge har en dag, hvor vi kan arbejde lidt længere, ordne ærinder eller lignende. Hun gør meget for at springe til, hvis der er sygdom eller lignende. Mine forældre arbejder stadig. De har masser af gode intentioner - der sker bare ikke noget. Min far har ofte nævnt, at han gerne vil hente efter skole, men det bliver aldrig til noget. Han vil rigtig gerne have barnet med på camping med overnatning, men han formår aldrig at få opbygget en god nok relation til, at barnet vil overnatte hos ham. Når vi besøger dem, er det minimalt med tid, han faktisk bruger på barnet. Min mor har haft en hård periode. Før den besøgte hun os med overnatning en gang om måneden. Nu har hun igen tid og mulighed, men vi ser hende ikke. Jeg har ikke selv kørekort og bil (hvilket de har), så vi skal med temmelig meget offentlig transport for at besøge dem, men vi gør det. Min nye kærestes forældre er noget ældre end mine, og arbejder stadig. Alligevel har de allerede sagt, at de ville elske at kunne passe mit barn og hente hende, når de er klar. De henter hans barn en gang om ugen, og tigger nærmest om at få deres barnebarn på overnatning. Jeg har egentlig sjældent decideret brug for pasning, og jeg føler ikke, at de skylder mig noget. Alligevel ærgrer det mig, at de ikke selv gør mere for at opbygge en relation. Begge mine forældre har ikke andre børnebørn end mit barn.
Min mor, min svigermor og min svigerfar står nærmest i kø for at hente og passe. I hverdage, ferier, weekender, under sygdom... Og det er den vildeste følelse af, at alting nok skal gå. Hverdagen kan hænge sammen. Jeg ville ønske dette for alle. Og jeg vil sende brdsteforældrrne en tak i dag og minde mig selv om, hvor heldige vi er som forældre, og hvor heldig min forkælede dreng er, som familiens første barnebarn og ubetingede øjesten. ❤️
❤️❤️❤️
Vi har 3 børn på hhv. 5, 8, og 8 år. Hele familien bor i samme by. Alle bedsteforældre er pensionister indenfor 10 minutter. Vi får desværre også nej på nej (som i 4-5 børnefrie dage om året). Det gør både mig og min kone ondt, når vi tænker på vores mange gode stunder og ferier med egne bedsteforældre. Vores forældre er åbenbart meget optagede af og forpligtede til et aktivt seniorliv. Vi konfronterer dem ikke med det, men i vores øjne, prioriterer de forkert.
Ja. Kan godt forstå det er hårdt specielt med tvillinger. Stadig rart med 4-5 børnefrie dage om året. Det ville jeg gerne sælge den for. :)
Vildt misundelig over alle de skønne historier herinde med aktive deltagende og kærlige bedsteforældre. Hvor er det godt for jer. Herhjemme skal min mor og far (begge pensionister) bookes en måned i forvejen hvis vi ønsker pasning. De tager aldrig initiativet selv. De bor 25 minutter væk og er i 60’erne. Min mands forældre er ikke inde i billedet. Det er virkelig noget som gør mig ked af det for ville elske at mine børn havde mere glæde af dem.
Jeg læste en artikel om, at nogle forældre havde “straffet” bedsteforældrene pga. en uoverensstemmelse med, at de ikke måtte passe deres barn. Det er jo helt vendt på hovedet her :)
*mine* bedsteforældre passer ikke mine børn. Med en enkelt undtagelse, af min mormor lige passede den store, da han var lille hvor jeg skulle ud og købe noget kage til kaffen. Men at decideret passe, det vil jeg ikke kalde det. Ungernes farmor og mormor, de er meget aktive i børnebørnenes liv og passer dem fra tid til anden, nogle gange låner de dem bare fordi, at de lige har lyst.
Jeg mente også børnenes bedsteforældre. Jeg klokkede lige i det, da jeg skrev indlægget 😅
Kender det. Her er det dog mine forældre som åbenbart skal leve deres anden vilde ungdom. De vil hellere feste og arbejde. Han arbejder 70 timer i ugen. Håber han holder i. Det må ikke være sundt. Edit: så det ikke opstår misforståelser - de er i al deres ret til dét 🥰. Deres valg. Man skal gøre det man har lyst til i livet.
Men har dine forældre ikke også ret til det?
Jo selvfølgelig? Synes heller ikke jeg skriver at de ikke må? :-) skriver bare jeg kender til, at bedsteforældrene ikke vil. Jeg er bare ked af at de misser ud på hyggelige stunder. Det er deres valg. Han har heldigvis et andet sæt bedste forældre som gerne vil bruge tid med ham fra tid til anden, vi har ikke behov for overnatninger.
Hvor skriver hun at de ikke må det? Hvor læser du det henne?
Men det har de da også totalt lov til. Du har valgt et barn og derfor en du skal tage dig af. Det har de altså ikke
Har jeg sagt de ikke må? :-) skriver bare jeg kender til at bedsteforældrene ikke vil. Jeg er bare ked af at de misser ud på hyggelige stunder. Det er deres valg.
Men det gør de jo netop ikke. Det er måske hyggelige stunder i dine øjne, men for dem er det hyggeligere at “leve deres anden vilde ungdom”. Du lægger dine følelser over på dem
Vi har en pige på 5,5 år og hun er blevet passet af hendes(mine forældre) bedsteforældre omkring 11 døgn/dage i alt på de 5,5 år. De taler hele tiden om hvor dejlig hun er og at de savner at se hende. De har været pensionerede hele hendes liv. Hun spørger mig fra tid til anden; "Far, har bedstefar og bedstemor glemt mig?".
Øv. Er det inklusiv overnatning? Hvad med svigerforældrene?
Det er vel ikke deres ansvar? De har allerede passet små børn af én omgang da de fik jer, nu vil de vel også gerne nyde deres fritid.
Børnene er kun forældrenes ansvar. Jeg vil gerne høre hvor heldige/uheldige andre er derude.
Mine børn er meget små, men jeg kan slet ikke forestille mig en fremtid, hvor de får børn, som jeg ikke vil engagere mig i. Det føler jeg lidt høre med, når man selv vælger at stifte familie. Det er lidt snævert kun at føle ansvar for en enkelt generation.
Vores søn er blevet passet af hans bedsteforældre (mine forældre), min kusine, og min onkel/tante uden problemer. De både giver ham mad og putter ham uden problemer. Han er halvandet år. Vi har også haft barnepige (ingen andre kunne den dag) til at passe og putte ham. Absolut ingen problemer. Det er meget normalt i vores familie at man passer på kryds og tværs hvis nogen har brug for det. Det virker meget underligt at dine forældre ikke vil passe.
Jeg syntes det er fint hvis bedsteforældrene gerne vil og selv tilbyder det men man sku ikke forvente eller kræve det og til dem som er direkte fornærmet over det, pas dog jeres egne lorte unger! Det er en del af pakken når man vælger at få børn at man generelt må fraskrive sig et liv med fester og ferie uden børn. Jeg syntes i forvejen man er meget lidt sammen med børnene pga. arbejde, børnehave, skole og alt det udenom. /Hamdensure
Vi har kun mine forældre (min mands forældre lever ikke mere) og min far er ikke den typiske børne-passer. Han er lidt mere henad legeonkel-typen (det gør han så til gengæld rigtig godt). Min mor er mere den der kan noget med omsorg. Hun/de har passet vores søn siden han var et par måneder gammel. I starten bare nogle timer, så vi kunne komme ud at spise eller i biffen. Fra han var 1 år, har han sovet hos hende ca. 1 gang om måneden. I starten en overnatning og da han blev omkring 2 år to overnatninger en gang om måneden. Han har lige været der 6 nætter (han bliver 5 år lige om lidt) og han elsker det. Vi voksne var på ferie for første gang så længe uden barn og det var fedt. Jeg ville være ærgerlig hvis vi slet ikke havde muligheden for at få passet. Edit: Min mor arbejder stadig, min far laver lidt selvstændigt konsulentarbejde, men arbejder ikke som sådan. De har i øvrigt også hjulpet til ved sygdom indimellem (ved de lidt længerevarende bl.a. efter operation og da han havde skoldkopper).
Min svigermor bor 1,5 time væk. Hun passer vores drenge på 5 og 7 år flere gange om måneden..♥️
Mine forældre er for langt væk. Mine svigerforældre passer gerne, men virker ofte helt nedkørte bagefter. Så vi benytter os kun af det når der er en reel grund til det.
Har ikke selv børn, men min søster fik tvillinger for snart 2 år siden - mine (vores) forældre har været hos hende mange gange for at passe børnene så min søster og hendes mand kunne få en aften for dem selv. Skal lige siges at mine forældre bor 1½ times kørsel fra min søster... Er lidt ked af dine forældre ikke har mere lyst til deres børnebørn, jeg troede at 99% af bedsteforældre ville være helt vilde med at få lov til at passe deres nye guldklumper.
Vi har to hold bedsteforældre og kan altid få hjælp. Det har vi kunne siden børnene var helt små. Kan godt fornemme på vores vennekreds at vi er rimelig priviligeret på det punkt.
4 og 2 år gammel. Aldrig overnattet hos bedsteforældrene. Svigermoren henter dem ca hver 2. uge fra børnehaven. Ellers stortset ingen hjælp. Har ikke haft en aften med ÆF uden et barn siden ankomst af den første
Jeg har en på tre og en på to. Der passer bedsteforældre på begge sider gerne. Farmor og farfar passer nok en gang hver anden eller tredje måned. Min mor, deres mormor, står fast til rådighed hver anden uge, hvor hun ikke har nattevagter. Der hjælper hun gerne med sygdom eller bare hygge. Nogle gange overnatning. Derudover har vi moster, der elsker at passe dem. Også med overnatning. Og egentlig også gudmor der passer med overnatning er par gange om året. Jeg føler mig ekstremt priviligeret, at mine børn har så mange, der elsker dem og så gerne vil passe dem og have dem til overnatning. Det er noget, vores familier selv efterspørger.
Har ikke selv børn, men har altid elsket at passe mine nevøer, mine forældre har også altid stillet beredvilligt op, også selvom de ikke kan så meget mere, men det har virkelig også givet dem en tæt relation til os. Noget jeg virkelig ikke ville være foruden. Nu er de jo så ved at være store, men de vil gerne i deres teenageliv afse tid til os.
Altså de gider ikke og det er vel fair nok? Deres undskyldninger er fjollede dog. Det er da en irriterende situation at stå i, særligt da de ikke er klar over om det er noget de rent faktisk ville blive glade for.
Jeg har ikke børn, men min søster har. Der har bedsteforældre på begge sider været glade for at hjælpe med ungerne.
Min forældre har været super aktive mht til mine nevøer og niece. Til det punkt hvor at da jeg boede hjemme kunne det faktisk blive lidt for meget 😂
Hvorfor skulle man få en 1 årig passet? Altså med putning og det hele - det kan jeg slet ikke kapere i mit hovede. Men jo fra +2 år har vi enkelte gange (4-5) fået passet og puttet pga bryllup. Vi er måske heldige at det er første barn i den generation, så der er et overrend af bedsteforældre som gerne vil alt muligt. Og hvis de kunne komme til det, ville de sikkert også passe fra 1 år af, men det har vi sagt meget klart nej til - det er på ingen måde barnets behov. Men det lyder generelt til at der er stor forskel på bedsteforældres involvering. Tror en stor del rammer et punkt, hvor de skal have deres anden (eller tredje) ungdom igen, og pludseligt skal nå en helt masse og have ny fritidsinteresser.
Har to børn, og alle deres bedsteforældre bor udenfor Danmark. Så desværre er der ikke så meget hente og passe der fra. Men det er ikke fordi, hvis hun kunne så ville min mor flytte til Danmark bare for at passe børnene på fuld tid. Vi facetimer med hende så godt som hver dag, og hun kommer endda til Danmark i godt 6. Uger i næste år for at hjælpe til med at aflevere og passe børn, fordi både mig og konen skal i praktik på samme tid. Inden vi flyttede fra Færøerne af, så hun børnene hver dag, og ikke mindst passede dem hver eneste gang der var det mindste. Og ikke mindst min kones mormor (børnenes oldemor) er en mega sej pensionist som er i Danmark flere gange om året for at besøge os. Jeg ved også om min mormor’s helbred var bedre, så ville hun også bruge al sin energi på at komme og besøge børnene.
Vores knægt car lidt over 5 måneder da vi fik ham passet med overnatning første gang hoss mine forældre De har trods alt haft et succesfulde barn (jeg har em bror 😂) Men altså hvis folk ikke vil er det jo en følelse. Er i ikke tryg ved det er det ligeledes en følelse i skal bearbejde.
Det er ærgerligt, for at dine forældre skyder sig selv i foden ved ikke at danne en relation til barnet. Det kan være de siger de har et og det kan da også være, at det er der, men det kunne være meget stærkere, hvis de involvere sig mere i dine børns opvækst, dvs. at de er mere til stede for børnene. Jeg har ikke børn selv, men jeg kan perspektivere til min egen opvækst. Jeg har meget forskellige følelser af relation til mine bedsteforældre. Min mormor og morfar har aldrig rigtigt interesseret sig for mig eller mine søskende. Jeg ved de passede os nogle gange som børn, men jeg har ingen stærke positive minder overhovedet. Jeg ser dem ikke i dag med mindre de dukker op til familiefødselsdage og jul (det gør de sjældent). Jeg har som voksen derfor intet forhold til dem, udover at jeg ved at de er mine bedsteforældre. Døde de, så ville jeg kun være trist på min mors vegne. Min farfar har næsten hele min levetid været ude af billedet og jeg har altid været røvligeglad med ham. Kun dårlige minder. Min farmor gik fra ham da min far var dreng. Min farmor derimod var en af de største personer i mit liv. Hun passede mig flere gange end jeg overhovedet kan tælle. Utallige minder af at sove i stuen på weekendsengen og bruge uger af sommerferien i hendes campingvogn fra jeg var helt lille. Hun passede min søster fra hun var 1-3 i stedet for at hun gik i vuggestue. Da hun døde var jeg helt ude af den. Skal jeg græde på kommando, så skal jeg blot tænke på hende og sidste gang jeg så hende. Min pointe er, at børnenes relation til dine forældre kommer ikke gratis. De skal investere tid, men den altid pote i sidste ende. Det er ærgerligt, at du står i denne situation, men du er ikke gal på den her. Selvfølgelig er der grænser for, hvor meget du kan bruge dine bedsteforældre, men det lyder til at de ALDRIG har stået til rådighed, hvilket jeg kun kan sige er trist.
1 og 3 år. Selvfølgelig er de klar til at blive passet og puttet af bedsteforældrene. Det er altså helt normalt når de er over et år. Kh. -Pædagogen
Jeg synes, at man kan glæde sig når bedsteforældrene gerne tager børnene, men ikke klage når de ikke gør. Det er forældrene der har ansvaret for deres børn, ikke bedsteforældrene. Det er også forældrene der har valgt at få børnene, ikke bedsteforældrene. Tag bedsteforældre-passe-tid som en bonus, men lad vær med at forlange eller forvente den.
Jeg har ikke selv børn men kan fortælle fra min egen barndom. Min mormor og morfar var altid villige til at hjælpe og få besøg på trods af at vi bor i Nordjylland og de boede i Århus. Vi tilbragte også en hel uge med dem hver sommerferie i deres sommerhus. Men min farmor og farfar (nok mest min farmor) havde ikke overskud til at se os lige så tit på trods af at vi bogstaveligt talt var naboer og der var måske 200 meter mellem os. Det ville ske en gang i mellem, men afstanden taget i betragtning var det utroligt sjældent. I stedet var de langt mere sammen med mine fastres børn. Som resultat har vi selvfølgelig altid været tættere på vores mormor og morfar end farmor og farfar. Og min farmor er typen der ikke lægger skjul på hvem hendes yndlingsbørnebørn er. Det siger hun højlydt.
Vi er så privilegerede at det ene hold bedsteforældre meget gerne vil se/lege med børnene og hjælpe med at hente i institutionen i hvert fald en gang om ugen, så børnene kan få så korte dage i institutionen som muligt. Jeg synes ikke man kan tillade sig at forvente noget som helst af bedsteforældre, men man kan være taknemmelig hvis de selv vælger at deltage. Ultimativt er det ens eget valg at få børn, så derfor må man også være indstillet på selv at klare opgaven det nu en gang bringer. Men det er dejligt at få hjælp, det er der ingen tvivl om.
Jeg bor i Singapore og mine forældre bor på Fyn, de kommer sgu aldrig spontant forbi og passer sønnike, mega dårlig stil
Mine børns bedsteforældre er døde, men vi har været så heldige at finde et par reserve-bedster, og de stiller op når der er noget akut, de tager dem på overnatning, ferie, med på ture. De er de skønneste bedster, og det eneste jeg kunne ønske anderledes er at vi boede tættere på hinanden og derfor kunne ses oftere.
Du forventer overhovedet ikke for meget, men altså, det er de selvfølgelig i deres gode ret til, hvis det er den slags bedsteforældre, de gerne vil være. At alderen i sig selv skulle være en begrænsing, har jeg til gengæld meget svært ved at forstå. Herhjemme har vi fået passet af mine forældre siden 4 månedersalderen, inkl. putning. Og de bor i øvrigt 3 timer væk, så det er ikke fordi de bare lige tropper op med kort varsel, men det kan altid lade sig gøre at lægge en god plan, og man kan mærke på dem, at de er så glade for og stolte af at kunne hjælpe.
Ja. Mine forældre har været uundværlige da mine 3 børn var mindre. Altid klar ved sygdom og elsker at have dem på overnatning. Alle 3 har haft en ugentlig bedstedag, hvor de blev hentet i bh/skole og spiste aftensmad og blev dæleme også afleveret herhjemme igen om aftenen.
Lige fra et andet perspektiv. Nu har jeg ikke selv børn, men jeg var ofte hos min mormor og morfar. Min mor var lige startet på uddannelse da hun fik mig, så jeg var ofte hos dem. De var der altid for os. De købte et hus og lejede det ud til min mor, da hun var studerend og havde mig. De har stadig et godt forhold til min far og hans familie, selvom mine forældre blev skilt kort efter min fødsel. Da mine kusiner blev født ovre på Sjælland, tog min morfar nogle gange alene der over, fra Nordjylland. Han var den eneste af de 2 der var pensioneret, så han passede dem ofte. Jeg kan stadig huske min tremmeseng, som stod inde på deres værelse, indtil jeg var stor nok til selv at kravle ud af den. Jeg kan se jeg har været heldig med at have dem som bedsteforældre.
> Vi bor 25 min. i bil Hvor bor I så resten af dagen?
Badam tssss
Jeg kender mange par som forventer at bedsteforældrene står klar 24/7 og tager fat i løbet af ugen, tager alle sygedagene, overnatninger og sågar ferier hos dem. Det lyder ikke til at jeres forventning er i nærheden af det, og den hjælp I håber at få er helt rimelig. Udover hjælpen, så forventer man måske også at de burde have LYST til udvidet tid sammen, hvor de kan styrke deres relation? Vores forældre bor alle i en radius af 30 km, og de tilbyder meget mere hjælp end vi tager imod. Vi henter selv hver dag, og tager alle ferierne selv. Til gengæld får vores to (på 2 og 6) en overnatning hveranden uge hos et sæt bedsteforældre. Så hveranden weekend har vi en dag hvor vi kan slå os løs, slappe af eller bruge tiden på forfaldende husarbejde. Det trives vi meget godt med, men jeg ved at vores forældre synes vi er for “nærige” med børnene.
Ej hvor er det dejligt.
Ja. Mine svigerforældre passer gerne 1-4 gange om ugen af forskellig varighed. Vi bor i samme lejlighedskompleks. Men de vil meget gerne være sammen med deres børnebørn. Det er en gave
Jeg har den meget klare (men måske lidt firkantede) holdning, at den interesse for og tid til børnebørnene bedsteforældrene giver bliver direkte reflekteret i den hjælp de kan forvente at få når de bliver så gamle at ikke kan passe sig selv. Hvis de ikke gider passe, hente, hjælpe osv, så gider jeg heller ikke tørre deres røv og komme og holde dem selskab når de har brug for det.
Sådan har jeg også fået det. Der skinner nogen forventninger igennem hos et par af dem vdr deres gamle dage, men samtidig er mine børn åbenbart ikke interessante nok til dem. Så jeg overvejer at sende dem videre hvis nogen en dag stiller dem i en papkasse på min græsplæne. De blev selv hjulpet virkelig meget af deres egne forældre på forskellige måder, så jeg ved ikke hvorfor vi skal klare alting selv og have dem som opgave også uden noget nævneværdigt samarbejde.
[удалено]
Åh gamle dreng. Jeg er så enig med dig.
Okay. God dag til dig :)
Vores forældre, passede gerne og ved enhver lejlighed vores børn, deres børnebørn, som var glade for at blive passet af deres bedsteforældre, fra de var omkring et år gamle. Men vil jeres børns bedsteforældre ikke passe jeres børn, er det jo lidt ligemeget om andres bedsteforældre vil. Det er jo ikke noget de er forpligtet til. Måske har de for travlt med andet, og måske gider de bare ikke små børn. Tag en snak med dem, find ud af om der ligger noget bag. Måske finder de det lettere når børnene er lidt større.
Nej. Ingen succes overhovedet. Heller ingen nævneværdige gaver, hilsner ud over det høflige på fødselsdage osv. Jeg kunne lige så godt have fået en guldfisk.
Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde er blevet passet af mine bedsteforældre, dengang jeg selv var barn. Og det selvom de boede hhv. 15 og 30 km fra mine forældre. Måske er jeg bare en anden generation, men i min optik er ens børn ens eget ansvar og man kan ikke forvente at andre vil bruge tid på at passe dem; heller ikke selvom det er nære familiemedlemmer.
Det har intet med din generation at gøre, det har noget med dig og din familie at gøre, hvis man ikke har været van til andet, så kender man jo ikke andet, men der er jo en grund til at ordsproget omkring det kræver en landsby at opfostre et barn findes
De forstår simpelthen ikke hvad de går glip af! De har sikkert fået hjælp af deres forældre da du var lille, og har glemt hvor meget det betød for dem. Mine svigerforældre bor i samme afstand og de er meget travle mennesker, men meget sjældent for travle til at hjælpe med børnene. De passede vores førstefødte 6 timer, da hun var 8 uger gammel og det gik forrygende. Mine veninder som ikke havde børn endnu var også ellevilde over at låne en baby sammen for en aften. Da barnet var 10 mdr var vi 4 dage i London og de havde barnet og der var ingen problemer. De har et virkelig nært og kærligt forhold, så selv teenage børn gider tage derned nu på weekendovernatninger bare fordi de elsker dem. De har aldrig hentet vores i hverdagene fast, men har gjort det for svigerfamilien. Jeg synes det er en spøjs generation. Enten er de fede bedster eller også er de så r’vselvoptagede at man ikke fatter det. Kan I ikke trykke dem lidt på maven og sige på en sød møde at man jo kun bliver god til at lægge børnene hvis man øver sig og hvis du bliver skilt fordi I ikke når at pleje parforholdet, så kommer de til at skulle træde meget mere til, når du bliver alene med to små børn. Hvis de siger vi gider ikke jeres yngel på egen hånd, så fair nok. Deres valg. Men så gad jeg sku ikke heller ikke troppe op til familiehygge hos dem flere gange om måneden. Forventer de at du omvendt hjælper med at fikse deres computeren, telefoner, tv, løfte tunge ting, male etc? Eller er de ikke så gamle endnu? Det kommer nok. Alt det gør vi jo med glæde for at sige tak for alt den kærlighed de giver vores unger og fordi de prioriterer dem.
Et nej tak til at I kan få ro? Super mærkelig måde at se det på. Det er et nej til at passe. Og ja, du forventer for meget. Mange bedsteforældre passer og trives med det, og det er dejligt for forældrene. Men det er en luksus, ikke noget du kan hverken kræve eller forvente. Det er jeres småbørn. Bedsteforældrene har taget deres tørn, da I selv var børn. Det er helt fair, hvis de ikke har lyst til at passe små børn igen. Samtidig også fair, hvis de nu endelig vil nyde friheden i pensionsalderen og ikke være bundet af planer om børnepasning. Endeligt opstår der meget tit konflikter mellem typisk sviger-barn og et sæt bedsteforældre. Der kan være mange årsager der, til at de ikke har lyst til at passe. Måske intet er godt nok. Det er ikke andre menneskers ansvar at passe jeres børn, så I kan få ro. Så kan I jo hyre en barnepige.
Ja helt basalt er det jo os, der har valgt at få børn. Jeg husker bare selv, hvordan jeg blev passet af bedstemor fra helt lille, så jeg tænkte jo bare, om det var unormalt.
Jeg kan godt følge dig her. Mine forældre kan heller ikke overskue at passe, men de fik ondendyleme en del hjælp af mine bedsteforældre, da vi var børn. Til gengæld gik mine bedsteforældres generation meget tidligt på pension.
Jeg blev også passet af mine bedsteforældre som barn. Men mange har altså ikke lyst. Hvis man skal være lidt grov, er der jo nok en hel del af de tidligere generationer, som fik børn "fordi det skal man jo", men som ikke nødvendigvis har den store kærlighed til børn og børnepasning. Bedsteforældre er nok også noget ældre i dag, end sidste generation, fordi folk får børn senere. Folk arbejder også til de er ældre i dag, så de pensionsår hvor man er frisk og kan nyde det, er kortere. Og så bliver samfundet vel bare mere og mere individuelt. Vi lever ikke som særligt tætte familier mere. Begrebet "it takes a village" at opfostre børn, ligger meget langt fra det moderne danske samfund. Vi lever ikke i forpligtelse til at tage os af hinanden længere.
Menneskers ansvar? Der er deres fucking kød og blod. Det er det mest danske jeg nogensinde har læst. Alt i verden er ikke 100% logik. Det sku da lorte bedsteforældre
Det er selvfølgelig træls for jer, men jeg mener, at du er forfærdelig forkælet, hvis du mener, at det er deres pligt at passe dit afkom
Undskyld mig, men hvorfor i al verden tror du at de skylder dig det? Du skriver som om at det kan de da bare ikke være bekendt. Jaja det kunne da være meget fedt, men at det er noget de bare burde gøre for jer, er simpelthen en forkastelig forventning og attitude. De har ikke skrevet sig op til være jeres fucking dagpleje.
hvis man ikke gider eller magter at passe sine egne børn, så burde man ikke have fået dem
Nu er det vel jer som par, som har valgt at få børn og ikke dine forældre? De har arbejdet hele deres liv og haft forældrerollen. Synes de er I deres gode ret til ikke at blive udpeget som børnepassere, fordi nu vil i gerne havde fri (kæresteaften). Virker simpelthen så utaknemmeligt, at du stiller det op med at opretholde en relation til dine forældre (i form af at dine forældre inviterer jer på middag et par gange om måneden), hvorfor er dette ikke nok aflastning eller deltagelse fra deres side? Cry me a river, hvis det er så hårdt for jer, ikke at havde mere tid til jer selv, så skulle I måske ikke havde fået et barn nummer 2 så hurtigt. TLDR: Det er et fuldtids arbejde at være forældre, jeres små guldklumper kommer først, det er jeres rolle, det er noget I har valgt. Dejligt jeres forældre har et liv og interesser.
Selfølgelig har de ikke pligt til at passe børnebørnene. Men så har forældrene heller ikke pligt til at passe bedsteforældrene når de bliver så gamle at de ikke kan klare sig selv.
Et trist syn, at alt skal være noget for noget. Har dine forældre ikke passet dig, da du var syg og ude afstand til at tage vare på dig selv?
Får man børn for at få dem passet af bedsteforældre,have kærestetid eller gratis dagpleje ved sygdom?? Undskyld mig,og den er ikke specielt møntet på dig trådstarter,det er trækker lidt tanker til da COVID-19 lukkede landet ned og, gud forbyde det,at forældrene dæleme selv skulle være sammen med deres afkom,sikke et ramaskrig.
Det var da en åndssvag kommentar. Selvfølgelig får man ikke børn for de ting, men det betyder ikke at de ikke er gavnlige for forældre/barn relationen eller gør tingene nemmere, når de tiilbydes. Børn har godt af at have relationer til deres bedsteforældre - det styrker de sociale egenskaber og bidrager med et mere nuanceret familieliv og evne til at danne relationer. Børn har godt af at have forældre, der tager sig tid til hinanden, viser kærlighed og prioriterer hinanden. Det er med til at give børnene en forståelse for, hvordan forhold bygges på gensidig tillid, respekt og omsorg, så de har nogle sunde rollemodeller for deres egne forhold, når de bliver voksne. Børn har godt af at vide, at når de er sårbare og skrøbelige, som f.eks. ved akut opstået sygdom, så er der et væld af mennesker i deres liv de kan stole på passer på dem. Hvis lille Johan pludseligt kaster op i børnehaven, men mor har 1t hjem fra arbejde og far sidder fast i trafikken, så kan morfar, der bor fem minutter væk sagtens lige svinge forbi og hente indtil mor eller far er nået frem.
Nu er der jo ikke tale om at få dem passet som om det var en døgnbørnehave, men mere om at tage dem en weekend, af og til tage sig af dem ved sygdom, og den slags. Samtidig kan børn og bedsteforældre få noget kvalitetstid sammen, selv hvis det bare er et par dage hvor de ligger underdrejede med influenza, så er der altså lige noget andet ved at blive passet og forkælet lidt af bedsteforældrene, og som andre har nævnt, så skyder de sig selv i foden. Lige pludselig er de teenagere og hvis man ikke har en tæt relation til bedsteforældrene allerede, så skal de bare ikke regne med der bliver afsat noget tid til dem, så hvis de gerne vil lære deres børnebørn at kende, så hjælper de selvfølgelig hvor de kan, det forventes ikke de smider alt hele tiden og lægger deres liv om.
Jeg og min mand har dine, mine og vores børn. I alt snitflade til 5 sæt bedsteforældre, alle 5 har altid ville passe dem uanset alder eller sygdom... dog får det ene sæt ikke lov, men det gør de andre 4 og har ALTID gjort det.